mandag den 30. juni 2014

Guldbryllup del 2

Sådan et guldbryllup kræver forberedelse, for det fortjener virkelig en hyldest, når man kan holde liv i kærligheden efter så mange år. Jeg er stolt og beæret over at få lov at opleve så stor en kærlighed.

Guldbrylluppet var fredag, så allerede torsdag aften var det traditionen tro æresporten, der stod på programmet.


Den nærmeste familie og venner var samlet og så var det ellers igang. Det kræver altså lidt, når modtageren er pensioneret blomsterhandler, så vi glædede os over, at morfar har nået at give lidt håndelag videre til os andre. Der blev derfor hurtigt bundet gran og så var det ellers afsted og sætte selve æresporten op, som derefter er pyntet med blomster.

Fredag var vi alle inviteret til morgenkaffe med alt hvad der dertil hører.


Selve festen blev holdt lørdag og startede til frokost tid. Det, fordi mine bedsteforældre rigtig gerne ville have alle med. Min søster og jeg er de ældste af fire børnebørn og da vi jo har børn i alderen 0-4 år kræver det lidt, at få det til at hænge sammen. Det gik heldigvis rigtig godt, og jeg er rigtig glad for at vi fik muligheden for at have børnene med. De nød det og vi kunne samtidig tilpasse lure osv. uden problemer.

Festen bestod af en 3 retters menu og masser af sange og taler. Selv havde vi sammen med vores mor skrevet vores oplevelse af deres eventyr ned, så der blev læst en lille historie for dem. Det har været super sjovt at genopleve minder fra hele ens liv med disse to fantastiske mennesker.

Sidst men ikke mindst var der dans efter kaffen og her slog de to ældste oldebørn sig virkelig løs. Her er de ude og svinge benene sammen med deres morfar.


Da vi smuttede hjem fortsatte festen lidt endnu. Vi måtte dog indse at vores lille Trold efterhånden havde fået så mange indtryk på de 2 festdage, at hun simpelthen var fyldt op. Samtidig trængte jeg virkelig til at ligge ned. Det betød at jeg har puttet en del med Trolden i vores seng, da hun bare ikke kunne finde ro. Så selvom det har været nogle fantastiske dage, er det nu rart at være hjemme i vante omgivelser og forhåbentligt få lidt mere søvn. 
Share:

søndag den 29. juni 2014

Guldbryllupskage til mine bedsteforældre

Så er vi ankommet hjemme igen. Eller det er ved at være et par timer siden. Vi har alle 3 bare slappet af og nydt stilheden lidt. Det har været nogle begivenhedsrige dage, især for Trolden, som har været helt fyldt op af indtryk. Hun har virkelig trængt til bare at putte med mor og far uden en masse aktivitet. Det har jeg især nydt, da jeg er total ødelagt i mit bækken, men hvad gør man ikke for sine bedsteforældre. Det er bestemt ikke hver dag, man får lov at opleve et guldbryllup.

Jeg er faktisk så heldig at det er anden gang, jeg får lov at se nogen jeg holder af hylde deres kærlighed efter så mange år. Mine bedsteforældre på min fars side havde nemlig guldbryllup i april 2009, hvor jeg lige var startet op med at bage kager. Så derfor fik de selvfølgelig kage. Jeg kan dog se at det er et indlæg, som er forsvundet da jeg skiftede blog, så meget mere om det senere. 

Mine bedsteforældre på mors side skulle selvfølgelig også have kage. Jeg er praktisk taget vokset op hos dem, da vi altid har boet tæt på hinanden og jeg derfor har været lige så meget der som hjemme. Det betød derfor rigtig meget for mig at kunne være med til at hylde dem. Så måtte bækken altså være bækken i det omfang det var krævet. 


Indhold: 
- Bunde: Lagkagebunde
- Fyld: Chokolademousse og limemousse
- Smørcreme: IMBC
- Overtræk: Renshaw fondant
- Pynt: Wilton fondant og RI
Guldet er pulver blandet op med alkohol, så kom glimmeret rigtig fint frem. 

Det er første gang jeg har valgt at give en kage der har været frosset. Det, fordi jeg så bedre har kunne styre min tid i forhold til kroppens tilstand, men også fordi vi har 2½ times kørsel hjemmefra, til vi når et køleskab igen. Derfor fik kagen lov at tø lidt på vejen og kom så direkte i køleskabet da vi kom frem. 

Kagen blev så samlet og pyntet lige inden den skulle afleveres. Så kunne det ikke gå helt galt. 

Roserne havde fået lidt hjælp til. Ikke fordi jeg ikke kunne lave dem selv, men fordi min kageveninde og jeg trængte til noget hygge tid. Samtidig er blomster bare ikke min stærke side, så jeg nød at kunne få lidt gode fif undervejs, samt masser af tøsehygge. Krea-veninder kan man bare ikke undvære. 



