torsdag den 28. marts 2013

Påskeferie - arbejdstid

Nu har vi efterhånden været igang med vores køkken i en del år. Der kommer åbenbart hele tiden et eller andet i vejen. Så nu vil vi altså gerne være færdige. Derfor har vi besluttet at bruge påskedagene på at få ordnet alle de der små detaljer, som hele tiden godt kan vente, men som egentlig bare lige burde ordnes.

Desværre er vi løbet ind i sygdom, for nu er det manden min der kæmper med feberture. Derfor er lillepigen og jeg gået i sving, og hun er bare helt klar parat. Hun har nemlig fået værktøj af mormor og morfar.


God påske!
Share:

onsdag den 27. marts 2013

Krydret kødsauce med linser og ris

I uge 10 kom denne skønne ret på bordet. Det er helt sikkert en ret, der skal laves igen. Er især vild med ris og linse blandingen. Det giver det lige et tvist.


Opskriften er hentet fra Spis Bedre marts 2012. Den er super nem at lave og tager ingen tid.

2 personer

250 g hakket oksekød
½ porre
1 dl grønne linser
1 spsk + 1 spsk smør
3 dl vand
½ tsk + ½ tsk salt
500 g hakkede tomater
½ tsk sambal oelek
1 knsp stødte nelliker
friskkværnet sort peber
Ris til 2 personer

Rens porren og skær den i skiver. Steg halvdelen sammen med linserne i 1 spsk smør.

Hæld vandet ved og tilsæt ½ tsk salt. Lad det koge under låg i ca. 10 minutter.

Kom risene i og lad det koge yderligere 20 minutter under låg.

Imens bruges det hakkede kød i 1 spsk smør. Tilsæt resten af porren og steg det hele i ca. 3 minutter.

Tilsæt de hakkede tomater og krydr med sambal oelek, stødte nelliker og ½ tsk. salt og lidt peber.

Lad det koge uden låg i ca. 10 mintter.

Server kødsaucen med linser og ris til.

Share:

tirsdag den 26. marts 2013

En lille påskekylling - DIY

Sidste år mødtes jeg med nogle af mine kageveninder og havde en dag, hvor vi blandt andet lavede påskepynt. Jeg kom derfor i tanke om, at vi havde lavet nogle små påskekyllinger, som ville passe perfekt til en gang påskemuffins.

Nu jeg var igang, tog jeg lige lidt billeder af processen, så jeg er sikker på jeg kan huske, hvordan de laves en anden god gang.

Derfor får I her en lille DIY collage. Håber den kan bruges.


Share:

torsdag den 21. marts 2013

Engelsk fish and chips med colslaw

I uge 8 havde vi besluttet at prøve Engelsk fish and chips med coleslaw af. Det gik ikke vildt godt. Det der friturestegning af fisken drillede helt vildt, så det må jeg prøve igen på et tidspunkt. Nu er det jo heller ikke det sundeste måltid, så gør vel egentlig ikke noget jeg ikke er så god til at lave det.


Jeg lavede dog chipsne lidt sundere, da jeg valgte at ovnbage dem istedet for at komme dem i olien.

Opskriften jeg brugte er fra Spis Bedre januar 2011. Jeg har ikke gemt opskriften på cole slaw, da jeg ikke syntes den var særlig god.

4 personer

1 kg kartofler
salt
1 liter rapsolie
600 g torskefilet uden skind og ben

Dej:
2 dl mel
1 tsk salt
1 dl vand
1 øl
½ tsk bagepulver
1 spsk vineeddike

Skræl kartoflerne og skær dem i stave. Kom dem på en bradepande med lidt olie og salt. Kom dem i en forvarmet oven ved 200 grader i ca. 30-45 minutter afhængigt af hvor sprøde du ønsker dem.

Imens laves fisken.

Bland mel og salt i en skål. Rør vand, øl, bagepulver og vineddike sammen i en anden skål. Pisk de våde ingredienser i melet, til dejen er jævn og glat.

Varm olien i en gryde. Stik en tandstik i olien for at se når den er varm nok. Hvis det bruser omkring tandstikken er olien klar.

Del fisken i 4 stykker. Steg to stykker fisk ad gangen. Dyp fiskestykkerne i dejen et efter et og kom det straks i fritureolien.

Steges til dejen er gylden brun. Tag fisken op med en hulske og lad den dryppe af på et stykke køkkenrulle.

