lørdag den 31. december 2011

Godt nytår! - kransekage til aftenens selskab

I år skal vi holde nytår med 2 andre par og her er aftenens retter blivet delt ud, så alle hjælper lidt til. Det synes jeg er en rigtig god måde at gøre det på, da det ellers godt kan blive en hård dag for værtsparret.

Da jeg jo elsker kage og andre søde sager blev opgaven at lave aftenens kransekage udelt til mig. Det passer mig rigtigt godt, da jeg er alene hjemme indtil i eftermiddag, da manden skal passe sit arbejde. Derfor lavede jeg allerede kransekagen igår sammen med min bageveninde.

Det skal lige siges at det er mit allerførste forsøg med kransekage. Den smager fint (skulle jo lige lave en lille smagsprøve så jeg var sikker), men den har virkelig sin egen personlighed. Jeg ved dog nu hvordan jeg griber det an næste år.

Til kransekagen har jeg brugt kransekage bageforme som jeg fik af mandens farmor sidste jul, så det var helt klart på tide de kom i brug. De gør det altså noget nemmere at få ringene til at blive den rigtige størrelse.

Godt nytår derude i blogland!





Share:

fredag den 30. december 2011

IKEA klapbord med et lille tvist

Vi har længe været igang med fornyelser i køkkenet, derfor var det oplagt at få købt det ønskede klapbord fra IKEA til køkkenet, da vi fik lidt penge i julegave. Vi ville nemlig gerne have et bord i køkkenet, men samtidig har vi ikke så meget plads.

Tvistet ved klapbordet var at det skulle kunne sidde udenpå en radiator, hvilket bordet slet ikke var designet til. Derfor blev bordet købt og den faste plade, der skal sættes på væggen blev skiftet ud med en bredere plade, således at bordet kan klappes ud over radiatoren. Det var heldigvis en succes, så nu har vi dette fine bord i vores køkken.



Vi havde i forvejen købt klapstole, så de kan flyttes og hænges op i bryggerset, når det engang er lavet. På den måde kan det hele pakkes væk, så vi har fuld gulvplads igen.

Der er dog en mindre farveforskel mellem den nye plade og selve bordet, men det var det tætteste vi kunne komme og mon ikke det bliver mere ens når bordet er blevet lidt ældre. Jeg synes i hvert fald ikke det gør noget, da forskellen er så lille.




Den faste plade er monteret med den ekstra bredde. På selve stykket, der skal løfte fra radiatoren skal sættes et filtstykke på, så vi ikke skrammer radiatoren, når bordet bliver slået ud.


Bordet hænger SÅ fint ud over radiatoren.
Share:

Syltede valnødder

En ting jeg selv er blevet rigtig glad for og som jeg har forsøgt at lave før, er syltede valnødder. Jeg er stor fan af lækre nødder og da disse smager skønt til gode oste, som jeg elsker, er det noget der passer fint til min smagsløg.

Disse er dog ikke til mig, men er brugt til julegave til mit ene hold bedsteforældre. Jeg har dog også lavet en lille portion til de andre besser, da det er min morfar, der har samlet valnødderne og endda knækket for mig. Det skal han da have lidt for.


De er super nemme at lave, så vil her dele opskriften med jer.

100 g valnødder
Citronsaft
2 dl honning
1 dl vand
½ vaniliestang

Rist valnødderne i ovnen ved 180 grader i 15 minutter.

Kom nødderne i et tørt viskestykke og gnub hinderne af.

Kog nødderne op med citronsaft, honning, vand og den ½ vaniliestang.

Lad nødderne koge i 15-20 minutter, til lagen er kogt tyk, og hæld nødder med lage på Atamonskyllede glas.
Share:

torsdag den 29. december 2011

Nougat Småkager - Odense Marcipan

Inden vi tog hjem til jul nåede jeg at få lavet lidt mere konfekt. Jeg havde al konfekten med juleaften og skålene blev tømt, så det er ikke kun mig, der synes opskrifterne fra Odense Marcipan er et hit.

Disse småkager er super nemme at lave og tager ikke særlig lang tid. Jeg brugte dog lidt mere nougat end der står i opskriften, da jeg ellers ikke kunne dække alle småkagerne.



Opskriften kan findes på Odense Marcipans hjemmeside - her - sammen med opskrifter på en masse andre lækkerier.

Du får den dog her alligevel:

Nougat Småkager: 
400 g ODENSE færdig kransekagemasse
100 g ODENSE blød nougat (jeg brugte ca 150 g)
100 g mandelflager (jeg brugte hakkede mandler)

Kransekagemassen sprøjtes ud i små kugler på en bageplade med bagepapir.

Drys med mandler og bag dem ved 220 grader i ca 6-8 minutter til de er gyldne.

Smet nougat over vandbad og pensel den over kagerne.

Kagerne kan med fordel fryses.
Share:

tirsdag den 27. december 2011

Hjemmelavet krymmel DIY

Tit når jeg laver pynt eller overtræk til kagerne har jeg MMF i overskud. Lidt af det har jeg denne gang brugt til at få lavet noget hjemmelavet krymmel.

Det er nemt og meget simpelt at lave.

Man ruller lidt MMF ud (jeg ælter lige lidt tyllosepulver i først, så stivner krymlen lidt hurtigere).


Derefter tager man en udstikker i den størrelse og form, man lige synes passer og stikker en masse ud. Det bliver man så ved med indtil man synes der er nok eller den resterende MMF er blevet for tør eller hård at blive ved med at rulle ud.


Krumlen ligges derefter til tørre. Jeg samler det i en dyb tallerken, som jeg så indimellem roder lidt rundt i, så jeg er sikker på krymlen ikke sætter sig sammen.

