tirsdag den 31. december 2013

Årets kransekage(r) - Godt nytår!

Så går 2013 på hæld og jeg har igen i år lavet en kransekage til aftenens sidste dag. I år har jeg droppet kransekagehornet til fordel for lidt leg med smag.


Kurven er lavet af ganske almindelig kransekage masse og dekoreret ligesom jeg plejer.

Deri er tre forskellige kransekagetoppe:
- Kransekage med hindbærsmag pyntet med frysetørrede hindbær
- Kransekage pyntet med hakkede pistacienødder og dyppet i chokolade
- Kransekage med pistaciemasse i midten, pyntet med glasur

Opskrifterne skal lige finpudses lidt inden de er klar til offentliggørelse, så dem får I en anden god gang. Jeg er i hvert fald godt tilfreds med forsøget og glæder mig til at høre dommen fra aftenens gæster.

Aftenen skal igen i år bruges i selskab med min familie, så der bliver masser af fart over feltet med ungerne og helt sikkert også noget lækkert mad.

Jeg håber i allesammen får en rigtig dejlig aften, og glæder mig til at se hvad det nye år bringer. 
Share:

lørdag den 28. december 2013

Bag-selv-kage i glas - julegave til dagplejen

Vi ville rigtig gerne give en lille julegave til dagplejemor og gæstedagplejemor (hvor prinsessen har været de sidste 2 måneder), men uden at det blev noget som fylder en masse, da sådan en skøn dagplejemor jo nok får masser af gave af ungerne til jul. 

Derfor faldt valget på denne bag-selv-kage i glas. På den måde har dagplejemor også noget hun kan nyde efter jul og samtidig blev det ikke en kæmpe gave, når nu vi skulle give til to. 

Jeg ville selv elske at få sådan et fint glas, for synes faktisk det er skønt og dekorativt at se på. Samtidig ved jeg at begge dagplejemødre bager rigtig meget med og til børnene, så er sikker på det er noget de gider lave. 


På glasset har jeg bundet en fin sløjfe med opskrift og fremgangsmåde. Jeg er klar over, at jeg selvfølgelig ikke havde behøvet at skrive hvad de tørre ingredienser er, men hvis nu der er noget i, som der er allergi for, så er det rart for modtageren at vide. 

Opskriften ses på kortene herunder: 


Share:

fredag den 27. december 2013

Jul + juleferie = sygdom

Vi havde en hyggelig juleaften med alt hvad der dertil hører og så lidt til. Jeg endte nemlig med at blive rigtig træls syg lige efter gaverne var åbnet, så vi kom tidligt hjem og i seng.

I år havde vi af forskellige årsager valgt at blive hjemme 1. og 2. juledag. Jeg havde derfor glædet mig til et par rigtige familiedage, men det fik sygdommen da sat et ordentligt punktum for. Jeg har været hårdt ramt, mens prinsessen har været småpylret og ingen af os har måttet gå. Jeg sætter derfor stor pris på at manden min har været hjemme til at hygge lidt om os begge to. Så nu håber vi bare at han går fri for sygdom. 

Jeg var noget spændt på hvordan prinsessen ville tage juleaften og alt postyret, men det gik faktisk rigtig fint. Hun ville bare gerne lege med mine forældres hund og sine fætre. (hvor den ene er for lille til at lege og den anden synes hun er vildt irriterende, så det er vel egentlig en meget normal familie komsammen.)  

Hun blev hurtigt færdig med maden og havde slet ikke tålmodighed til, at vi andre gerne ville spise lidt mere. Derfor blev der inden risalamande danset om juletræet, hvilket var et stort hit, og børnene fik et par gaver de kunne lege lidt med, mens vi andre spiste færdigt. Det var hun dog slet ikke tilfreds med, da hun elsker risalamande og derfor skyndte sig at sluge to portioner, så hun kunne komme ned og lege videre.  