Drys fisken med salt lige inden servering. 
Share:

torsdag den 14. marts 2013

Hjemmelavet mandelmel

Til mine M&Ms macarons havde jeg været i sving og produceret en kæmpe portion hjemmelavet mandelmel. Det tager tid at lave, men resultatet bliver altså super godt.

Så kan det også være der ikke går så lang tid inden jeg får lavet flere macarons.


Fremgangsmåden fandt jeg hos Ayoe Sine her.

Jeg gjorde således:

Det skal du bruge:
800 g mandler
1 blender med puls funktion
1 stor sigte med fint net
1 skål til at sigte i
1 lufttæt glas til den færdige mandelmel

Smut mandlerne, læg dem på et viskestykke og tør dem grundigt inden de overføres til en bageplade med bagepapir.

Tør mandlerne i ovnen ved 75 grader i 1½ time.

Lad mandlerne blive på bagepladen og lad den tørre natten over. Er de ikke helt tørre, lader du dem tørre 1-2 døgn. Det kommer an på hvor friske mandlerne er, hvor længe det tager at tørre dem.

Det er vigtigt at mandlerne tørrer helt, da fugten i mandlerne vil får dem til at mugne.

Fyld mandlerne i en blender til de dækker kniven. Puls 3 gange af 10 sekunder.

Sigt de malede mandler i en skål og hæld de tilbageværende mandler i sigten tilbage i blenderen.

Fyld flere mandler i blenderen, så de igen dækker kniven og gentag.

Dette gøres indtil alle mandler er malede. Der vil være en rest, som ikke kan males. Den gemmer du blot til næste gang du bager og kommer i en kage.

Hæld den sigtede mandelmel i glasset og lad det stå en halv dag uden låg. Sørg for at vende melet hver 2. time. Sæt låg på og gem mandelmelet til du skal bruge det. 
Share:

onsdag den 13. marts 2013

Æblemos i tern og sveskemos

Jeg ved godt man kan købe meget færdiglavet mad til baby, men som med vores egen mad, kan jeg godt lide at vide hvad det er jeg serverer. Samtidig kan jeg slet ikke se det er så svært at få lavet nogle enkle ting fra bunden, som samtidig gør det nemt og hurtigt i hverdagen.

Når jeg laver grød til lillepigen kommer jeg gerne en terning æblemos i, så passer det som regel nogenlunde med temperaturen på maden. På den måde får grøden en lidt sødere smag og grøden bliver tempereret efter at være blevet tilberedt i en gryde. 

En anden ting som jeg finder det rart at have i nærheden er lidt sveskemos. Enten til babyen, der allerede har ondt i maven eller for at forebygge hård mave. Her har jeg det i en lille bøtte i køleskabet, men denne mos kunne også sagtens laves i terninger, så man altid har lidt i fryseren. 

Måden jeg laver det som terninger er enkel og nem. Frys blot mosen i en isterningebakke. Når terningerne er helt hårde sænkes bunden af isterningebakken ned i lidt varmt vand, for lige at løsne terningerne. Bank dem derefter ud på bordet og gem dem i en pose med genluk i fryseren. 





Æbleterninger: 
Det er super simpelt at lave disse æbleterninger og man kan lave en ordentlig portion ad gangen. 

Det skal du bruge: 
Æbler
Koldt vand
Lidt sukker

Skræl æblerne, fjern kernehuset og skær dem i mindre stykker. Kom æblerne i en gryde med vand. Vandet skal lige akkurat dække æblerne. 

Lad æblerne koge til de er bløde nok til at de kan moses. 

Hæld en del af vandet fra i en skål. 

Blend æblerne med resten af vandet med en stavblender. Tilføj eventuelt lidt af det vand, der er taget fra, til mosen har en passende konsistens. 

Smag til med lidt sukker. Her bruger jeg ikke ret meget, da jeg gerne vil have det er æblerne der søder grøden og ikke sukkeret. 

Sveskemos: 
Også her kan laves en ordenlig portion, som kan fryses til senere brug. 

200 g svesker uden sten
6 dl koldt vand

Lad svesker og vand simre i en gryde i ca. 20 minutter. Hæld en del af vandet fra i en skål. 