Kagen til mine andre bedsteforældre får I lige et kig på her: 


Ingen tvivl om at jeg har lært en masse siden, men er ret godt tilfreds med resultatet fra dengang også. 
Share:

torsdag den 26. juni 2014

Frisk pasta med hjemmelavet pesto: Rucola og radiseblade - stop spild af mad

I haven har vi fået en ordentlig portion radiser og rucola. Da jeg havde brugt radiserne syntes jeg det var synd at smide de fine grønne blade ud. De blev derfor sammen med lidt rucola til en lækker pesto, som passer perfekt til en gang frisk spinat.  Dertil har jeg stegt lidt corizo pølse på panden, så der kom lidt kød til manden min også.



Pesto er super nemt at lave og denne er bestemt ingen undtagelse:

90 g radiseblade og rucola
55 g parmesan
1 fed hvidløg
20 g pinjekerner
½ dl ekstra jomfruolivenolie
1 spsk limesaft

Sørg for at skylle rucola og radisebladene godt. Radisebladene skal ikke være for kraftige idet, da de derved bliver for syrlige. Så det det skal være de fine lette blade der vælges ud.

Kom  radiseblade, rocula, parmesan, hvidløg og pinjekerner i en blender og blend det fint.

Tilsæt derefter ekstra jomfruolivenolie og limesaft og blend til pestoen har en god cremet konsistens. 

Kog pastaen efter anvisning på pakken og kom den i en skål. Kom pestoen over og rør det hele godt sammen. 

Anret med lidt chorizopølse og revet parmesan. 
Share:

onsdag den 25. juni 2014

Citron roulade med Citron Ekstrakt fra Dr. Oetker

Jeg har været så heldig at få lov at teste den nye Citron Ekstrakt fra Dr. Oetker. Da tiden og overskuddet ikke var til de store kreationer, tænkte jeg at det skulle være nemt og enkelt.

Det er aldrig rigtigt lykkedes mig at lave roulade før, men jeg har længe gerne villet gøre forsøget igen. Det kan ikke passe det altid skal gå galt for mig. Så mig i sving med ny opskrift og så lykkedes det. Det tager ca. 3 kvarter at lave og så er der dejlig cremet og lækker citron roulade.


Smagen blev rigtig god og lige tilpas sammensætning mellem det søde og citronen, så en opskrift skal I da have her.

Først lavede jeg cremen. Her tænker jeg, at man sagtens kan bruge Dr. Oetkers egen kagecreme og tilføje citron ekstrakten, hvis det skal gå lidt hurtigere. Det havde jeg dog ikke hjemme, så jeg gik selv i sving.

Creme: 
2 æg
2 spsk sukker
1 spsk maizena mel
2½ dl mælk
½ tsk vaniliesukker
1½ tsk citron ekstrakt
1 blad husblas

Læg husblas i koldt vand.

Pisk æg og sukker sammen i en tykbundet gryde under opvarmning.

Tilsæt mel og mælk mens der stadig piskes. Bring cremen i kog ved konstant piskning. Det går ret hurtigt, så det kan sagtens gøres ved håndkraft.

Tag gryden af varmen. Vrid husblas for vand og pisk det i cremen sammen med vaniliesukker.

Stil til afkøling. Drys sukker over cremen imens, så den ikke trækker skind.

Kagebund: 
4 æggehvider
75 g sukker
3 æggeblommer
1 tsk vaniliesukker
1 tsk citron ekstrakt
75 g kartoffelmel

Pisk æggehviderne stive i en stor skål og tilsæt derefter sukker lidt efter lidt, mens der piskes til marengsmassen er blank og sej.

Pisk æggeblommer og vaniliesukker i en anden skål i 1 minut med en håndmixer og tilsæt citron ekstrakt.

Vend æggeblommerne op i marengsmassen.

Sigt kartoffelmelen og vend det forsigtigt i dejen til den bliver ensartet og fin.

Fordel dejen i et jævnt lag på en bageplade med bagepapir i et rektangel.

Bag i midten af ovnen ved 225 grader i ca. 7 minutter.

Læg et nyt bagepapir på bordet og drys det med sukker. Vend den bagte bund over på sukkeret mens den stadig er lun.

Pensl bagepapiret bunden sidder fast på og som nu ligger opad med vand og træk forsigtigt bagepapiret af.

Smør cremen ud på bunden og rul rouladen sammen på den lange led.

