torsdag den 29. december 2016

Brunchtid - de perfekte julebrownies

Da jeg igår havde sidste feriedag i denne omgang, havde vi inviteret et sæt venner og deres søn forbi til brunch til en afveksling fra al julemaden.

Menuen stod på: 
Friskbagt franskbrød, rugbrød og croissants
Lun leverpostej med bacon og champignon
Røræg med bacon og pølser
Lidt blandet pålæg og ost
Minifrikadeller
Lidt fisk
Frugt - vindruer, jordbær, blåbær
Brownies



Jeg forsøgte at give mine brownies et julet twist, så der blev tilføjet lidt julete. Det skal jeg lige eksperimentere lidt mere med, da smagen ikke rigtigt trådte igennem. Resultatet blev dog en dejlig blød og cremet brownie. 



Opskriften lyder således: 
Bageform ca. 22 x 22 cm

1 dl stærk julete
150 g mørk chokolade
1 dl olie
215 g rørsukker
2 æg
1 tsk vaniljesukker
90 g mel
½ tsk bagepulver
½ tsk salt
4 spsk usødet kakao
75 g hakkede valnødder
40 g hvid chokolade
25 g skumfiduser

Forvarm ovnen til 180 grader

Kog vand til te, så teen kan nå at stå og trække. 

Kom bagepapir i formen. 

Smelt den mørke chokolade over vandbad. 

Pisk olie, sukker, æg og vaniljesukker sammen med en elpisker. 

Hæld den smeltede chokolade og teen i og rør det til en ensartet masse. 

Sigt mel, bagepulver, salt og kakaopulver i en anden skål og vend det i chokoladeblandingen. 

Rør til sidst nødder, hvid chokolade og skumfiduser i. 

Bages ved ca. 30 minutter. 
Share:

lørdag den 24. december 2016

Med ønsket om en glædelig jul - julekortet 2016 og 2015

Traditionen tro vil jeg her den 24. december ønske jer alle sammen en rigtig glædelig jul med et kig til dette års julekort. Jeg håber I allesammen har haft en rigtig dejlig december måned og får en hyggelig juleaften med dem I har kær.

Herhjemme kan vi tydeligt mærke at vi er blevet en rigtig børnefamilie. Begge børn er nu så store at de gerne vil deltage i juleløjerne, så I år fik Amilia på 4 år lov til at være med til at lave julekort. Aftalen blev derfor at hun lavede dem til familien, så tog jeg de kort, vi sender ud til vennerne.

Det er ikke svært at have børnene med til at klippeklistre. De vil rigtig gerne være med og det kan blive til en dejlig hyggestund hvis man husker at lytte til deres idéer.

Jeg havde besluttet at årets julekort skulle have snemænd på. Det er noget der er nemt for børnene at forholde sig til uden en masse små detaljer og så kan børnene slippe fantasien løs.

Det var hurtigt og nemt at lave kuglerne til snemanden, da jeg havde to udstandsere fra Søstrene Grene liggende, som var perfekt til formålet. Jeg valgte at tilføje lidt simple træer til mine, mens Amilia lavede snemænd der sov, kiggede på træer, havde hjerter, stjerner og hvad hun ellers kunne finde på. En rigtig hyggelig aktivitet, som giver glæde både for hende og modtagerne.



Sidste års kort har jeg vist slet ikke fået vist. Sidste jul blev desværre ikke så julet herhjemme, da manden arbejdede rigtig meget og jeg derfor var meget alene med to små børn. Det gav ikke så meget overskud og det der var blev brugt på børnene.

Julekort fik jeg dog lavet og her brugte jeg som tidligere teposer til kortene. Det er længe siden jeg har fået lavet kort med tepose foldning, men det er altså super hyggeligt og der er så mange kreative muligheder.



Rigtig god aften til jer allesammen. Jeg håber den bliver lige som I ønsker. 
Share:

torsdag den 22. december 2016

Lyshuse i hamaperler

Et af mine projekter til årets kreative adventleg på instagram var et lille lyshus i hamaperler. Heri har jeg sat et lille fyrfadslys med batteri, så perlerne ikke får varme. Lysene giver et hyggeligt lys og blev givet i den sidste pakke, så de kan nydes efter jul også.





Det tog mig et par forsøg at lave husene, så derfor blev de ikke helt ens. Det var lige med at finde ud af hvordan jeg fik dem samlet, og hvilket design jeg gerne ville have. 

Jeg har lavet en skabelon på det ene af husene og så kan du selv vælge hvordan vinduer og døre skal passes ind. 




Når siderne er strøget og kølet af, starter du med at samle væggene og derefter sættes taget på med lim, så hele huset kan løftes over et fyrfadslys med batteri. 
Share:

onsdag den 21. december 2016

Hvid gløgg med appelsin til 2 personer

I år har jeg hygget mig med at finde den helt rigtige opskrift på hvid gløgg, og jeg troede egentlig, at jeg havde fundet opskriften.

I weekenden var jeg dog i sving igen og efter et kig i køleskabet faldt mine øjne på et net med appelsiner. De måtte med i gløgg'en og det gav en dejlig sødme til hvidvinen. 



I denne opskrift har jeg tilføjet lidt ekstra krydderier for at give lidt mere kraft til smagen.