Blend sveskerne sammen med resten af vandet med en stavblender. Tilføj eventuelt lidt af det vand, der er taget fra, til mosen har en passende konsistens. 
Share:

mandag den 11. marts 2013

Muffin Monday - Hindbær og hvid chokolade


I torsdags havde mødregruppen og jeg aftalt at vi hver især skulle have lidt lækkert med til brunchbord. 

Da jeg tidligere har smagt disse muffins hos en veninde og syntes at de smager skønt til sådan en omgang brunch var det oplagt, at det var disse der skulle bages. 



12 muffins

1 æg
150 g rørsukker
50 g smør
300 g hvedemel
2 tsk bagepulver
1 spsk vaniljesukker
2,25 dl mælk
75 g hvid chokolade
100 g hindbær


Pisk æg og sukker sammen. 

Smelt smørret. 

Tilsæt de tørre ingredienser sammen med smør og mælk. 

Hak den hvide chokolade og rør den i massen sammen med hindbærrene. 

Fordeles i muffinsformene og bages i ca 30 minutter ved 200 grader. 



Share:

søndag den 10. marts 2013

M&Ms Rød - chokoladekage med chokoladefyld

Jeg elsker jo M&Ms og derfor måtte jeg lige lave en kage mere til M&Ms bagedyst på facebook. Jeg må sige den blev et hit. Den smager virkelig godt og svigerfamilien, der fik lov at være testpanel, tog allesammen to gange.


Jeg endte med en opskrift der lød således:


Fyld:
2 dl piskefløde
300 g hvid chokolade
75 g M&Ms

Kage:
70 g kakaopulver
2 dl kogende vand
100 g margarine
490 g sukker
2½ dl kærnemælk
2 æg
390 g mel
2 tsk natron
1½ tsk vanilliesukker
½ knsp salt

Smørcreme:
2½ past. æggehvider
150 g sukker
0,4 dl vand
250 g blødt, usaltet smør. (brugte smør med salt og det smager fint)
½ tsk essens (valgfri)

Overtræk og pynt:
Rød fondant
Hvid fondant
Sort fondant
Hudfarvet fondant

Fyld: 
Hak den hvide chokolade og kom det i en skål, der kan tåle varme. 
Varm piskefløden i en gryde til den næsten koger.
Hæld derefter piskefløden over chokoladen og lad den smelte chokoladen. Rør forsigtigt rundt til al chokoladen er smeltet. 
Kom madfilm over skålen ved at lade den røre massen og op ad siderne på skålen. Dette gøres for at der ikke dannes konsistens. Stil skålen i køleskabet et par timer.

Kagen: 
Kogende vand og kakaopulver blandes sammen i en skål.
Margarinen smeltes i en gryde.
Sukker og æg røres sammen - rør et æg i ad gangen.
Kærnemælk, mel, natron, vanilliesukker, salt og margarine kommes i.
Blandingen med kogende vand og kakaopulver kommes i til sidste og alt røres.
Bages ved 175 grader i 55-60 min
Lad kagen køle af på en rist. 

Smørcreme:
Hviderne piskes stive med ca. 35 g. sukker
Mens maskinen pisker blander man resten af sukkeret med vandet i en gryde og koger lagen op til sukkeret er helt smeltet.
Sukkerlagen tilsættes langsomt og i en tynd stråle marangsen, mens maskinen pisker med medium fart.
Herefter sættes maskinen til at piske for fuld knald til skålen igen er blevet kold ved berøring udenpå ved bunden. (ca. ½ time)
Igen skrues ned på halv kraft og smørret tilsættes i klumper lidt efter lidt.
Maskinen sættes på fuld kraft og der piskes til blandingen er silkeblød og glat, og kan holde en top. (den skiller undervejs, men samler sig igen)
Til sidst kan man efter smag tilsætte 1 tsk essens efter eget valg

Samling af kagen: 
Tag chokoladecremen ud af køleskabet og rør den forsigtigt sammen med et piskeris. 
Rør M&Ms i så de er godt fordelt i cremen
Skær en eventuel top af kagen, så den bliver plan. (den hæver som regel på midten)
Skær kagen igennem på midten og fordel chokoladecremen imellem de to kagestykker. 
Smør derefter kagen op med smørcremen. 
Stil kagen på køl en times tid. 
Overtræk kagen med rød fondant og pynt den så den ligner M&Ms Rød. 