Læg den i køleskabet lidt så cremen kan nå at sætte sig. 
Share:

mandag den 23. juni 2014

Endelig bær på hindbærbusken

I weekenden fik jeg lige kigget til min hindbærbusk, som jeg egentlig har opgivet lidt, fordi der alligevel ikke skete noget som helst. Hvad ser jeg - der er sørme røde bær på.


Jeg plantede selv en busk i maj 2012, men det er efterårshindbær og tror ikke det er den der har givet bær, men derimod de småplanter min mor kom forbi med sidste år i maj måned. Jeg havde lige stået og brokket mig til en veninde i lørdags, over der ikke skete noget som helst. Så jeg måtte da lige kigge.

Skyndte mig selvfølgelig at plukke dem der var klar og vupti var min skål pludselig væk. Nåede dog at få et lille billede af gevinsten.


Gæt hvem der fik mest glæde af de hindbær. Den lille røver:


Ellers har weekenden stået mest på praktiske projekter, men det kommer der meget mere om senere.

Har du nydt weekenden?
Share:

lørdag den 21. juni 2014

Is-sandwich med rabarberis

Når nu jeg havde rabarber hjemme og vejret jo har været fantastisk, måtte jeg altså igang med en portion rabarberis. Skålen til ismaskinen blev derfor puttet i fryseren og så var det ellers bare med at komme igang. I gemmerne fandt jeg en pakke af Odense Marcipans færdige kransekagemasse, så den kom med i puljen og det blev til disse skønne is sandwichs.



Isen
Isen er lavet ud fra den grundopskrift som jeg har fundet på Dansukkers hjemmeside. Derudover lavede jeg en rabarbermos som smagsgiver.

Først laves rabarbermosen så den kan nå at køle lidt af.

200 g rabarber
2 dl vand
2 tsk vaniljeekstrakt

Rens og snit rabarberne og kog dem sammen med vand og vaniljeekstrakt i ca. ½ time.

Derefter moses de med en stavblender og mosen stilles til afkøling.

Resten af isen:
4 pasteuriserede æggeblommer
1 dl Sukker
2 dl mælk
1 1/2 dl piskefløde
1 dl Glukosesirup

Pisk æggeblommer og sukker sammen.

Kog mælk, fløde og glukosesirup op.

Pisk æggemassen ned i den varme mælkeblanding.

Sigt massen gennem en finmasket si.

Tilsæt smagsgivere efter eget valg. Her rabarbermosen. 

Kør blandingen i en ismaskine, eller hæld den i en form, som stilles i fryseren i mindst 5 timer. Rør i massen en gang imellem.

Top og bund til is-sandwichs

200 g færdig kransekagemasse fra Odense marcipan
Lidt hakkede hasselnødder.

Kommes på bagepapir i toppe svarende til den størrelse man ønsker sin is-sandwich. Husk der skal være et lige antal, så det passer med en top og en bund til hver.

Kom hakkede hasselnødder på og bag i ovnen ved 210 grader i ca. 5-10 minutter, afhængigt af størrelsen på kagerne.

Når kagerne er kølet af og man gerne vil have sin is-sandwich samles de med en den mængde is man ønsker. Husk at tage isen ud af fryseren ca. ½ time i forvejen, da den ikke skal være for hård. 
Share:

fredag den 20. juni 2014

Grøntsagslasagne uden lasagneplader - stop spild af mad

Herhjemme laves der ofte grøntsagslasagne når det er lasagne der kommer på bordet. Det er dog sjældent jeg får skrevet en opskrift ned, men denne gang har jeg gjort et forsøg.

For at få en lidt sundere udgave har jeg droppet lasagnepladerne og istedet brugt aubergine og squash.

Samtidig er grøntsagerne valgt ud fra det vi havde i køleskabet som skulle bruges. Som altid nyder jeg at få tømt ud i de gode sager der ligger tilbage så de ikke går til spilde.


Det skønne ved sådan en gang lasagne er, at der er nogle basis ting der skal med og så kan man ellers tilpasse efter smag og behag.

Ostesauce
Først laves ostesaucen, så den kan stå og simre sig god tyk til den skal i lasagnen. Opskriften er en basisopskrift, som jeg eksempelvis også har brugt til denne pastaret.

40 g smør
30 g mel
1 terning grøntsagsbouillonterning
6 dl mælk
½ tsk sennepspulverSalt og peber

Smelt smørret og pisk melet i. 

Hæld mel og sennepspulver og kog op, mens der røres med jævne mellemrum for at mælken ikke brænder på. 

Tilsæt grøntsagsbouillonterningen og frosne ærter og lad det koge i ca. 3 minutter. 

Tag gryden af varmen og tilsæt osten. Rør rundt til den er rørt ud i saucen. 

