tirsdag den 28. juni 2016

Date night - Tapas aften i det italienske spor

I April var manden og jeg i Rom en forlænget weekend. Det var min 30 års fødselsdagsgave, da han ved jeg elsker at rejse og Rom længe har stået højt på ønskesedlen. Selv om jeg savnede børnene var det en rigtig dejlig tur, som jeg håber vi tage afsted på igen. Jeg fortæller om vores tur senere, for det her indlæg handler nemlig om mad.

Som delvis madblogger er jeg jo lidt madglad og det var bestemt et af højdepunkterne på ferien. En masse dejlig italiensk mad, som vi fik lov at nå at nyde, nu hvor det var en børnefri tur.

Det er ikke ret tit vi får lavet en rigtig date night. Vi har som de fleste andre børnefamilier en rigtig presset hverdag, så det der med at nå at trække stikket, når børnene sover kan være rigtig svært. På vej hjem fra Rom aftalte vi derfor at der skulle italiensk date night i kalenderen, så vi kunne mindes en dejlig tur.

Lørdag i Store Bededagsferien spiste vi lidt let mad sammen med ungerne og da de var kommet i seng, var det igang i køkkenet og bruge lidt tid på at lave en skøn tapas. Desværre blev det en noget sen aften, da børnene må have kunnet mærke der skulle ske noget, for de var meget længe om at falde i søvn.

Det meste af menuen kan sagtens laves klar på forhånd, så det ikke tager så lang tid at få klar. Det var egentlig også planen, men det lykkedes ikke rigtigt i løbet af ugen.


Menuen kom til at lyde således: 
Ramsløgspesto og oliventapanade (opskrifter kommer på bloggen senere)
Syltede artiskokhjerter
Tomassalat
Kapers på stil
Saltmandler
Lidt forskelligt tapaspålæg
Ciabattabrød
Bruschetta med tomatsalat
Bruschetta med ramsløgspesto og mozarella
Fyldte snackpebre (opskrift kommer på bloggen senere)

Det eneste der faktisk behøver at blive lavet lige inden servering er bruschetta og de fyldte snackpebre, så det kan godt betale sig at lave lidt klar på forhånd.

Er der noget du gerne skal have på bordet, når menuen står på tapas?

Vi er blevet ret vilde med konceptet og synes det er super skønt med de mange muligheder der er, men jeg kan godt bruge lidt inspiration.

Desserten var også italiensk inspireret. Det blev til Panna Cotta med syltede rabarber. Det er første gang vi smager Panna Cotta, da vi faktisk ikke spiste ret meget dessert mens vi var i Rom. De smagte fantastisk, er nemme at lave og kan varieres på rigtig mange måder.

Holder I date night hjemme når børnene er puttet?


Share:

søndag den 26. juni 2016

Barsels Break med Nordisk Film Biografer, Lego Duplo og bObles

Herhjemme har vi allerede holdt 2 ud af 3 ugers sommerferie, så der har været fuld fokus på familien og kvalitetstid. Inden vi smuttede på ferie havde jeg taget mig en fridag til at få styr på en masse småting, da vi skulle rejse udenlands med de to små, men ud over det skulle jeg også lige forbi et event med titlen BarselsBreak.

Ikke fordi jeg selv går på barsel, vores yngste, Zander fylder 2 år til efteråret, men fordi Nordisk Film Biografer, Lego Duplo og bObles har slået sig sammen om at lave et event for barslende forældre. Jeg var selvfølgelig nysgerrig for at se hvad det gik ud på, så derfor måtte jeg lige forbi når nu jeg havde muligheden.

Jeg var tydeligvis ikke den eneste, der havde hørt om eventet. Der var barnevogne og babyer over det hele. Jeg manglede helt min egen baby, men da han jo ikke er så lille mere og sikkert ville spurte fornøjet afsted, var jeg taget afsted på egen hånd.