Når krymlen er tør samles den i en æske til den skal bruges, eller gør som jeg og put den i en fin indpakning som en gave.


Share:

mandag den 26. december 2011

Gavekurv med hjemmelavede godter

Så er jeg netop vendt hjem fra en hyggelig jul på Falster, hvor vi både nåede forbi min egen familie og også svigerfamilien. Lige så dejligt det er at se dem allesammen, må jeg jo nok indrømme at det er rart at være hjemme igen. Misserne har været savnet og det har min egen seng også. Håber alle i derude i blogland har haft en dejlig jul!

Som de fleste bedsteforældre ønsker mine sig ikke rigtig noget. Derfor fik min søster og jeg den idé, at lave en kurv med nogle af de kreative ting vi selv kan lave, sammen med lidt købte godter.

Derfor kom julegaven til besserne til at se således ud:


Lidt hjemmelavede tepose-kort, som de kan bruge til enhver lejlighed, som jeg har lavet.

Min søster har kreeret de fineste grydelapper, som jeg er sikker på vil komme på hendes blog. Hun har også lavet brunkager.

Jeg har lavet lidt krymmel og syltede valnødder. Dem kommer der meget mere om i et andet indlæg.
Share:

fredag den 23. december 2011

Julekort 2011

Traditionen tro er der herhjemme blevet lavet hjemmelavede julekort. Jeg nåede dog noget senere igang end jeg plejer, så de kom først afsted omkring den 16. december. Derfor får I først lov at se dem nu, da de jo gerne skulle være noget frem til alle nu.

Vi skriver altid en lille hilsen om året der er gået, og de store ting vi har oplevet, så dette års julekort var selvfølgelig nævnt vores tur til USA, som helt sikkert var en kæmpe oplevelse, som vi tit og ofte tænker tilbage på.

Da jeg jo gerne laver tepose-kort er julekortene endnu engang også lavet af teposer.



Glæderlig jul til alle jer der læser med!
Share:

torsdag den 22. december 2011

Himmelsk Kokoskonfekt - Odense Marcipan

Så fik jeg snust lidt mere rundt i Odense Marcipans juleopskriftshæfte. Det er jo som altid farligt, da jeg altid lige skal prøve et eller andet af. Denne gang faldt valget på deres Himmelske Kokoskonfekt og da jeg lige havde alle ingredienserne hjemme, måtte de laves med det samme.


Opskriften er super nem og de smager skønt. Både kokos smagen og den hvide chokolade træder frem, så det er lige noget for en chokolade gris som mig.

Himmelsk Kokoskonfekt
(20-25 stk)
200 g Original ODENSE Marcipan
30 g kokosmel
2 spsk mørk sirup
200 g ODENSE Hvid Chokolade
150 g kokosmel (brugte slet ikke så meget, men er rart at have lidt ekstra)

Ælt marcipan, kokosmel og mørk sirup sammen.

Del herefter marcipanen i 20-25 stk, afhængigt af ønsket størrelse.

Overtræk herefter med tempereret hvid chokolade og vend i eller drys med kokos inden konfekten sættes på køl i ca. 2 timer.
Share:

onsdag den 21. december 2011

Juleprojekt nr. 2 - Julekonfekt fra Odense Marcipan

Det er ikke kun Dr. Oetker, der laver juleopskrifshæfter. Også Odense Marcipan har lavet sådan et skønt et, hvilket jeg synes er en fantastisk god idé. Jeg synes derfor med kun 3 dage til jul, at jeg vil løfte sløret for mit juleprojekt nr. 2.

Grunden til I først hører om det nu, er at jeg slet ikke var sikker på, at jeg kunne nå at gennemføre det. Lidt har jeg dog nået, så det jeg har nået, vil jeg selvfølgelig gerne dele med jer.

Alle opskrifterne i hæftet kan findes på deres hjemmeside, lige her.

Share:

Kartoffel og hvidkålssuppe

Vintermånederne kræver lidt mere solid mad og samtidig er jeg blevet meget glad for suppe. Jeg forsøgte mig derfor med at lave min egen opskrift på suppe ud fra de ingredienser, vi lige havde i køkkenet. På den måde fik vi brugt det vi havde købt og fik undgået madspild og der kom en skøn suppe ud af det.


Jeg har forsøgt at skrive opskriften ned undervejs:

Det brugte jeg:
2 løg
500 g hvidkål
500 g kartofler
1 l grøntsagsbouillon
2 tsk estragon
Olie til stegning
Citronsaft
Salt og peber

Hak løget og skær hvidkålen i strimler.

Skræl kartoflerne og skær dem i mindre stykker.

Svits løg og hvidkål i en stor gryde uden at det tager farve. Tilsæt grøntsagsbouillon, estragon og kartofler.

Lad det komme i kog og lad det koge i ca. 15 minutter eller indtil kartoflerne er kogt.

Tag gryden af kogepladen og blend suppen. Smag til med citronsaft, salt og peber.

Jeg serverede suppen med lidt revet ost på toppen, da vi rigtig godt kan lide ost herhjemme.
Share:

tirsdag den 20. december 2011

Skovbærkonfekt - Odense Marcipan med Skovbær

Jeg havde jo egentlig et juleprojekt mere. Det var nemlig, at jeg ville forsøge mig med lidt forskelligt nyt konfekt, og derfor syntes jeg det var oplagt at se på, hvad Odense Marcipan havde af nyt på hylderne.

Derfor måtte dette års nyhed, da prøves af. De har lavet en ny marcipanversion med skovbær og den er rigtig lækker. Idéen med at putte skovbær i, synes jeg er rigtig god og den giver marcipanen et ekstra pift.