Fyldet
250 g frosset spinat
1 løg
1 fed hvidløg
2 foråsløg
300 g hakket oksekød
1 aubergine
1 squash
1 dåse hakkede tomater
Tørret basilikum, oregano og timian efter smag
Salt og peber
Hakket ost efter smag

Tø spinaten op og hæld væden fra. Det er vigtigt den ikke er alt for våd. 

Hak løg og hvidløg og svits det i en gryde. 

Tilsæt oksekød og forårsløg og svits ligeledes. 

Imens skæres aubergine og squash i skiver og sættes til side. 

Kom en dåse hakkede tomater i og lad det simre lidt. 

Tilsæt basilikum, oregano og timian samt salt og peber efter smag og lad det hele simre til det har en lidt tykkere konsistens. (ca. 10 minutter)

Smør et ildfast fad med olie og læg først et lag aubergine/squash i bunden. Derefter kødsaucen og ostesauce. 

Endnu et lag med aubergine/squash, så kødsauce og ostesauce. 

Til sidst et låg af aubergine/squash som bliver vædet lidt med resten af ostesaucen. Det er vigtigt ikke at få for meget væde ved, da det vil koge op og du derved har væde i hele ovnen. 

Kom hakket ost på toppen. Jeg havde en rest skæreost, som jeg kom i min foodprocessor. 

Bages i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter. 
Share:

onsdag den 18. juni 2014

Lækker grill mad - lidt nemt tilbehør: Tomatsalsa og auberginetoast - stop spild af mad

Den ene aften fik vi lyst til lige at tage et smut til Grækenland. Det blev grillen der blev udfordret og vi endte ud med en lækker tallerken med lidt små sommerherligheder.


Manden stod for kødbollerne, så jeg skal lige have lokket en opskrift ud af ham. Jeg stod for tomatsalsa og auberginetoast, som virkelig er nemt og hurtigt at lave.  Vi fik ikke spist al tomatsalsaen, så resten blev hurtigt gjort klar til lidt andet lækkert i bedste stop spild af mad stil. Mere om det sidst i opskriften.

Tomatsalsa
6 store tomater
1 hvidløg
1 forårsløg
2 spsk hakket persille
2 spsk olivenolie
1 tsk groft salt
friskkværnet peber
Pynt med frisk basilikum

Vask tomaterne, hak dem fint og kom dem i en skål.

Hak hvidløg og forårsløg fint og kom det i skålen.

Tilsæt hakket persille, olivenolie, salt og peber og rør det godt sammen.

Pynt med basilikum og server.

Et lille tip: Jeg hakker altid persille og andre friske krydderurter ved at komme dem i et glas og så klippe ned i glasset med en saks. På den måde undgår jeg at have finthakkede krydderurter overalt. Stil glasset til side uden at skylle det efter brug. Skal du lave noget med olie også ,hældes olien blot ned i glasset og så har du en olie med smag af krydderurter.

Stop spild af mad:
Er der rester efter maden: Hæld væden der har samlet sig i bunden fra og kom resten i en gryde. Kog det op og blend det med en stavblender. Kom det eventuelt i fryseren, så har du pizzasauce eller ekstra smag til en kødsauce.

Auberginetoast
8 skiver aubergine af ca 1 cm tykkelse
1 tsk groft salt
3 spsk olivenolie
8 skriver flute
8 skiver fra en salatost i blok

Skær auberginen i skiver og læg skiverne på et viskestykke. Drys groft salt over og lad det ligge så væden kan trækkes ud. Lad dem ligge i ca. 10 minutter og børst derefter det våde salt af.  Læg dem på en tallerken med plads til brød og ost ved siden af.

Skær flute i skiver. Jeg var så heldig at have et hjemmebagt brød, der passede perfekt til formålet, så kig hvad du har i gemmerne.

Skær salatosten i skiver og lig sammen med brødet på tallerkenen med aubergineskiverne, så de er klar til at komme ud til grillen i samlet flok. 

Olien hældte jeg i glasset, som jeg havde hakket krydderurter i. Glasset er ikke skyllet først, så på den måde har jeg en olie med lidt smag i af de rester af finthakkede krydderurter, der er tilbage i glasset.

Pensl grillen og kom brødskiver aubergineskiver på og grill dem i ca. 3 minutter på hver side. Sørg for at få olie på begge sider af skiverne.


Anret de grillede brødskiver med en skive ost og en aubergine på toppen. 


Share:

tirsdag den 17. juni 2014

Rabarbercrumble med marcipan

For et par uger siden viste jeg et fint billede her på bloggen af en gavmild giver af rabarber. Manden min hentede sammen med Trolden et par stykker, så vi kunne nyde en af årstidens glæder. Derudover har jeg været så heldig at Svigermor i weekenden havde en masse med til mig, så ud over det jeg allerede havde fået kreeret, er der masser af muligheder for at komme igang med lidt nemt og lækkert.