Først blev gæsterne budt velkommen til Nordisk Film Biografer. Her fik de lidt info om deres koncept BabyBio. Konceptet er ikke nyt, men alligevel er der ikke mange der har hørt om det før. Jeg selv brugte det under begge mine barsler og synes konceptet er helt fantastisk. Faktisk savner jeg lidt muligheden nu når børnene er blevet lidt større og mor egentlig gerne vil i biffen, men ikke kan få passet børnene. Så jeg kan kun opfordre til at bruge muligheden, for der kan godt gå lidt tid inden man kommer i biografen igen.



Når du har baby med i biografen hos Nordisk Film minder det om en almindelig biograf tur, men uden lyset bliver slukket helt og der er skruet ned for lyden. Barnevognen kan stå oppe foran lærredet med sovende baby eller I kan putte i en af de bløde biograf sæder.

Derefter var det bObles tur til at komme på banen. Her fortalte Ture Munksgaard fra bObles, med input fra hjerneforsker Kjeld Fredens og børnefysioterapeut Louise Hærvig hvorfor det er så vigtigt at man aktiverer og leger med ens baby. Jeg har før været til tumletid med bObles og har derfor set hvordan du kan stimulere babyer og børn med deres tumlemøbler. At få lidt mere info om hvorfor og hvordan det hjælper barnet, gav inspiration til at komme hjem og lege med børnene.


Ture startede med at opfordre til at gæsterne skulle tage baby op og vende baby på hovedet. Jeg vil tro cirka halvdelen af salen var med på det. Undervejs i foredraget lykkedes det Ture at få flere og flere med. Det også i takt med at der var flere vågne babyer. 

Til sidst i foredraget var det stort set hele salen der dansede rundt med baby på armen. Ture formåede at forklare og give inspiration på et niveau alle kunne være med. Det var en rigtig sjov oplevelse at se hvordan der var smilende forældre og grinende baby rundt omkring. 


Hvor bObles har fokus på grovmotorikken, har Lego Duplo fokus på finmotorikken. At lave et event med fokus på begge områder giver både inspiration til at lege med dit barn, men også til at give dem nogle værktøjer, som gør det nemmere for barnet at lære sig selv, sin krop og sine færdigheder at kende. At begge produkter er dansk producerede er bare et ekstra plus.


Eventet koster 150 kr. at deltage i og så får man ud over en masse læring om babys udvikling, også en goodiebag med hjem. I goodiebagen er der alt hvad du skal bruge for at komme igang med at lege med din baby.

Efter eventet forhørte jeg mig lidt hos gæsterne hvad de havde syntes om BarselBreaket. Jeg havde jo haft fuld opmærksomhed på det der skete omkring mig, men var nysgerrig for at høre hvordan en med baby på armen oplevede det hele. Der var stor ros for indholdet  i eventet og også for goodiebagen. Desværre havde flere oplevet uro og haft svært ved at høre det hele, da tidspunktet for eventet desværre ramte ind i spisetid og lur for babyer over 6 måneder, hvilket jeg kun kan nikke genkendende til fra begge mine børn.

Jeg ved eventet allerede har været afholdt rigtig mange steder, men kommer det forbi dig, kan jeg anbefale at kigge forbi. Ellers holder bObles løbende Tumetid rundt om i landet. Tumeltiderne er ikke kun for babyer, men er som oftest aldersopdelt. Her kan du få gode fif og input til hvordan du styrker dit barns motorik. 
Share:

Om mig

Mit billede
I vores hjem bor mor, far, storesøster på 4 år, lillebror på 2 år og katten Gismo. Vi nyder familietid, god mad og lækre kager. Kommer ofte med kreative input og elsker at rejse ud og opleve nye ting. I vores hjem er der plads til kys og kram, rod og kaos, fis og ballade, stilletid og ro. Vores hjem befinder sig i Odense og som tilflyttere til byen tager vi gerne på opdagelse for at finde nye måder at opleve og leve. Jeg kan kontaktes på homebybianca @ outlook.dk

Instagram @biancasverden

Instagram @foodbybianca

Instagram @diybybianca

Popular Posts

Blog Archive

Design by Bianca. Leveret af Blogger.

Follow by Email

Copyright © Home by Bianca | Powered by Blogger

Design by ThemePacific | Blogger Theme by NewBloggerThemes.com