Odense Marcipan har selv udgivet en opskrift med denne skønne marcipan, så den forsøgte jeg mig med. Den får virkelig topkarakter herfra. Jeg kan slet ikke stoppe med at spise disse lækkerier, når først jeg er kommet igang, og jeg er ellers typen, der godt kan blive træt af for meget marcipan.


Skovbærkonfekt
(40 stk)

400 g ODENSE Ren Rå Marcipan med Skovbær
100 g mandelflager
200 g ODENSE Mørk overtræk (jeg brugte en del mere, da jeg ikke syntes 200 g var nok)

Rist mandelflagerne på en bageplade i ovnen i ca 15 min ved 160 grader.

Skær skiver af marcipanen og del den på skrå, så det bliver til trekanter. Vend trekanterne i mandelflagerne og dyp dem i mørk overtræk.

Skulle du få lyst til at prøve andre af Odense Marcipans opskrifter af, kan de findes lige her.
Share:

Norske Klejner - Dr. Oetkers Juleopskrifshæfte 2011

Så blev det den sidste opskrift i mit Dr. Oetker Juleopskrifshæfte projekt, jeg håber I har fået noget ud af det. Det har jeg i hvert fald. Men er nu ikke sikker på jeg skal igennem lige så mange opskrifter næste år, for man når jo slet ikke at nyde dem der er. Det er dog helt sikkert ikke sidste gang Dr. Oetkers Juleopskriftshæfter bliver fundet frem herhjemme. 

Nu er det sådan at jeg ELSKER Norske Klejner, derfor var det selvfølgelig denne opskrift der skulle sluttes af med. Jeg er dog også så kræsen, så det er ikke alle Norske Klejner, der du'r. Ynglingsne er dem fra Nykøbing Falster, hvor jeg kommer fra og det er desværre ikke lykkes mig at finde et sted i Odense, hvor de laver dem lige så godt. Heldigvis er min mormor og morfar gode til at købe dem til mig, når vi ses omkring juletid. 

Derfor var jeg noget spændt på hvordan disse klejner blev, for det ville da være en bonus, hvis jeg ligefrem selv kunne lave denne skønne spise. 

Jeg må sige at de giver de andre klejner god konkurrence. Der er lidt forskel på smagen, men ellers lever de fint op til hvad jeg forbinder med en Norsk Klejne. De er dejligt bløde i konsistensen og smager skønt. 

Jeg fik ikke lavet alle klejnerne på en gang, da jeg simpelthen løb tør for palmin (jeg havde en rest fra da jeg lavede Churros), men den halvdel der manglede, er blevet pakket i fryseren, så de er klar til at blive kogt, når lysten til Norske Klejner melder sig. 



Opskriften:
1½ dl mælk
50 g gær
100 g blødt smør
2 æg str. M/L
50 g sukker
1 spsk vaniliesukker
1 tsk stødt kardemomme
500 g hvedemel
500 g palmin til kogning

Pynt:
150 g flormelis
Citronsaft
½ tsk Dr. Oetker gul konditorfarve

Opvarm mælken, til den er fingervarm, og rør gæren heri.

Kom væsken i en skål og rør smør, æg og sukker i.

Rør sigtet vaniliesukker, kardemomme og halvdelen af melet i blandingen.

Sigt resten af melet i dejen og ælt den godt igennem.

Lad dejen hæve et lunt sted i 30 minutter. (mine hævede en time)

Slå dejen ned og rul den ud i 1 cm tykkelse.

Skær dejen ud i forkanter (ca. 5 x 10 cm) med en klejnespore eller en kniv og lav et snit i midten.

Træk den ene ende af klejnen gennem snittet.

Kog klejnerne lysebrune i palmin i 2-3 minutter. (Min veninde lærte mig, at palminen har den rigtige temperatur når man stikker en tandstik ned i den og det bobler omkring tandstikken)

Læg klejnerne på et stykke fedtsugende papir (køkkenrulle)

Pynt:
Rør flormelis, citronsaft og gul farve sammen til glasur og smør den på de lune klejner.

Spis dem friskelavede og lune.
Share:

mandag den 19. december 2011

Hjemmelavede brændte mandler

Hov - jeg har da helt glemt at dele opskriften på de brændte mandler med jer, jeg fik lavet til julehygge-dagen den 4. december. De smagte super godt og var meget nemme at lave. Så I kan sagtens nå det endnu, hvis I vil have brændte mandler til jul.


Opskriften ved jeg faktisk ikke helt hvor jeg har fra. Den er blevet skrevet ned i min lille idé lommebog på et tidspunkt.

250 g mandler
250 g sukker
3/4 dl vand

Først varmes en pande op. (panden skal være meget varm.)

Sukker, mandler og vand kommes på panden og sukkeret begynder at koge.

Rør i massen engang imellem, så den ikke brænder på.

Sukkerlagen ændrer på et tidspunkt konsistens, hvor den smuldrer og sætter sig fast på mandlerne. Her er det vigtigt at røre i massen, så sukkerlagen fordeler sig på alle mandlerne.

Når mandlerne er lysebrune og sukkeret har sat sig fast, hælder du mandlerne ud på bagepapir til afkøling. Sørg for at skille mandlerne ad, hvis de hænger sammen.
Share:

søndag den 18. december 2011

Nye forsøg i køkkenet og en hyggelig lørdag med manden min

Som nogen af jer nok ved er det først indenfor det sidste år, at jeg er kommet igang med madlavningen herhjemme. Ellers er det manden min der har stået for den, og så tog jeg mig af alt det søde istedet. Det er derfor stort når jeg får prøvet lidt nye ting af, som jeg har haft en forventning om er mega svært.