Vi havde egentlig ikke forventet hun kunne holde sig vågen til alle gaverne var pakket ud, men hun blev helt elektrisk da hun så alle gaverne, og morfar havde noget af et postyr med at sørge for at til og fra kortene blev på de rigtige pakker. Hun er heldigvis en pige, der bliver rigtig glad for sine gaver, så efter hver åbnet gave, skulle indholdet lige krammes eller vises frem. 

Det eneste jeg nåede at tage billede af, var julebordet. Det blev pyntet så fint med hjemmelavet pynt. Pynten er lavet af min nevø, min søster og min mor, så jeg er sikker på der kommer lidt info om det på søsters blog en af dagene. 

Jeg håber I allesammen har haft nogle rigtig dejlige juledage. 


Share:

tirsdag den 24. december 2013

24. december - Fra alle os til alle jer: Glædelig jul (Disney)


Julen er virkelig fyldt med traditioner og de skifter fra familie til familie. Der er dog en tradition, som jeg tror mange børnefamilier har, nemlig Disneys juleaften afsnit. For mange er det bare ikke rigtig jul uden man har hørt Jesper Fårekylling synge: Når du ser et stjerneskud.

Min søster har på et tidspunkt givet mig, Disneys juleaften som tegneserie, jeg kan derfor nyde fortællingerne hele december og det er nu altså hyggeligt.





Alle lågerne i julekalenderen er nu åbnet og dette er sidste afsnit af min anderledes julekalender. Jeg håber du synes den har været sjov og anderledes. Jeg synes i hvert fald det har været sjovt, at se lidt på vores jul herhjemme udefra.

Skulle du få lyst til at lave din egen papir julekalender næste år, så husk at vejledningen ligger lige her, under lågen for 1. december. 

Sidst men ikke mindst, vil jeg benytte denne låge i kalenderen til at ønske jer allesammen en rigtig glædelig jul. 
Share:

mandag den 23. december 2013

23. december - Nissen får risengrød


Da jeg var barn havde min morfar en blomsterforretning, hvor vi boede til leje ovenpå. Som de fleste andre butikker havde de rigtig travlt omkring jul og især den 23. december, hvor alle julebuketterne skulle leveres. Her hjalp alle til, hvilket betød at der var rigtig mange ude og køre, så alle dem, der skulle have en fin buket i julegave kunne nå at få den. Derfor lavede min mor altid risengrød, så der var mad klar efterhånden som folk kom hjem fra tur.

I min morfars butik var der en nisse. Denne nisse sad altid et eller andet sted i butikken og kiggede, eller det vil sige næsten altid. Når vi kom hjem fra skole kiggede vi gerne ind, for at se hvor nissen nu sad idag. Når han ikke var der, var det fordi han havde gemt sig i kælderen, hvor han boede hele december. Vi synes det var vildt sjovt at flytte rundt på ham, for bagefter at opdage at han havde sat sig tilbage igen. (Ja det var nok bare morfar, der flyttede ham retur, men vi syntes det var fantastisk).

Risengrøden den 23. december havde derfor ikke kun det formål, at der var mad klar når det travle arbejdsfolk kom hjem, men der skulle selvfølgelig også være grød til nissen. Så når vi havde spist kom der grød i nissens egen skål, for han havde nemlig en fast skål, som kom frem hvert år, og derefter gik vi i kælderen med grøden. Den blev sat et bestemt sted, og så måtte vi spændt vente til næste dag.

Vi boede i en gammel ejendom og derfor var kælderen sådan et lavtloftet bjælkerum, som man tit ser i gamle huse. Super hyggeligt og meget passende til vores nisseeventyr.

Den 24. december om morgenen var det derfor ned i kælderen og se, om nissen havde spist grøden og vi gættede altid på hvorvidt han havde spist op. Nogengange sad han der med skeen i hånden andre gange var han stukket af igen, men der var altid spist af grøden. Som tak fik vi hver en pakke, som nissen havde lagt ved siden af den tomme skål. På den måde var vi underholdt med lidt nyt legetøj imens vi ventede på juleaften.