Noget af det jeg fik lavet i første omgang var selvfølgelig Rabarbercrumle med marcipan. Det er selvfølgelig noget der findes utallige opskrifter på, men da jeg gerne ville have der kom god smag af marcipan i, gik jeg selv igang ud fra det der lige var hjemme.

Resultatet blev denne raberbercrumble med god syrlighed fra rabarberne og dejlig sødme fra marcipanen. Jeg er nu engang en lille marcipangris når det kommer til bagværk. Mums.


550 g snittede rabarber
100 g sukker
140 g revet marcipan
75 g smør
75 g lyst moscovado sukker (brug evt. rørsukker)
75 g havregryn
50 g hakkede mandler

Bland rabarber og sukker og kom det i et ovnfast fad.

Kom marcipan, smør, muscovado sukker, havregryn og hakkede mandler i en skål og bland det godt. Smørret skal smuldres godt sammen med de øvrige ting.

Kom det over rabarberne og bag i ovnen ved 200 grader i ca. 25 minutter. 
Share:

mandag den 16. juni 2014

En ekstra "gave" til Svigerfar

Min Svigerfar fyldte rundt i weekenden og derfor var hele familien selvfølgelig samlet. Vi samledes på Hohenwarte i Højer. Her har vi været et par gange i forbindelse med diverse fester i familien, men mon ikke også vi snart skulle overveje at kigge forbi med Trolden, for der er ingen tvivl om hun nød det. Gården bliver ud over festlokalerne og overnatning også brugt til bondegårdsferie, så der er masser at opleve for børnene.

Jeg havde sammen med Svigermor aftalt at stå for kagen, så hun fik lavet en lækker rabarberkage og jeg fik lavet en af mine fondantkager.

Der er ingen tvivl om at jeg savner at lave kagerne, men jeg er samtidig heller ikke i tvivl om hvorfor det ikke er her jeg lige bruger min tid i øjeblikket. Jeg havde planlagt nøje hvornår alt skulle være klar, så jeg kunne give kroppen den ro, den har brug for. Alligevel bliver dagen idag brugt på sofaen, for efter en uge med kagebagning og en weekend ude, kan mit bækken ikke mere.

Så her bliver det ren afslapning, så jeg er klar til næste store fest om 14 dage. For selvfølgelig er det året hvor vi her i familien har mindst 1 stor fest hver måned resten af året. Kender I det hvor alt det sjove bare sker samtidig?


Indhold: 
- Bunde: Lagkagebunde
- Fyld: Jordbærmousse og limemousse
- Smørcreme: IMBC
- Overtræk og pynt: Renshaw fondant
Share:

torsdag den 12. juni 2014

Dåbskage til fætter Linus

Så sidder jeg lige her og kigger i gamle billeder, og hvad finder jeg ud af - jeg har slet ikke vist jer den dåbskage jeg lavede til min nevø i november 2013.

Den skal I selvfølgelig ikke snydes for, så derfor kommer den her lidt forsinket.

Som sædvanlig havde jeg frie hænder, hvilket jeg nyder, da jeg så kan lade idéerne flyve frit.




Indhold: 
- Bunde: Lagkagebunde
- Fyld: Limemousse og toberonemousse
- Smørcreme: IMBC
- Overtræk: Renshaw fondant
- Pynt: Renshaw fondant og Wilton fondant
Share:

onsdag den 11. juni 2014

The fra Bohea

Jeg er ikke blevet så voksen, at jeg har lært at drikke kaffe endnu. En fejl siger nogen, men jeg ser det nu som et tegn på, at jeg bare nyder en kop the så meget mere. Derfor var det med stor fornøjelse, at jeg fik en prøvepakke fra Bohea i min postkasse. 

Theen har jeg puttet i et glas, så jeg rigtigt kan blive fristet, når det er the der skal på bordet. 



Theen blev nydt sammen med et par af mine hyggeboller med banan og müsli.


Jeg startede ud med en nyhed hos Bohea, nemlig deres Funky Matcha. Denne the bliver beskrevet som den ultimative grønne te, som traditionelt anvendes til de japanske te ceremonier.

Theen er lavet af grønne Tencha teblade som dampes, tørres og nænsomt males i en granitmølle til ultra fint grønt tepulver.

Man nyder derfor ikke blot et udtræk af tebladet, men hele tebladet i denne te.

Ifølge næringseksperter er Matcha en af de sundeste grønne teer, blandet andet pga. sit høje indhold af antioxidanter, vitaminer og klorofyl.