Igår blev planen derfor at jeg skulle forsøge mig med at lave andebryster. Der kommer ingen opskriftsforklaringer, men kan fortælle at jeg gned dem med salt og rosmarin. De blev rigtig saftige, hvilket jeg var lidt spændt på, da man tit hører at de bliver for tørre. Dertil havde jeg lavet rødkålssalat, hvilket vi får en del af her i de kolde måneder, for det smager altså skønt! og selvfølgelig kartofler.


Imens andebrysterne var i ovnen lavede jeg vafler, som vi fik til en god film i sofaen.

Opskriften på dem har jeg fået af en veninde. Jeg havde nemlig egentlig givet op, fordi de første par opskrifter jeg brugte bare sad fast i vaffeljernet. Så dette er endnu en succes, at det ligefrem lykkedes mig at få nogle fine vafler.



Manden min har nemlig desværre brugt vores miniferie på at være småsyg, så vi trængte til bare at slappe af. Inden havde jeg dog sørget for han fik lidt frisk luft. Vi har nemlig årskort til Odense Zoo, så der brugte vi lige et par timer om eftermiddagen. 





En opskrift på rødkålssalaten kan I sagtens få: 
Ca. 400 g rødkål
2-3 appelsiner
1-2 håndfulde valnødder
(og vi kom også lidt rosiner i)

Pil de yderste blade af rødkålen og smid dem væk.

Vask resten af kålhovedet og skær et stykke af, som skæres i tynde strimler. Det gøres indtil du synes der er nok rødkål (dvs. ca 400 g)

Skær skrællen af appelsinen også den hvide hinde. Skær appelsinerne i skiver med en skarp kniv.

Put den skårne kål i en skål, drys halve valnøddekerner over, og pynt med appelsinskiverne. Er der noget appelsinsaft tilbage på skærebrædtet, så hæld det over også, eller benyt det i vinaigretten.

Vinaigrette
1 del honning
1 del rødvinseddike
3 dele olivenolie
salt + peber

Hæld vinaigretten over salaten og vend salaten godt.

Vafler: 
125 g margarine
1 spsk sukker
4 æg
250 g mel
2½ dl mælk
1 knsp salt
reven skal fra ½ citron (jeg puttede lidt citronsaft i istedet)

Rør smørret skummende med sukker og æggeblommer.

Tilsæt mel, mælk, salt og citron.

Pisk hviderne stive og fold dem i dejen.

Varm vaffeljernet op.

Kom lidt olie på ved første bagning.

Bag vaflerne gyldne. Pas på ikke at komme for meget dej på, så det løber over.
Share:

fredag den 16. december 2011

En slags mini-juleferie

På mit arbejde har vi lukket kontoret mellem jul og nytår. Det betyder desværre, at jeg skal være alene hjemme i de dage, da manden min skal arbejde. Derfor har vi holdt fri torsdag-søndag i disse dage, så vi kan slappe lidt af sammen, få styr på julegaverne og ellers bare nyde hinanden.

Igår, torsdag, fik vi købt stort set alle julegaverne, så nu ligger de klar herhjemme til at blive pakket ind. Det gør vi næsten altid selv, da vi synes det er hyggeligt, og samtidig får man et overblik over de gaver, der er blevet købt. Aftenen sluttede af med en tur i biffen, hvor vi så In Time - læs evt. om filmen og se traileren her. Jeg synes den var super god, men også lidt skræmmende.

Idag smuttede vi til Svendborg, hvor vi fik brugt et brunch gavekort vi havde liggende. Derfor blev valget også Cafe Citronen, hvor vi indtog denne skønne brunch:


og dertil selvfølgelig en god gang varm kakao: 


Vi fik også købt de sidste julegaver, så nu er vi ellers klar til juleaften. 

Glædelig jul til jer derude i blogland og god weekend :D
Share:

onsdag den 14. december 2011

Holandske speculaas (kryddersmåkager) - Dr. Oetkers Juleopskriftshæfte 2010

Navnet på denne småkage har jeg hørt mange gange, men har aldrig smagt den. Derfor var det oplagt at prøve denne opskrift af. Kagerne er ganske rigtigt krydrede og smager rigtig godt.

Jeg valgte at udstikke dem i stjerneforme, bare for at der var lidt hyggeligt, der matchede mine hjerter (mere om dem i et andet indlæg).



Opskriften:
225 g hvedemel
1 pose Dr. Oetker hakkede mandler (50 g)
1 spsk brunt bagepulver
175 g lyst rørsukker
Revet citronskal fra 1/4 ubehandlet citron
125 g smør
1 æg str. M/L

Pynt: Dr. Oetker hasselnøddeflager

Bland mel, mandler, bagepulver, sukker og citronskal. (jeg sigter altid mel og bagepulver for at få en jævn dej).

Smuldr smørret i blandingen og saml dejen med æg. (jeg kørte det hele igennem i min Kenwood, så den samlede det fint for mig).

Pak dejen ind i plastfilm og læg den i køleskabet i 1 time. (her lod jeg den ligge over natten, hvilket jeg ofte har for vane at gøre med mine småkager).

Tril dejen til små kugler på ca. 2½ cm i diameter. Læg kuglerne på en bageplade med bagepapir, tryk dem flade og drys med hasselnøddeflager. (som tidligere skrevet valgte jeg at udstikke dem som stjerner)

Bages ved 180 grader i 10-12 minutter til de er gyldne.

Som ekstraoplysning i Dr. Oetkers Juleopskriftshæfte står der dette: Speculaas er en traditionel, hollandsk småkage, som bages i forbindelse med fejringen af helgen Sankt Nicholas dag den 6. december.
Share:

tirsdag den 13. december 2011

H.C. Andersen julemarked

Denne weekend har manden min skullet arbejde, jeg var derfor så heldig at en god veninde ville tage med mig på det årlige julemarked her i Odense.