Jeg mindes stadig disse nisseeventyr med stor glæde, og jeg er derfor super glad for min familie har valgt at fortsætte traditionen. Nissen er dog ikke altid den samme, da den jo bor hos mine bedsteforældre, men ligemeget hvor vi er skal nissen da have grød.

Herhjemme har nisserne, som bor bag nissedøren også fået risengrød i december, så måske det er derfor vi ikke har haft nogen nissedrillerier, hvem ved.


Share:

søndag den 22. december 2013

22. december - Disney julefilm


For dem der kender mig, er det vist ingen hemmelighed, at jeg elsker alt hvad der har med Disney at gøre. Derfor er Disney også en vigtig del af julen og det fandt min mand ud af tidligt i vores forhold. Allerede første jul fik jeg en Disney julefilm og den bliver set hvert år.

Det er ikke billedet, der er noget galt med. 
Filmen til venstre, er en speciel edition og har noget effekt i forsiden. 

Amilia bliver selvfølgelig påvirket af mors Disney mani og da hun samtidig elsker sin Peter Plys, er den nye Disney julefilm selvfølgelig med Peter Plys og hans venner fra 100-meter skoven. 
Share:

lørdag den 21. december 2013

21. december - Juletræspynt

Dagens låge:


Idag skulle indlægget egentlig have været med hjemmelavet julepynt, men desværre løb tiden fra mig, så jeg mindes istedet noget af det pynt, som hænger så fint på vores lille juletræ.


Dette fine rensdyr startede min fascination af alt hvad der har med rensdyr at gøre. Jeg købte det, da jeg var barn og elskede al den fine glimmer. 


Denne julekugle har mine bedsteforældre haft med hjem fra ferie. Den har derfor en helt speciel plads i mit hjerte.


Min søster er vildt god til at flette julestjerner. Denne er lavet af gavepapir og hænger sammen med en masse andre og pynter. 
Share:

fredag den 20. december 2013

20. december - Honninghjerter


Dagens låge så nemlig således ud:


Igen i år har jeg bagt honningkager, som for øvrigt er en af mine ynglings julekager, kun slået af Norske Kleiner. Igen i år har jeg også brugt Claus Meyers opskrift og der er ingen tvivl fra min side. Det er simpelthen opskriften! Det er fremadrettet kun den jeg bruger herhjemme.

Grunden til valget faldt på denne opskrift var, at jeg sidste år lavede sympati-dej med Anne fra bloggen Maden i mit liv. Det var heldigvis en succes og jeg glæder mig allerede til at se hvad hun har kreeret i år.

Fordejen blev i år lavet i slutningen af oktober og den har derfor stået i 1½ måned.

Idag var for mig sidste dag på arbejdet inden jul, så nu vil jeg glæde mig til at nyde starten af juleferien med et lækkert honninghjerte i aften.

Er der en julekage, som bare SKAL bages hjemme hos dig før det bliver rigtigt jul?

Fordejen: 
500 g hvedemel
500 g honning

Æltes sammen og kommes i en skål eller tallerken og dækkes til med eller pakkes ind i film. Herefter stilles dejen et køligt sted. Køleskabet er for koldt. 

Hoveddejen (ca. 20 stk)
2 æggeblommer
10 g potaske
1 kg honningkagefordej
10 g hjortetaksalt
5 g stødt kanel
5 g stødt ingefær
5 g stødt nellike
smeltet chokolade til pensling

Kom æggeblommerne i en skål og rør potaske ud heri. Sørg for der ikke er nogen klumper. Bland ægget med fordejen og tilsæt herefter hjortetaksalt og de resterende krydderier. Ælt dejen godt sammen. 6-8 minutter i hånden eller 6 minutter i røremaskine (3 min ved lav hastighed og 3 min ved høj.) Er fordejen blevet meget hård, kan du med fordel varme den lidt i mikro ovnen, til den er blød nok at ælte.  

