onsdag den 10. juni 2015

Kartofler, squash og aubergine i fad med ramsløgspesto

Næsten lige udenfor min dør, er jeg så heldig at der vokser masser af ramsløg. Det er først noget jeg har lagt mærke til i år, så det skulle selvfølgelig udnyttes. Derfor har jeg lavet lidt ramsløgspesto og ramsløgssalt. Der kommer opskrifter på bloggen senere.

For at få brugt pestoen til lidt lækkert lavede jeg dette fad. For at det ikke blot var almindelige kartofler i flødesauce blev der tilføjet lidt ekstra iform af squash og aubergine. Der kan også sagtens bruges en anden grøn pesto. Pestoen er til for at give retten et ekstra pift.


4 mellemstore kartofler
1 squash
1 aubergine
1 porre
5 dl creme fine
3,5 dl mælk
4 spsk ramsløgspesto
Salt og peber

Forvarm ovnen til 225 grader varmluft.

Skræl kartofler og skær dem sammen med squash og aubergine i tynde skiver på ca. 2-3 mm.

Rens porren og skær den i skiver.

Smør et ildfast fad med lidt olie og put skiverne i fadet.

Hæld derefter fløde og mælk i fadet sammen med pestoen.

Tilsæt lidt salt og peber og bag i ovnen i ca. 30 minutter. 
Share:

mandag den 8. juni 2015

Svinemørbrad med squash spagetti

Herhjemme forsøger vi at holde en liste over fryserens indhold. Den liste bliver altid taget frem når ugens madplan og indkøb skal planlægges. Ifølge planen havde vi et par svinemørbrad liggende, men vi havde lyst til en lidt sundere ret. Det kom der denne gryderet ud af.


1 svinemørbrad
olie
1 løg
2 peberfrugter
½ broccoli
5 champignon
1 tsk sambal oelek
1 dl ramsløgspesto (eller anden grøn pesto)
2 dl vand
3 spsk sojasauce
70 g hakkede mandler
2 squash

Skær mørbraden i mindre stykker. 

Hak løg og skær peberfrugter, broccoli og champignon i mindre stykker. 

Kom olie i en gryde og brun mørbraden og løget. 

Tilsæt grønsagerne og steg dem med. 

Tilsæt vandet, sambal oelek, pesto og sojasauce og kog det op. 

Lad det simre i min 10 minutter. (Kan sagtens laves i lidt god tid og simre i en halv times tid.)

Imens laves squash spagetti på en spirelli. 

Hak derefter mandlerne. 

Når maden skal serveres hældes lidt kogende vand over squash. Hæld derefter vandet fra og kom squash på tallerkenerne og toppes med mørbradgryden. 

Til sidst drysses de hakkede mandler ud over. 
Share:

fredag den 5. juni 2015

Kylling med relish og hvide bønner

Endnu engang har jeg dykket i skuffer og skabe, da ugens madplan skulle planlægges. Her fandt jeg en pose hvide bønner og de måtte kunne bruges til et eller andet.

Det er første gang jeg husker at få dem brugt, da det der med at gå igang med maden i god tid, godt kan skabe lidt forvirring herhjemme. Trolden tror straks vi skal lave mad, hvis det er mens hun er vågen og jeg glemmer det hvis det først er blevet så sent, at hun er lagt i seng. 

Så jeg er faktisk ret stolt af at jeg huskede at få lagt bønnerne i blød aftenen før.



2 dl hvide bønner

Skylles godt og ligges i blød enten aftenen før eller fra tidlig morgenstund. 

Start derefter med at koge bønnerne i 50 minutter. 

400 g kylling
1 rødløg
150 g champignon
1 pakke bacon
1 dåse hakkede tomater
2 dl vand
5 spsk relish (en rest jeg havde stående i køleskabet, brug evt. mangochutney)
Salt og peber
Olie til stegning

Skær kyllingen i mindre stykker, hak løget og skær champignonerne i skiver. 

Skær evt. bacon ud, hvis ikke der bruges bacontern. 

Varm olien i en gryde og svits kylling, løg, champignon og bacon. 

Tilsæt derefter de hakkede tomater sammen med vand og kog det op. 

Derefter tilsættes relish og det hele får lov at simre i ca. 10 minutter. 

Smag til med salt og peber. 

Tilsæt de hvide bønner og server. 
Share:

onsdag den 3. juni 2015

Kyllingewok med svitset hvidkål

I hverdagen skal der være hurtig og nem tilgang til grønsager i maden, og derfor bliver de ofte tænkt med i retterne, så vi er sikre på at vi får dem spist.


2 gulerødder
400 g kyllingebryst
1 løg
2 peberfrugter
100 g champignon
1,5 dl sojasauce
100 g bønnespirer
1/4 hvidkål
Olie til stegning

Skræl gulerødderne og riv dem på et råkostjern. 

Skær kyllingen i fine stykker og hak løget. 

Skær peberfrugter og champignon i mindre stykker. 

Varm olien i en wok og steg kylling og gulerødder. 

Tilsæt derefter løg, peberfrugt og champignon og svits det med. 

Derefter tilsættes sojasaucen og det hele koges op og simre lidt. 

Tilsæt til sidst bønnespirerne. 

Det hele kommes i en skål og wokken stilles tilbage på varmen. 

Skær hvidkålen i fine strimler og steg dem i wokken. 
Share:

mandag den 1. juni 2015

Kylling og peberfrugt med blomkålsris

Hverdagsretterne herhjemme skal være nemme at gå til, og samtidig gerne med masser af grønt, så vi er sikre på at vi husker at få det spist, når jeg samtidig skal jonglere med en ulvetime og to trætte børn.

Derfor bliver det grønne ofte tænkt med ind i retten og er sjældent tilbehør. På den måde lærer børnene også at det er en selvfølge at det skal spises. Selvfølgelig er der ting som Trolden ikke vil spise, men hun smager på det. Mange gange er hun også med til at lave maden og har gerne smagt på grønsagerne inden de kom i retten.


400 g kyllingebryst
2 løg
2 peberfrugter
2 spsk limesaft
1 tsk tørret basilikum
1 tsk tørret timian
5 dl vand
1 terning hønseboillion
1 dåse hakkede tomater
1 blomkål

Skær kyllingen i mindre stykker, hak løget og skær peberfrugten i mindre stykker.

Varm lidt olie i en gryde og svits kylling, løg og peberfrugt.

Når kødet er brunet tilsættes limesaft, basilikum, timian, vand, boillon og hakkede tomater.

Kog det hele op og lad det simre i ca. 10 minutter.

Imens hakkes blomkålet fint og kom det i en skål.

Hæld kogende vand over blomkålen og lad den stå lidt. Vandet hældes derefter fra.

Share:

Om mig

Mit billede
I vores hjem bor mor, far, storesøster på 4 år, lillebror på 2 år og katten Gismo. Vi nyder familietid, god mad og lækre kager. Kommer ofte med kreative input og elsker at rejse ud og opleve nye ting. I vores hjem er der plads til kys og kram, rod og kaos, fis og ballade, stilletid og ro. Vores hjem befinder sig i Odense og som tilflyttere til byen tager vi gerne på opdagelse for at finde nye måder at opleve og leve. Jeg kan kontaktes på homebybianca @ outlook.dk

Instagram @biancasverden

Popular Posts

Blog Archive

Design by Bianca. Leveret af Blogger.

Follow by Email

Copyright © Home by Bianca | Powered by Blogger

Design by ThemePacific | Blogger Theme by NewBloggerThemes.com