Jeg synes simpelthen det er SÅ hyggeligt at gå rundt og se hvad de har fundet på og hvordan nogle af Odenses ældste gader og huse tager sig ud med al juleriet. Har du som min veninde aldrig været forbi, så synes jeg du skal overveje det næste år. Markedet er der hvert år de første 2 weekender i December, så der er hele 4 dage du kan nå det i.

Jeg fik vist min veninde rundt og selvfølgelig taget lidt billeder. For at fange lidt af stemningen får I her et par billeder af noget af den underholdning, der er forskellige steder på markedet.



Som I kan se forsøger man at få stemningen fra H.C. Andersens tid frem og det synes jeg er med til at markedet skiller sig ud fra alle de andre rundt omkring.

Der er masser af boder, hvor man kan købe diverse juleting og andet godt. De fleste der står i boderne er ligesom underholdningen klædt ud så de matcher tiden fra dengang. Sådan nogle boder frister jo, så jeg fik selvfølgelig købt lidt med hjem.



Et bivokslys lavet som en lille bikube samt lidt julesennep.
Share:

mandag den 12. december 2011

Håkonskager - Dr. Oetkers Juleopskriftshæfte 2009

En småkage jeg havde hørt navnet på, men ikke smagt. Synes dog den minder meget om mandel-kanelkagerne fra opskriftshæftet for 2004 både i udseende og smag.

Opskriften:
375 g hvedemel
150 g flormelis
1 spsk vaniliesukker
300 g smør
1 æg str. M/L

Pynt: Perlesukker og hakkede mandler

Bland hvedemel, flormelis og vaniliesukker. (jeg sigtede det hele, for at få en ensartet dej.)

Smuldr smørret i melblandingen og saml dejen med æg. (Det hele kom i min Kenwood og så rørte den det til en samlet dej.

Form dejen til en tyk pølse 3-4 cm i diameter.

Tril pølsen i blandingen af perlesukker og hakkede mandler og pak den ind i folie.

Læg den i køleskabet til den er skærefast. (mindst 2 timer - jeg lod den ligge over natten).

Skør rullen i skiver af 3 mm tykkelse og læg dem på en bageplade med bagepapir.

Bag ved 200 grader i ca 10 minutter midt i ovnen til de er gyldne.
Share:

lørdag den 10. december 2011

Honningkage med smørcreme & chokolade - Dr. Oetkers juleopskrifshæfte 2008

En af kagerne til julehygge-dagen, var denne honningkage med smørcreme & chokolade. Den smager super godt og fik stor ros, og så er den vildt nem at lave. Jeg flækkede den i 3 bunde, da jeg synes det gav den bedste fordeling af smørcremen.



Opskrift:
100 g smør
1½ dl sukker
1 dl honning
1 æg
1 dl kærnemælk
4 dl hvedemel
1 bæger Dr. Oetker Hakket Appelsinskal
1 pose Dr. Oetker Honningkage krydderi

Smørcreme:
2 dl flormelis
½ dl kogende vand
175 g blødt smør

Overtræk:
100 g chokolade

Smelt smør, sukker og honning i en gryde og lad det køle lidt af.

Rør æg, kærnemælk, hvedemel, honningkagekrydderi og hakket Appelsinskal i blandingen og kom dejen i en lille smurt bradepande.

Bag kagen ca. 1 time ved 150 grader og lad dn køle helt af inden den flækkes.

Rør smørcremen af flormelis, vand og smør til en smørbar creme.

Læg cremen imellem kagebundene og pynt med ca. 100 g smeltet chokolade.

Sæt kagen i køleskabet til cremen er stivnet.
Share:

fredag den 9. december 2011

Hjemmelavet tomatsuppe

Da mine visdomstænder har drillet en del, har jeg kigget lidt efter supper til aftensmaden. En del har været købe supper, det indrømmer jeg gerne, men jeg har også fået forsøgt mig med denne hjemmelavede tomatsuppe.


Portionen passer fint til en skål til 2 personer, men jeg synes sagtens man kan lave dobbelt portion, da det jo ikke gør noget der er lidt rester til dagen efter.

450g tomater
2 spsk blasamico (vineddike)
1 fed hvidløg
Frisk Basilikum
Salt og friskkværnet peber
Hytteost eller creme fraiche

Kom en stor gryde i kog. Skær et lille kryds i toppen af tomaterne, og kom dem i gryden. Når skindet løsner sig i krydset, tages de op og køler lidt af.

Træk skindet af og skær tomaterne i mindre stykker.

Kom dem i en ny gryde sammen med balsamico, hvidløg og basilikum efter smag. Blend dem med en stavblender og varm suppen igennem.

Smag til med salt og peber.

Put en skefuld hytteost eller creme fraiche på toppen og server.
Share:

torsdag den 8. december 2011

Churros - Dr. Oetkers Juleopskriftshæfte 2007

Endnu et projekt fra Dr. Oetkers juleopskriftshæfter er prøvet af. Denne blev lavet tirsdag aften, da jeg var så heldig at have min søster, svoger og nevø på besøg. Da Curros'ne helst skal spises mens de stadig er nylavede, skulle det være en dag, hvor jeg havde tid.

Det kræver lidt øvelse at lave dem, men når først man har taget, så går det. Jeg skal helt sikkert prøve dem af igen en anden gang, og det behøver nu ikke kun være til jul. De minder om de spanskrør, man ofte kan få med vaniliesoftice og dem kan vi rigtig godt lide herhjemme.