Rul dejen ud på et meldrysset bord, ca 4 mm tyk. Skær den ud og bag kagerne ved 180 grader i 8-10 minutter. Mærk forsigtigt på hjerterne om de er færdige. De må ikke falde sammen. Afkøl på en bagerist.(mine faldt sammen, så hellere give dem et par minutter ekstra hvis du er i tvivl.)

Honningkagerne er meget hårde lige efter bagningen, så de pakkes i en boks med et fugtigt klæde over og stilles i køleskabet i 3-4 dage. Herefter er de lækre og bløde. Overtræk honningkagerne med chokolade, men overtræk kun dem der skal bruges. Resten kan holde sig i minimum 1 måned i køleskabet uden at blive tørre. (I år endte de med at stå i skåle med et vådt viskestykke lagt i spænd, så det ikke rørte kagerne og så på køl. Det fungerede perfekt)
Share:

torsdag den 19. december 2013

19. december - De rigtige kravlenisser




Julen er jo traditionernes tid. Derfor er det herhjemme vigtigt, at det er de rigtige kravlenisser, der kommer op. Det hedder heller ikke noget om hvorvidt, der egentlig skal kravlenisser op, for det skal der.

Jeg har været så heldig, at få nogle af kravlenisserne med hjemmefra, og så har jeg købt nogen i samme stil. Så det er rigtig børnejul nostalgi. Det er bare ikke rigtig jul, uden de kravlenisser.

Hvordan har I det med kravlenisser derhjemme?






Share:

onsdag den 18. december 2013

18. december - Mosters julekugler


Sidste år var Amilia så heldig, at hendes moster havde lavet en fin julekugle med navn og årstal på. Den er super fin og vi er meget glade for den.

Igen i år har Amilia fået en julekugle, så nu hænger der to fine kugler på vores troldegren i stuen.

Jeg ved min søster laver kuglerne ved at finde nogen uden mønster og så skrive på dem med glimmertusser. Du kan se hvilke tusser hun har brugt lige her.


Share:

tirsdag den 17. december 2013

17. december - Årets juletræ


Det er kun tredje gang at vi har juletræ. Vores første juletræ var på vores kollegieværelse for ca. 8 år siden.

Derefter ville vi gerne have juletræ, da vi flyttede i hus. Det blev dog aldrig pyntet, da vi på det tidspunkt havde en meget aktiv kattekilling i hjemmet. Hvilket betød at vores juletræ hurtigt kom til at se således ud:




I år har vi dog ingen katte i træerne, men et fint juletræ med lys på i udestuen. Det bor i udestuen, da vi kan nyde det gennem vores store vinduer og samtidig ikke vælter over det i vores lille stue. Super hyggeligt og ret smart synes vi. Det blev hentet hjem allerede den 30. november, så vi har rigtig nydt det her i december. Det er nemlig også det smarte ved at det står i udestuen; det holder længere.

Jeg synes egentlig vi havde ret meget pynt, men alligevel virker træet lidt bart. Pyt med det - mon ikke det bliver fyldt efterhånden som prinsessen får kreeret noget pynt de næste mange år.



Har I fået hentet træet, eller har I nogen specielle traditioner med det skønne juletræ?
Share:

mandag den 16. december 2013

16. december - Julekonfekt



Jeg har holdt ferie i sidste uge, og selvom der har været masser at se til, lykkedes det mig at finde en dag til at lave julekonfekt. Koden for mit konfekt i år var chokolade, så det var bare med at finde nogle gode opskrifter og så i sving.


Resultatet blev til Nougatrulle, Knasende skumfiduser og Chokolademandler - alle opskrifterne er fundet hos Odense Marcipan.


Nougatrulle
500 g marcipan
200 g nougat
Smeltet chokolade
Rom

Rul marcipanen ud til ½ cm tykkelse. Nougat rulles ud i samme størrelse.

Pensl marcipanen med rom og læg nougaten ovenpå. Rul derefter til en roulade.

Pensl smeltet chokolade på - start med bunden. Pynt derefter med pynt efter frit valg.


