tirsdag den 27. september 2016

Æble tranebær marineret kylling med stegt spidskål og æble

I slutningen af august var jeg til arrangement med Fredsted the, hvor vi hørte lidt om det at putte te i maden. Du kan læse meget mere om min oplevelse lige her.

Inspireret af den oplevelse har jeg derfor lavet denne lækre ret med te marineret kylling. Jeg valgte at bruge Fredsteds økologiske æble tranebær te, da det jo er efterår og for mig er retter med æble rigtige efterårs retter.

Resultatet af marinaden blev en lækker saftig kylling med god smag af både æble og tranbær.

Retten er nem og simpel at gå til. Samtidig er den hurtigt tilberedt, hvilket betyder rigtig meget herhjemme i hverdagen med små børn.


Opskriften:
4 personer

600 g kylling
6 poser Fredsted æble tranebærte
2½ dl æblejuice
2 spsk tørrede tranebær
1 pk bacon i skiver
1 lille spidskål
2 æbler

Skær kylling i tern og kom den i en skål. Tilsæt teposernes indhold og hæld æblejuice over.

Tilsæt de tørrede tranebær og bland det hele godt sammen. Lad det marinere i køleskabet (jeg lavede det om morgenen inden arbejde og det har derfor stået i ca. 9 timer)

Tag skålen ud af køleskabet og varm en pande op.

Hæld væden fra kyllingen og steg kylling og tranebær på panden.

Imens skæres baconen i mindre stykker, spidskålen skæres i strimler og æblerne i tern.

Når kyllingen er færdig tages den af panden og baconen svitses.

Tilsæt spidskål og æbler og lad småsimre i 15 minutter.

Vi havde en del kylling tilovers, som bliver gemt og brugt som tilbehør på madpakken. 
Share:

torsdag den 22. september 2016

It's my birthday - rabarber-hindbærkage

Idag er det min fødselsdag og som de fleste andre steder betyder det ofte kage på jobbet. Jeg har derfor været i sving, men ovenpå en måned fyldt med store fondantkager orkede jeg ikke en masse.

Hindbærbusken havde stadig masser af hindbær at give af og jeg havde en del rabarber i fryseren, så derfor blev det til en rabarber-hindbær kage. En dejlig let og frisk kage, som også vil smage godt med lidt cremefraiche eller vaniljeis til.



Opskriften blev lidt på slum, men jeg fik da skrevet lidt op undervejs.

Opskriften giver ca. til en bradepande.
4 æg
450 g sukker
140 g æblemos
½ dl olie
2 dl naturel yoghurt
300 g hvedemel
2 tsk. bagepulver
2 tsk. vaniljesukker

300 g friske hindbær
350 g rabarber i skiver
100 g hakkede mandler
25 g rørsukker

Pisk æg og sukker luftigt og hvidt.

Kom de våde ingredienser i som æblemos, olie og yoghurt og rør det godt sammen.

Tilsæt hvedemel, bagepulver og vaniljesukker.

Til sidst vendes rabarber og de fleste af hindbærrene i.

Hæld dejen i bradepanden og drys med hakkede mandler, resten af hindbærrene og rørsukker.

Bag i ovnen ved 200 grader i ca. 40 minutter. 
Share:

mandag den 12. september 2016

The i maden?!

Da Fredsted The inviterede til en hyggelig aften med mad og drikke, så var jeg altså noget spændt på at se hvad det inkluderede. For jo the kan man helt bestemt drikke, og jeg drikker endda meget af det, men hvordan med maden.

Jeg har tidligere forsøgt at lave kagemousser med the i, men ligefrem komme det i maden har jeg ikke eksperimenteret med. 

Arrangementet blev afholdt i Privaten, som er en super hyggelig cocktail i rigtig skøn hjemmelig og hyggelig stil, hvilket passede helt perfekt til sådan et arrangement. 

Vi startede med at smage på lidt lækker iste og derefter kom der små hyggelige retter med te som ingrediens på bordet. 


Menuen stod på koldrøget laks med urtecreme. stegte tigerrejer med marinade af ingefær og citron og timianmarinerede kyllingespyd. Dertil var der lavet Earl Grey baguettes. 

Alle retter kan findes i Fredsted The's egen app lige her: klik klik hvor der også er opskrift på mange andre lækre sager med te i. 

Til dessert kom der, ud over masser af muligheder for smage den the du havde lyst til, også mini frugttærter med bær og Baileyscreme. 

Både mad og dessert smagte helt fantastisk og jeg skal bestemt have kigget meget mere på det der med the i maden. Det er bare en ekstra lille ingrediens med stor smag og når man nu elsker the, mad og kage, så er det da sjovt at lave noget der er lidt anderledes.  

Lige et ekstra lille pip om den der app, som du kunne finde lige her: klik klik. Den har altså et super lækkert design og er nem og overskuelig. Så hvis du tror, det er svært at prøve det der nye med the i maden, så kig i app'en og kom nemt igang. 
Share:

torsdag den 1. september 2016

Kage til min fars 50 års fødselsdag

Første mand i rækken af fødselsdage i denne omgang var min far, som blev 50 år. Det er ikke ret tit jeg laver de store kager til de voksne. Det er mest børnekager jeg får kreeret, men når far fylder 50 år og holder fest, så skal der kage til.

Jeg var helt tom for idéer, så nåede både at ringe til min mor og bruge flere aftener på at spekulere på kagens indhold og design. Jeg kan godt lide at have så meget som muligt på plads inden jeg går igang, så skitser og indhold skal bare være klar.  

Kagen blev henad hvad jeg havde forestillet mig, men da jeg desværre ikke havde tid til at teste af inden jeg gik igang måtte det briste eller bære. 


Jeg tog udgangspunkt i at min far elsker jordbær og hvad komplementerer jordbær bedre end chokolade?!

Indholdet blev derfor således: 
- Bunde: Drømmekagebunde
- Fyld: Jordbærmousse og hvid chokolade mousse med jordbærstykker
- Opsmøring: IMBC
- Pynt: Wilton chokoladeknapper

Som de bagerkyndige kan se blev chokoladen desværre lidt grå og tyk. Det ville bare ikke lykkedes for mig, at få den pæn og glat. Indrømmet, selvom jeg elsker chokolade, er jeg bare ikke særlig god til at arbejde med det. Det endda på trods af at jeg har været på et par kurser i temperering. Fejlen er helt klart, at jeg ikke øver mig nok. Det må være en god undskyldning for at øve mig, når tiden engang er til det. 

Heldigvis kunne min far og gæster lide smagen og de roste mig for det lidt rustikke udseende, når nu kagen var til en mand. Dejligt når ens fejl kan vendes til noget positivt. 
Share:

Om mig

Mit billede
I vores hjem bor mor, far, storesøster på 4 år, lillebror på 2 år og katten Gismo. Vi nyder familietid, god mad og lækre kager. Kommer ofte med kreative input og elsker at rejse ud og opleve nye ting. I vores hjem er der plads til kys og kram, rod og kaos, fis og ballade, stilletid og ro. Vores hjem befinder sig i Odense og som tilflyttere til byen tager vi gerne på opdagelse for at finde nye måder at opleve og leve. Jeg kan kontaktes på homebybianca @ outlook.dk

Instagram @biancasverden

Instagram @foodbybianca

Instagram @diybybianca

Popular Posts

Blog Archive

Design by Bianca. Leveret af Blogger.

Follow by Email

Copyright © Home by Bianca | Powered by Blogger

Design by ThemePacific | Blogger Theme by NewBloggerThemes.com