Nu får I kun billede af dem der rent faktisk lykkedes, da de andre virkelig ikke var særlig kønne.



Opskrift:
1½ dl vand
50 g smør
1/4 tsk salt
175 g hvedemel
75 g sukker
1 spsk vaniliesukker
1 tsk bagepulver
2 æg
olie til stegning (jeg brugte 500 g palmin)

Pynt: Flormelis

Bring vand, smør og salt i kog i en gryde.

Tilsæt hvedemel på en gang og rør det godt med en trægrydeske, til dejen har form som en kugle og slipper gryden.

Kom dejen i en skål og pisk sukker, vaniliesukker, bagepulver og æggene i et af gangen.

Dejen skal være fast, blank og sej.

Kom dejen i en sprøjtepose med en stjerneformet tylle eller i en bollesprøjte.

Varm olien på i en gryde eller brug en frituregryde med frisk ren olie.

Pres dejen ud gennem tyllen direkte ned i olien i stænger på 15-20 cm. Skær af med en kniv eller saks.

Lav nogle stykker ad gangen og steg dem 4-5 minutter, til de er gyldne og sprøde. Pas på olien ikke er for varm, for så vil de være rå indvendig, når de er brune.

Tag dem op med en hulske og læg dem på køkkenrulle til afdrypning.

Drys strags med sigtet flormelis.
Share:

onsdag den 7. december 2011

Gismo Gis og vinderne af give away

Nu er det jo mørkt om aftenen når jeg kommer hjem fra arbejde, så derfor ender det ofte med jeg smutter i hyggetøjet og putter på sofaen. Herhjemme er det dog ikke kun mig, der er ekstra sløv på denne årstid.

Min hankat Gismo tror nemlig at lige så snart jeg sætter mig i sofaen, er det da for at putte med ham. Når han vil putte så lægger han sig bare, og han finder sig i alt, bare han får lov at være der. Derfor ser det ofte sådan her ud herhjemme: (man kan godt nok ikke se det på billedet, men Gismo sover altså)


Ellers sluttede den give away jeg havde igang i samarbejde med MenuCard jo i mandags. Der er derfor blevet trukket to vindere af et MenuCard:



Vinderne blev Dorte Klerke og Micha, så hvis I vil sende en mail til mig med jeres adresse og telefonnummer, så sørger jeg for det kommer videre, så I kan få jeres kort. Jeg håber I bliver glade for dem!

MenuCard og jeg vil gerne sige tak til alle jer der deltog og gav jeres mening til kende. Tilbagemeldningen fra MenuCard er at de er meget glade for jeres konstruktive kritik, som de vil arbejde videre ud fra.  
Share:

tirsdag den 6. december 2011

Vrøvl julekager - Dr. Oetkers Juleopskriftshæfte 2006

Manden mente at en vrøvl julekage måtte være en pigekage, fordi vi altid gik og vrøvlede. Derfor har jeg lavet dem lidt feminine. Ikke fordi jeg på nogen måde er enig, men synes de er blevet søde.


Opskriften:
250 g hvedemel
½ tsk hjortetaksalt
revet skal af 1 ubehandlet citron (brugte kun ½, da jeg ikke havde mere)
125 g smør
75 g sukker
1 æg

Pynt: glasur og krymmel

Bland hvedemel, hjortetaksalt, citronskal og sukker.

Smuldr smørret i melblandingen og saml dejen med æg. (det hele kom i min Kenwood, som tog sig af blandingen og samlingen af dejen)

Lad dejen hvile i køleskabet et par timer. (den gik lov at ligge over natten)

Rul dejen ud, udstik den til forskellige figurer og læg dem på en bradepande med bagepapir.

Bages på midterste rulle i ovnen.

Over-/undervarme: 200 grader
Bagetid: 6-8 minutter

Læg kagerne til afkøling og pynt med glasur og krymmel.
Share:

mandag den 5. december 2011

Mørke jule-Brownies - Dr. Oetkers juleopskriftshæfte 2005

Fra Dr. Oetkers juleopskriftshæfte 2005 faldt jeg over en opskrift på jule-brownies. Da jeg jo først lige er begyndt at eksperimentere med denne skønne kage (når den bliver lavet rigtigt), måtte jeg da forsøge mig igen - men ak... Den fik vist for længe i ovnen, for den blev altså lidt tør.

Heldigvis smager den skønt, så den kom da frem til gæsterne. Så må de bare drikke lidt mere gløgg eller varm kakao til.


Opskriften får I her:
(1 bradepande ca. 22 x 30 cm)

200 g mørk chokolade
250 g smør eller margarine
250 g sukker
4 æg str. M
250 g hvedemel
1 spsk. Dr. Oetker brunkagekrydderi
2 tsk natron
1 pose Dr. Oetker Hakkede mandler (50 g)
2 poser Dr. Oetker chokodråber (jeg brugte 100 g hakket mørk chokolade)

Pynt:
1 pose Dr. Oetker Mandler

Bræk chokoladen i små stykker og smelt den sammen med smør/margarine i en lille gryde ved svag varme.

Pisk sukker og æg skummende og rør chokoladesmørret i.

Sigt hvedemel, brunkagekrydderi og natron i dejen.

Tilsæt mandler samt chokodråber og rør dejen sammen.

Kom dejen i en smurt bradepande og stryg den glat.

Over-/undervarme: 180-200 grader (forvarmet)
Varmluft: 160-180 grader (ikke forvarmet)
Bagetid: ca. 45 minutter

Lad kagen afkøle helt i bradepanden inden servering - Bør nydes afkølet.