Knasende skumfiduser

20 stk skumfiduser
150 g mørk chokolade
150 g nødder (jeg brugte usaltede peanuts)

Hak nødderne groft og smelt chokoladen over vandbad.

Dyp hver skumfidus i, de skal være helt dækkede.

Rul dem i nødderne og læg dem på et stykke bagepapir til afkøling.


Chokolademandler

250 g mandler med skal
150 g chokolade
1 dl kakao

Mandlerne bages ved 185 grader i 12 minutter og køles derefter af.

Overtræk mandlerne med smeltet chokolade og læg dem adskilt på bagepapir. Lad chokoladen stivne.

Kom chokolademandlerne i en skål med kakao pulver og rul dem rundt, så de er helt dækkede.

Mandlerne kommes i en sigte og det overskydende kakao rystes af. 
Share:

søndag den 15. december 2013

15. december - brunkagehus


I år har jeg forsøgt mig med et brunkagehus. Rundt omkring hører jeg det også i udgaver, som peberkagehus og honningkagehus, men jeg valgte altså at lave mit i brunkagedej.

Opskriften jeg har brugt til at lave huset, er den samme som den, jeg har brugt lige her. Jeg udelod dog mandlerne, da huset er til pynt og ikke skal spises.

Selvom mit hus ikke er vildt flot er det nu hyggeligt. Der findes virkelig mange flotte udgaver rundt omkring på nettet, så er jeg ganske godt tilfreds med resultatet. Det har dog givet blod på tanden, så måske jeg forsøger igen næste år, hvem ved.

Huset er skåret ud fra Dansukker.dks skabelon, som du kan finde lige her. Efter at have bagt sider, tag osv, har jeg pyntet hver del inden huset blev samlet. Det der var sværest, synes jeg, var at få taget til at sidde. Det blev undersøttet og så satsede vi på det holdt.

Jeg har købt nogle små fyrfadslys med batterier, til at stille indeni huset. Har du lavet et kagehus i år?







Share:

lørdag den 14. december 2013

14. december - Julefilm


Julen er fyldt med traditioner og en af mine er at se en masse julefilm. Desværre når jeg sjældent alle dem jeg gerne vil, så vores harddisk optager er tit fyldt op, så jeg ender med at se julefilm langt ind i det nye år også. Det har ingen betydning hvorvidt det er gamle eller nye julefilm. Selv de gode gamle amerikanske romantiske julekomedier hitter herhjemme. (jeg skal dog ærligt indrømme, at Alene Hjemme filmene bestemt ikke er for mig)

Der er dog 3, der står øverst på listen, hvis jeg selv skal vælge. 2 af dem blev endda vist i fjernsynet, da manden min var til julefrokost, så det var en perfekt aften på sofaen for mig.

Er der en film, som du bare MÅ se inden jul?

Mine 3 ynglings film er følgende:

Nummer 1: The Holiday

Billede er lånt her


'The Holiday' handler om det venskab, som udvikler sig mellem amerikanske Amanda (Cameron Diaz) og britiske Iris (Kate Winslet).
De er begge singler og har problemer med kærligheden, da de bytter hus to uger i juleferien.
Nummer 2: Love actually

Billede er lånt her, hvor du også kan se traileren. 

Love Actually er en engelsk romantisk komedie fra 2003 instrueret af Richard Curtis. Den følger 8 forskellige par og deres problemer med at få kærligheden til at fungere. Filmen foregår hen over julen.

Nummer 3: This Christmas

Billede er lånt her.

Historien om Whitfields, en afroamerikansk familie i Los Angeles. For første gang i syv år er alle børnene og deres bedre halvedele samlet under samme tag til jul, og mens de møder med- og modgang, opdager de, hvad der gør dem til en familie. 

Share:

fredag den 13. december 2013

13. december - Julebag - Luciabrød uden safran


13. december er jo Luciadag. Jeg savner de flotte luciaoptog, som var en del af barndommen, men mon ikke der dukker nogle op når prinsessen bliver lidt større.