Share:

tirsdag den 5. marts 2013

Burger fredag - Cheeseburger m/ hjemmelavede fritter og chilimayo

Burgeren for fredag i uge 8 blev denne cheeseburger med hjemmelavede fritter og chilimayo.



Den er hurtig og nem at lave og det meste kan laves klar på forhånd. Jeg valgte at lave et mix af kartofler og pastinakker, da vi havde en del tilbage fra vores kyllingesuppe tidligere på ugen.

Endnu engang er bollerne lavet efter denne opskrift.

Resten af opskriften får I her.

Hjemmelavede fritter: 
3 pastinakker
6 kartofler

Tænd ovnen på 180 grader.

Skræl pastinakker og kartofler og skær dem i stave.

Bages i ovnen i 25-30 minutter til de er sprøde.

Chilimayo:
2 dl god mayonnaise
1 tsk paprika
2-4 tsk sambal oelek

Bland alle ingredienserne godt sammen. Husk at smag til så der ikke kommer for meget chilli i.

Cheeseburger: 

(2 stk)

Sennepsdressing:
1 dl god mayonnaise
1/4 dl creme fraiche
1 spsk dijonsennep
1 tsk honning
salt og peber

Resten:
2 små tomater eller 1 stor
1 dl ketchup
4 skiver bacon
400-500 g hakket oksekød
2 skiver ost
1 stor syltet agurk
1/4 fintsnittet romainesalat
½ rødløg i skiver

Rør mayonnaise og creme fraiche sammen med sennep og honning. Smag til med salt og peber.

Skær tomaterne i tern og bland dem med ketchup.

Steg baconen sprød på en pande og lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle.

Form kødet til 2 flade bøffer og steg dem. Krydr med salt og peber. Vend dem og læg osten på bøfferne og lade dem stege færdigt.

Skær bollerne igennem og rist skæresiden på en brødrister.

Smør sennepsdressing på bollerne og læg burgerne sammen med bacon, syltede agurker, tomat-ketchup blandingen, salat og løg.

Server med fritter og chilimayo. 
Share:

fredag den 1. marts 2013

Kyllingesuppe med rodfrugter og kokosmælk

Til madplanen for uge 8 var det Spis Bedre, januar 2011 vi havde snust efter inspiration i. Da vi begge efterhånden er blevet ret glade for at bruge kokosmælk og rød karrypasta i maden, synes vi det kunne være sjovt at prøve det af i denne suppe.

Det smager virkelig himmelsk. En dejlig cremet suppe med bid i. 



Til 4 personer

400 g kyllingebryst
1 løg
2 fed hvidløg
400 g gulerødder 
400 g pastinakker
2 spsk rød karrypasta
1 spsk olivenolie
2 dl vand
1 hønsebouillonterning
2 dåser kokosmælk a' 400 ml
1 tsk salt

Tilbehør: brød (vi havde lidt hjemmelavet flute i fryseren. 

Skær kyllingekødet i mindre stykker. 

Pil og hak løg og hvidløg. 

Skræl gulerødder og pastinakker og skær dem i mindre mundrette størrelser. 

Svits grøntsagerne med karrypastaen og olien i en gryde. 

Tilsæt vand og bouillonterning og lade det koge. 

Hæld kokosmælk ved og bring igen i kog. 

Læg kyllingestykkerne i og lad det hele koge i ca. 5 minutter under låg til kyllingen er gennemkogt. 

Si væsken fra i en skål og blend den skummende med en stavblender. 

Smag til med salt og hæld det tilbage i gryden. 

Server suppen med lidt lækkert brød til. 
Share:

Om mig

Mit billede
I vores hjem bor mor, far, storesøster på 4 år, lillebror på 2 år og katten Gismo. Vi nyder familietid, god mad og lækre kager. Kommer ofte med kreative input og elsker at rejse ud og opleve nye ting. I vores hjem er der plads til kys og kram, rod og kaos, fis og ballade, stilletid og ro. Vores hjem befinder sig i Odense og som tilflyttere til byen tager vi gerne på opdagelse for at finde nye måder at opleve og leve. Jeg kan kontaktes på homebybianca @ outlook.dk

Instagram @biancasverden

Popular Posts

Blog Archive

Design by Bianca. Leveret af Blogger.

Follow by Email

Copyright © Home by Bianca | Powered by Blogger

Design by ThemePacific | Blogger Theme by NewBloggerThemes.com