Her stoppede opskriften, så jeg havde lidt svært ved at forstå hvornår kagen skulle pyntes. Måske allerede inden den kommer i ovnen? Det skulle den jo nok. Men da jeg ikke havde gjort dette, kom der glasur på (RI - past æggehvider tilsat flormelis) og så dryssede jeg mandelflagerne på bagefter. Synes faktisk det ser ganske festligt ud.
Share:

søndag den 4. december 2011

Julehygge-dag med gode venner

Igår var dagen, hvor jeg havde inviteret en masse gode venner til julehygge-dag. Simpelthen fordi jeg synes at vi ofte ikke når at se hinanden i december, fordi det hele går op i stress og jag. Da der efterhånden er ved at være en del børn i vennekredsen, var der inviteret til eftermiddags julehygge, så alle havde en chance for at være med.

Det er selvfølgelig ikke muligt at samle alle, men det var da også meget godt, for vores stue er egentlig ikke så stor og den var fyldt godt op, så det passede helt fint.

Jeg havde sørget for gløgg, varm kakao, julethe, kaffe, sodavand og saftevand, så der var noget for enhver smag. Dertil skal der selvfølgelig lidt kage til, så jeg havde fået bagt en del fra Dr. Oetkers Juleopskriftshæfter, så der blev prøvet en masse nyt af: (opskrifterne vil komme på bloggen løbende)


Sådan så det ud inden der blev serveret. Jeg havde nemlig lavet et fint kagebord, så man kunne tage hvad man havde lyst til løbende, istedet for det stod og fyldte på bordet.

Min søster og veninde stod for at lave hjemmelavede æbleskiver.  Min søster havde lavet kanel-æbleskiver og marmelade-æbleskiver, som du vil kunne finde opskrifterne på her, når hun får lagt dem ind. Min veninde havde lavet almindelige æbleskiver, så det passede bare perfekt.

Sådan så kagebordet ud, da æbleskiverne var kommet på bordet (og de første havde fået lidt). Mums.


Dagen var bare super hyggelig og der blev snakket og spillet spil og alle virkede som om de havde en god dag.

Til dem der blev til aftensmad, var der sørget for en kæmpe gryde risengrød, så det blev julet i stor stil.
Share:

torsdag den 1. december 2011

Basisdej til 3 slags småkager - Dr. Oetkers Juleopskriftshæfte 2004

I weekenden fik jeg bagt disse småkager fra Dr. Oetkers Juleopskriftshæfte 2004. De er simpelthen SÅ nemme at lave. Dejen kom bare ned i min Kenwood og så klarede den ellers det hårde arbejde. Det er helt sikkert en opskrift, der skal laves flere gange for den tager bare ingen tid.

Samtidig synes jeg godt man kan bruge småkagerne på andre tidspunkter end til jul. Måske man ved mandel-kanelkagerne kan droppe kanelen og putte mere sukker på, som kan være farvet i fine farver, men det er jo heldigvis kun fantasien der sætter grænser.

Opskriften kan hentes her sammen med alle de andre opskriftshæfter Dr. Oetker har lavet til jul.



Basisdej: 
350 g hvedemel
1 tsk. bagepulver
1 spsk vaniliesukker
200 g sukker
1 æg, str. M
250 g smør eller margarine

Si mel og bagepulver i en skål. Tilsæt vaniliesukker, sukker, æg og smør/margarine og pisk det med en mixer på højeste trin til dejen er glat.

1. Mandel-kanelkager
1 pose hakkede mandler (50 g)
1 tsk kanel
25 g perlesukker

Form basisdejen i ca 5 cm tykke ruller og læg dem i køleskabet til de er blevet hårde. (jeg vil anbefale at rulle dejen i nedenstående inden den lægges i køleskabet, da den ellers har svært ved at få nedenstående til at hænge ved.)

Bland mandler, kanel og perlesukker og rul dejen heri.

(Her ville jeg lægge rullerne i køleskabet indtil de er blevet hårde)

Skær rullerne i ca ½ cm tykke skiver og læg dem på en bageplade med bagepapir.

2. Choko-appelsinkager
50 g hakket mørk chokolade
1 bæger Dr. Oetker appelsinskal
fint hakket skal fra ½ appelsin (udelod jeg, da jeg ikke lige havde en appelsin hjemme)

Bland basisdejen med hakket chokolade, Dr. Oetkers appelsinskal og fint hakket skal.

Form dejen i ca. 5 cm tykke ruller og læg dem i køleskabet til de er blevet hårde.

Skær rullerne i ca ½ cm tykke skiver og læg dem på en bageplade med bagepapir.

3. Spiralkager
25 g kakao
1 pose Dr. Oetker chokoladedråber (eksisterer vist ikke idag, jeg har i hvert fald ikke kunne finde nogen, så istedet brugte jeg 50 g hakket mørk chokolade)

Del basisdejen i 2 portioner.

Bland den ene portion med ovenstående og ælt den til en glat dej.

Form begge portioner til firkanter og læg dem i køleskabet, til de er faste.

Læg den mørke dej ovenpå den lyse og rul den flad til en firkant på 20x30 cm.

Rul dejen til en roulade og skær den i ca ½ cm tykke skiver, som lægges på en bageplade med bagepapir.

Bages ved: 
Over-/undervarme: 180-200 grader (forvarmet)
Varmluft: 160-180 grader (forvarmet)
Bagetid: ca. 10 min.

Der bliver rigtig mange ud af sådanne 3 portioner:


Share:

onsdag den 30. november 2011

Kagemøde på Tåsinge

I forrige uge smuttede jeg forbi Tåsinge onsdag aften for at hygge med andre kagetossede piger.  Først var jeg dog lige forbi Rudkøbing og hente min søster, så hun kunne se hvad vi går og roder med når vi ses.