Derfor har jeg i år forsøgt mig med at bage Luciabrød. Det blev denne opskrift fra Arla, som jeg brugte, men valgte dog at skifte safran ud med gurkemeje.

Fejrer I lucia hos dig?


Opskrift uden safran
32 brød
100 g smør
½ liter mælk
50 g gær
2½ dl fromage frais
1 tsk gurkemeje
125 g sukker
½ tsk groft salt
950 g hvedemel
Rosiner
Æg

Smelt smør og tilsæt derefter mælken.

Hæld det over i en skål og opløs gæren heri.

Tilsæt fromage frais, gurkemeje, sukker, salt og det meste af melet.

Ælt dejen til den er blank, smidig og slipper skålens sider. Tilsæt evt. mere mel.

Lad hæve tildækket i ca ½ time.

Del dejen i 32 stykker og form den til luciabrød: Tril stykkerne til fingertykke pølser og form dem til S'er.

Læg luciabrødene på 2 plader beklædt med bagepapir og pynt med rosiner.

Lad efterhæve i ca. ½ time.

Pisk ægget sammen med en gaffel og pensl brødene.

Bag luciabrødene i midten af ovenen ved 225 grader i ca. 6 minutter. 
Share:

torsdag den 12. december 2013

Test - kager med juletema

Jeg har lavet en test af sugarpaste, for hvem og hvilken sugarpaste kan jeg endnu ikke afsløre, men jeg vil da alligevel vise jer mine fine kager med ekstra julestemning på.

Da det blot er en test, blev det ikke de største kager. Det skulle bare være så jeg fik en fornemmelse af sugarpastens struktur, smag og udseende. 

Kagernes udsmykning havde jeg egentlig tænkt på at bruge en eller anden god gang, men det er lige det med at der kommer en god gang, at pynte kager lige med det pynt man har i tankerne, for så skal der godt nok laves mange kager.

Så 2 kager i hyggeligt juletema. 


Share:

12. december - Julekonfekt - ODENSE Marcipan


Bag dagens kalenderlåge gemmer sig nemlig:


Jeg har leget med de 3 nye smage fra ODENSE Marcipan.


Chokolade og mint blev stukket ud i små fine puder. Den smager fantastisk og er helt klart min favorit af de tre nye smage. 

Lakridsen blev til stjerner. Læg mærke til den lækre mørke farve marcipanen har fået. Desværre er jeg ikke super vild med lakrids, men den smager lige som den skal, så er sikker på den vækker lykke hos familien. 


Sidst men ikke mindst blev Orange til små søde hjerter. Den smager dejligt af appelsin, men jeg synes desværre den mister lidt af marcipan fornemmelsen. 

Har du fået prøvet de nye varianter af og har du en favorit allerede? 

Ingen tvivl om at jeg allermest savner deres version med skovbær, som desværre ikke er at finde på hylderne længere. 

Marcipanen er overtrukket med Callebaut chokolade og har fået krymmel, der passer til smagen. 

Chokolade og mint med grønne sukkerkugler, lakrids med blå og orange med beige. Super smukt for øjnene og det tæller bestemt også. 

Share:

Om mig

Mit billede
I vores hjem bor mor, far, storesøster på 4 år, lillebror på 2 år og katten Gismo. Vi nyder familietid, god mad og lækre kager. Kommer ofte med kreative input og elsker at rejse ud og opleve nye ting. I vores hjem er der plads til kys og kram, rod og kaos, fis og ballade, stilletid og ro. Vores hjem befinder sig i Odense og som tilflyttere til byen tager vi gerne på opdagelse for at finde nye måder at opleve og leve. Jeg kan kontaktes på homebybianca @ outlook.dk

Instagram @biancasverden

Popular Posts

Blog Archive

Design by Bianca. Leveret af Blogger.

Follow by Email

Copyright © Home by Bianca | Powered by Blogger

Design by ThemePacific | Blogger Theme by NewBloggerThemes.com