Jeg smagte på en Funky Matcha med smag af jordbær. Theen skal piskes med et matcha-piskeris eller en mini-elpisker. Da jeg desværre ikke ejer nogen af delene blev det et mini piskeris i stedet. Jeg synes dog jeg fik blandet det hele godt og den fik fint skum på toppen.


Det jeg godt kan lide ved grønne theer, er at de slukker tørsten. Denne the er bestemt ingen undtagelse og samtidig smager den altså godt. Smagen kommer virkelig godt frem og jeg synes, at jeg fik et ekstra energi boost af den. Det er derfor ikke en the jeg ville vælge om aftenen, men det frarådes også at drikke den senere end 4 timer før sengetid.

Jeg gået og overvejer at bruge thepulveret i en lille lækkerbid af en slags, hvilken har jeg dog ikke helt besluttet mig for, men kunne forestille mig, den ville smage skønt i marcipan. Det må komme an på en prøve. 
Share:

tirsdag den 10. juni 2014

Livsstilsmesse på Valdemars Slot

Vores pinseferie herhjemme har stået i familiens tegn, og det er blevet nydt til fulde. Lørdag var vi blevet lokket med til Valdemars Slot hvor der var livsstilsmesse. Jeg har tidligere været dernede til julemarked, men der er ingen tvivl om, at deres livsstilsmesse, som altid er i Pinsen, virkelig er en succes.

Vi var super heldige med vejret, hvilket jeg slet ikke havde forudset. I Odense var vejret lidt koldt og gråt, så jeg havde sørget for at pakke både mig selv og Trolden godt ind. Det fortrød jeg bitteret. Trolden endte derfor med at rende i body hele dagen, hvilket jeg godt kunne misunde hende lidt. 

Udsigten dernede er jo fantastisk. Valdemars Slot ligger som de fleste andre slotte lige ud til vandet og når solen skinner, så viser Danmark sig fra den bedste side. 





Da jeg jo ikke kan rende en masse kiggede vi lidt, men sørgede også for at sidde rigtig meget indimellem og nyde vejret og ungernes leg. Så det var en dag hvor der var ro og plads til nydelse og hygge. Der var rigtig mange der havde fundet til Valdemars Slot, men det kunne man slet ikke mærke, da boderne var godt spredt ud og folk var gode til at finde små oaser, hvor de bare nød vejret. 

Der er også en super fin legeplads dernede, men den fik jeg desværre ikke taget billeder af. Vi startede der så ungerne kunne få brændt lidt krudt af inden vi gik rundt. 

Finder din vej forbi Fyn og øerne omkring Pinse næste år, kan jeg virkelig anbefale at tage afsted. Der er masser af madboder, men man kan også gøre som os, og tage lidt madpakker med. 


Trolden og fætter var klar på at lege.


Familien nyder vejret ved vandet. Planen var at børnene skulle sove til middag, men de synes altså det var alt for hyggeligt. 


Trolden mødte lige en hund og den skulle selvfølgelig have en krammer. 


Der blev selvfølgelig også tid til at nyde en is i solen og her er manden min vist temmelig populær hos Trolden og yngste fætter. 

Share:

fredag den 6. juni 2014

Nu er der frisk frugt i alle Happy Meals

- dette indlæg er sponsoreret af McDonald's, men meningerne er helt mine egne!

Undersøgelser viser at alt for få børn får nok frugt og grønt. Herhjemme er det vigtigt at Trolden hver dag, får mulighed for at spise en eller anden slags frugt om eftermiddagen og der er altid grønt til maden om aftenen. Selvfølgelig kræver det lidt forberedelse, at gøre det børnevenligt og især at have frugten klar når Trolden er klar. Ellers bliver der ballade og så ender det egentlig bare med at hun tigger kiks.

Derfor tog vi imod muligheden for at lade Trolden smage på den nye Happy Meal med frugt i, så vi kunne se hvad det nu var for noget.

Et Happy Meal består af:
1. Chicken McNuggets, Hamburger eller Cheeseburger
2. Øko-Minimælk, juice eller en lille sodavand
3. Små gulerødder eller pommes frites
4. Nyheden er: Frugt som skifter efter sæsonen
Fra maj til juli: ananas. Fra august: æbler

Til Trolden valgte vi en menu med Chicken McNuggets, juice, gulerødder og ananas. Hun er ellers typen der straks spiser vores pommes frites, men det var slet ikke tilfældet, hvilket overraskede mig meget.

Hun nød sine små anretninger og syntes det var nemt for hende at overskue, hvilket betød at hun fik smagt på det hele. Især frugten hittede, så det er bestemt en nyhed, der blev taget godt imod.