Denne gang var der en journalist og en fotograf med, da min ene kageveninde har sørget for vi skal i et ugeblad. Mere om det når det udkommer.

Temaet var oplagt nok jul og Charlotte havde bagt kage til lejligheden. Den var blevet overtrukket fint og så blev der lavet lidt pynt til den, så den var klar til at komme med i bladet.


Selvom det er første gang min søster var med, er jeg meget imponeret af hendes evner med sukkerpynt, så mon ikke jeg benytter mig af det en anden god gang. Hun fik nemlig lavet disse to fine snemænd:


Jeg havde mit helt eget projekt i tankerne, da jeg har et eller andet for rensdyr til jul. Synes simpelthen de er SÅ søde, så derfor måtte jeg forsøge mig med at få lavet et rensdyr.

Første udgave var jeg dog ikke helt tilfreds med, så endte med jeg lavede hovedet om, da jeg kom hjem og synes den er blevet rigtig fin.


første forsøg


færdigt resultat
Share:

tirsdag den 29. november 2011

Give away med Menucard.dk

Nu når vi snart december og det er jo den 5. december jeg trækker 2 heldige vindere af et MenuCard.



Med et MenuCard i hånden opnår man 30 - 50 % rabat på maden i et helt år, hos en af de 105 restauranter, som samarbejder med MenuCard. (og der kommer hele tiden flere til).

Alt du skal gøre for at deltage er at trykke her og give din mening til kende.
Share:

lørdag den 19. november 2011

Pasta med grønne bønner og basilikum

Da vi prøver at spare lidt på pengene, samt forsøger at undgå en masse madspild, sørger vi for at have retter på madplanen, der er hurtige at lave, men samtidig kan skubbes lidt, hvis det ikke lige passer med tiden alligevel.

Derfor blev der kigget lidt i Kogebog for fattigrøve 1 og her fandt jeg en nem opskrift på en lækker pastaret.


Opskriften er til 4 personer.

400 g pasta (jeg brugte frisk fuldkornspasta)
200 g frosne grønne bønner
1 løg
olie
1 fed hvidløg
½ dåse flåede tomater
basilikum

Sæt vandet over til pastaen.

Pil løget og skær det i små tern.

Steg løget i lidt olie og tilsæt et presset fed hvidløg.

Tilsæt bønnerne og 2 spsk vand.

Læg låg på gryden og lad bønnerne blive dampet i 5 minutter.

Tilsæt tomaterne og til sidst basilikum.

Smag til med salt.

Imens er pastaen formodentlig kogt.
Share:

fredag den 18. november 2011

Tomat tærte

Fakta havde tilbud på tomater - 1 kr stk, så derfor blev en af retterne i sidste uge en hurtig nem tomat tærte.



Jeg er ikke særlig god til at lave tærter. Jeg ved ikke hvorfor, men når mørdejen har hvilet i køleskabet smuldrer det hele for mig. Derfor har jeg denne gang forsøgt at trykke dejen ud i tærteformen og så lade den hvile i formen og det fungerer fint, så det er vist bare min løsning.

Jeg nåede at lave hele to tærter i sidste uge, men bunden efter to forskellige opskrifter. Synes begge er rigtig gode, så hvilken en jeg vælger at bruge, kommer nok mest an på hvad jeg har i køleskabet.

Fyldet er lavet lidt på slum, da jeg ikke rigtigt har fået målt af, men blot har blandet tingene sammen, men jeg vil forsøge at skrive nogle ca. mål til jer.

Opskrifterne på bundene er fra God mad, let at lave og lyder således:

Med æg:
150 g hvedemel (60 g grahamsmel / 90 g hvedemel)
1/4 tsk fint salt
75 g smør
1 æggeblomme
2 spsk koldt vand

Med kærnemælk:
150 g hvedemel (60 g grahamsmel / 90 g hvedemel)

1/4 tsk fint salt
75 g smør
½ dl kærnemæl eller andet syrnet mælkeprodukt

Kom mel og salt i en skål.

Skær smørret i mindre stykker og hak det ind i melet med en kniv, til blandingen ligner revet ost.

Brug hænderne så lidt som muligt - dejen må ikke blive varm.

Tilsæt æg og vand og samlt dejen til en kugle. (tilsæt kærnemælk istedet, hvis dette bruges)

Forbag tærten ved 200 grader i 10 min (varmluft ovn)

Fyld:
3 tomater
3 æg
1½ dl mælk
salt og peber
250 g hytteost (kan også bruge mindre)
Basilikum

Tomaterne skæres i skiver.

Æg og mælk blandes sammen og tilsættes salt og peber.

Tomaterne lægges i tærtebunden og æg og mælkeblandingen hældes over.

Kom hytteost ovenpå og til sidst basilikum.

Bages ved 200 grader i 30 minutter.
Share:

Om mig

Mit billede
I vores hjem bor mor, far, storesøster på 4 år, lillebror på 2 år og katten Gismo. Vi nyder familietid, god mad og lækre kager. Kommer ofte med kreative input og elsker at rejse ud og opleve nye ting. I vores hjem er der plads til kys og kram, rod og kaos, fis og ballade, stilletid og ro. Vores hjem befinder sig i Odense og som tilflyttere til byen tager vi gerne på opdagelse for at finde nye måder at opleve og leve. Jeg kan kontaktes på homebybianca @ outlook.dk

Instagram @biancasverden

Instagram @foodbybianca

Instagram @diybybianca

Popular Posts

Blog Archive

Design by Bianca. Leveret af Blogger.

Follow by Email

Copyright © Home by Bianca | Powered by Blogger

Design by ThemePacific | Blogger Theme by NewBloggerThemes.com