Vi fik virkelig en super behandling og der er plads til børnene, hvilket tiltaler os rigtig meget. Vi havde sat os lige ved legeland og da Trolden var færdig smuttede hun selv ind og legede, mens vi spiste færdig. Så der blev også lidt voksen tid, selvom det var for hendes skyld vi var taget afsted.

Inden da nåede hun at vælte sin juice, så der var juice overalt. Det fik en af de søde piger hurtigt tørret op og hun fik en ny juice som erstatning. Det er altså service som børnefamilier sætter pris på.

Share:

torsdag den 5. juni 2014

Hyggeboller med banan og müsli

Efter jeg er blevet syg med bækkenløsning, har jeg genfundet glæden ved at kunne bruge min Kenwood til æltning af dej. Det betyder at vi stort set kun spiser hjemmebagt brød, altså hvidt brød, (dog helst i en grovere version). Rugbrødet køber vi stadig, for det har jeg stadig ikke fundet fidusen til.

Den ene dag endte jeg derfor med at sidde i solen og nyde disse skønne hyggeboller med en god kop the til. Theen er fra Bohea, men meget mere om den senere.



Bollerne er allerede godkendt af mand og Troldeunge, så nu er resterne frosset ned til en dag vi skal på tur, så vi kan få noget mere solidt i maverne.

Opskriften er inspireret af en af Amo's bagebøger, men jeg har lavet den ud fra det jeg lige havde hjemme i køkkenet.

550 g hvedemel
150 g havregryn
75 g valnøddekerner
50 g cornflakes
2 dl rosiner
2½ dl mælk
50 g gær
1 spsk sirup
2 tsk salt
2 modne bananer
2½ dl pære-banan yoghurt

Hæld mælk i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt derefter sirup og salt.

Mos bananerne og rør dem sammen med yoghurten. Kom det i skålen sammen med havregryn, cornflakes, rosiner og grofthakkede valnødder.

Ælt hvedemelet i lidt ad gangen. Dejen skal hænge sammen, men må godt være lidt klistret. Stil dejen til hævning i 1 time.

Dyp en stor spiseske i vand og brug den til at tage klatter til boller. Brug evt. en ekstr ske til at sætte bollerne på pladen med.

Lad bollerne hæve tildækket i ca. 30 minutter.

Pensel bollerne med vand eller mælk.

Bag bollerne ved 200 grader varmluft i ca. 15 minutter. 
Share:

onsdag den 4. juni 2014

Ny seng til dukken

Prinsesse Pilfinger har siden jul været meget optaget af de få dukker hun har. Allesammen nogen hvor tøjet ikke kan tages af, da vi så nok havde haft tøj over det hele. Dukkerne skal krammes, mades og sove, så her er virkelig tale om en dukkemor, der har styr på tingene i en tidlig alder, (omkring 15 måneder).

Allerede inden jeg blev gravid, havde jeg været så heldig at finde en fin dukkeseng ganske gratis, som bare stod på loftet og ventede for at se om der skulle blev brug for den.

Det blev der heldigvis, men jeg synes den var lidt kedelig. Derfor smuttede jeg en tur i byggemarkedet og købte en fin lilla farveprøve, som så endte med bare at stå og vente på, at jeg fik overskuddet til at gå igang.

Jeg ved ikke om det var overskuddet eller min dårlige samvittighed, men jeg er i hvert fald glad for vores udestue, hvor den har kunnet stå imellem lagene af maling, så jeg har kunnet gå til og fra.

Moster blev sat til at sy sengetøj til sengen, og hun var selvfølgelig færdig lang tid før mig, da hele projektet af logiske årsager blev en del måneder forsinket.

Pyt med tiden når bare resultatet er godkendt af trolden, og det er det bestemt!

Billeder med hende har jeg dog desværre ikke. Kameraet har ikke lige været ved hånden. Da den kom frem valgte trolden, som lige havde været i bad og derfor tog sin sædvanlige runde i huset uden den dumme ble, at sætte sig op til dukken, for det var da en hyggelig seng. Så den er også testet til vægten af en på 19 måneder.


For at skåne vores gulv, har vi været i byggemarkedet, for at købe sådan noget blødt noget, som er det man sætter sammen med velcro. Manden derude kunne ikke fortælle os hvad det hed, men vi kom da hjem med det rigtige. Det købes i sådan en lang strimmel med klister på den ene side, så det skal bare klippes til og sættes på. Vi har det også under min gyngestol og der fungerer upåklageligt.



Lige et hurtigt førbillede:


Share:

tirsdag den 3. juni 2014

Vi tester ny legeplads ved Skovsøen

Ud over et smut til byen den ene dag forrige weekend, blev det også til et besøg på den nye legeplads ved Skovsøen. Vi tog bilen denne gang, men der er ingen tvivl om, at det er en god gå- eller cykeltur når først jeg har født og er lidt mere mobil. Vi bor nemlig kun 2,5 km fra dette skønne naturområde.

Min første tanke, da jeg så de byggede den nye legeplads, var at den lå alt for tæt på jernbaneskinnerne. Den ligger nemlig lige bag Svendborgbanens stop, så jeg var skeptisk. Nu hvor den er bygget, kan jeg se der er taget højde for dette, i form at et hegn hele vejen rundt om legepladsen. Der er dog fortsat åbninger, hvor ungerne hurtigt kan smutte ud, så helt sikkert synes jeg ikke det er. For mig ville det være optimalt, hvis man lige havde sat en låge på indgangene. Når først der er mange mennesker ved Skovsøen er legepladsen nemlig hurtigt fyldt op, og så er det svært at se de små poder i mængden.

Derudover er det en legeplads som vil bringe stor glæde hos os. Den passer rigtig godt til de mindre børn, da det legetårn som helt klar tiltrækker ungerne er med platforme, som det er nemt at komme op af og ned af. Samtidig er der blødt underlag på hele legepladsen, så børnene ikke kan slå sig.

Jeg fik taget lidt billeder af Trolden, så ved ikke lige hvor meget det viser legepladsens potentiale, men hyggeligt var det i hvert fald.




Share:

mandag den 2. juni 2014

Havens glæder og nye projekter

I weekenden kunne vi på vejen se dette fine skilt med dertil fine rabarber stilke: (Der står gratis på skiltet)


Manden trillede derfor en tur med Trolden i barnevognen og fik hentet et par stilke til mig. Den rabarber jeg forsøgte at plante for et par år siden, endte desværre med at dø en uvis død. 

Derfor er det da en fornøjelse, at andre vil dele ud af det de ikke selv får brugt. Jeg har allerede kreeret lidt og har idéer til lidt andet. Meget mere om det senere på bloggen. 

Samtidig nyder jeg, at min mor for en måneds tid siden var forbi og plante jordbær, samt så radiser. 



Prøv lige at se hvor det gror i haven. Radiserne har vi allerede høstet halvdelen af, som blev brugt i en gang hjemmelavet kartoffelsalat. Selvfølgelig som mor laver den, opskriften findes lige her. (Jeg har blot tilføjet radiser, som jeg syntes det passede.)

Jordbærene er som I kan se ikke helt klar endnu, men der sker noget og det glæder mig virkelig. Jeg ser allerede frem til Trolden og jeg skal smage. 

Sidst men ikke mindst har manden været i sving med vores hæk. Vi har en meget høj hæk og også meget ukrudts fyldt hæk. Det er dog ikke ukrudtet han har kigget på, men nærmere den ende af hækken, som vender ud mod vejen. De forrige ejere har nemlig ladet den vokse indad. Den hældte ind i haven og var endt med at være omkring 1,5 meter tyk. 

Da vi impulsivt sidste weekend fik købt et brugt legehus til Trolden, har vi valgt at halvere hækkens tykkelse for på den måde at få legehuset placeret rigtigt med det samme. Når vi kigger ud i haven, kan man på ingen måde se, at hækken er halveret, så den har altså været godt bred. Legehuset er ikke ankommet endnu, men nu er det i hvert fald ikke hækken der fylder i haven. 


Her er hækken allerede halveret og det pyntede altså. Hækken har også fået klippet en del af toppen efter dette billede blev taget. Det i et forsøg på at den får lidt mere energi til at gro fint til igen. 

Som I kan se, er der også et projekt havelåge på vej, men det bliver vist ikke i år. Der er alt for mange projekter i kalenderen og med mig på langs, er det jo manden der skal stå for det meste. Derfor har vi revideret lidt i listen og en del er rykket frem til næste år. 

Har sommeren sat gang i projekter hjemme hos dig?
Share:

Om mig

Mit billede
I vores hjem bor mor, far, storesøster på 4 år, lillebror på 2 år og katten Gismo. Vi nyder familietid, god mad og lækre kager. Kommer ofte med kreative input og elsker at rejse ud og opleve nye ting. I vores hjem er der plads til kys og kram, rod og kaos, fis og ballade, stilletid og ro. Vores hjem befinder sig i Odense og som tilflyttere til byen tager vi gerne på opdagelse for at finde nye måder at opleve og leve. Jeg kan kontaktes på homebybianca @ outlook.dk

Instagram @biancasverden

Popular Posts

Blog Archive

Design by Bianca. Leveret af Blogger.

Follow by Email

Copyright © Home by Bianca | Powered by Blogger

Design by ThemePacific | Blogger Theme by NewBloggerThemes.com