Opskriften kom til at lyde således:

2 store glas

2 stjerneanis
2 kanelstænger
4 nelliker
3 dl sød æblemost
1 dl rørsukker
½ stor appelsin skåret i skiver
4 dl hvidvin

2 spsk hakkede mandler
2 spsk rosiner
Evt. et par skiver appelsin

Kom krydderier, æblemost og appelsinskiverne i en gryde og lad det småsimre i 15 minutter. 

Tag gryden af varmen og lad det trække 2-3 timer. 

Tag krydderier og appelsinskiver op af gryden og tilsæt hvidvinen. 

Varm det op og hæld på glas med lidt hakkede mandler, rosiner og en skive appelsin. 
Share:

tirsdag den 20. december 2016

Rødløg og æblekompot til julefrokosten

Spegepølserne er sponsoreret. 

Herhjemme har vi prøvesmagt de nye spegepølser fra 3 stjernet, og i den forbindelse syntes jeg der skulle lidt ekstra pift til en hyggelig familiefrokost. 

Derfor fik jeg hurtigt lavet en rødløg og æblekompot til. Det var nemt og enkelt og gav en dejlig sødme til spegepølsemadderne. 



Spegepølserne smagte skønt og passede perfekt til frokostbordet. Det er rart at man selv kan vælge hvor tykke skiverne skal være, og samtidig kan man vælge sig lige den smag, der passer til en. En nem både at gøre frokosten lidt mere spændende. 


Opskriften på kompotten får du lige her: 

2 rødløg
3 store æbler
50 g rørsukker
½ dl hvidvins eddike, evt. æblecidereddike
½ dl vand
1 cm ingefær
lidt kværnet peber
½ tsk stødt nellike

Pil løgene og skær dem i tynde skiver. 

Skræl æblerne og skær dem i tynde både. 

Kom dem i en gryde med sukker, eddike, vand og krydderier. 

Kog det op og lad det småsimre til løg og æbler er møre og lagen er kogt ind. 

Kom kompotten på glas og opbevar den på køl. 
Share:

mandag den 19. december 2016

Julekugler af hamaperler

I år har jeg været med i en kreativ adventkalender på instagram og jeg har nydt at få tænkt lidt anderledes og komme i julestemning lidt tidligere i år.

En af de ting jeg fik lavet en hyggelig aften med min datter, var disse søde julekugler lavet af hamaperler.



Det var hurtigt og nemt at lave formen og derefter var det bare at finde på, hvilket mønster kuglerne skulle indeholde.



Skulle du have lyst til at hygge lidt med lidt ekstra julepynt, har jeg lavet skabeloner til de mønstre, jeg fik kreeret.







Share:

fredag den 16. december 2016

Dr. Oetkers juleopskriftshæfte 2016 - Konfektkugler

Traditionen tro har jeg i år været igang med opskrifthæftet fra Dr. Oetker. Desværre fik jeg ikke lavet en opskrift sidste år, da jeg ikke fik fat i hæftet, men i år lykkedes det heldigvis.

En af de ting, som jeg ikke er så god til at få lavet herhjemme er julekonfekten. Nok mest fordi jeg altid ender med at bruge min marcipan i kager istedet.


Fra opskrifthæftet fik jeg kig på konfektkugler - 4 himmelske smage. Desværre havde jeg ikke lige hjemme til at lave den med appelsin, men jeg fik lavet mandelkugler, romkugler og pebermyntekugler.

Efter at have lavet dem må jeg dog konstatere, at jeg ikke er helt enig med mængderne, som Dr. Oetker skriver i hæftet. Ikke fordi der manglede noget, tværtimod.

Jeg vælger derfor at gengive opskriften med den mængde ingredienser jeg brugte.

Opskrifter: 

20 stk. af hver smag

Flormelis til udrulning - jeg bruger altid flormelis når jeg arbejder med marcipan for at det ikke klæber sig fast til bordet.

Mandelkugler: 
150 g marcipan (jeg bruger altid Odense Marcipan)
25 g nougat
25 Dr. Oetker smuttede mandler
25 g  kakao

Rul marcipanen ud til en lang pølse og den den i to på den lange led. Skær tynde stykker nougat og læg på den ene marcipan-strimmel. Læg smuttede mandler tit sammen ovenpå nougaten og læg den anden marcipan-strimmel ovenpå. Tril en konfektkugle for hver mandel og rul den i kakao.

Romkugler: 
150 g marcipan
1½ spsk Dr. Oetker Rom essens
25 g nougat
25 Dr. Oetker smuttede mandler
25 g Dr. Oetker hakkede mandler
Smeltet chokolade til overtræk

Ælt marcipan og romaroma sammen. Rul massen ud til en pølse og del den i to på den lange led. Skær tynde stykker nougat og læg den på den ene marcipan-strimmel. Læg smuttede mandler tæt sammen oven på nougaten og læg den anden marcipan-strimmel ovenpå. Tril en konfektkugle for hver mandel og læg dem på køl mens chokoladen bliver tempereret. Overtræk hver kugle med marcipan og pynt med hakkede mandler.

Pebermyntekugler:
150 g marcipan
1½ spsk Dr. Oetker Pebermynte ekstrakt
Valgfri krymmel fra Dr. Oetker
Smeltet chokolade til overtræk

Ælt marcipan og pebermynteekstrakt sammen. Tril 20 konfektkugler og kom dem på køl mens chokoladen bliver tempereret. Overtræk hver kugle og pynt dem med krymmel.

Share:

tirsdag den 13. december 2016

Hvem er jeg?

Det her indlæg har egentlig været på vej siden i sommer, men tiden og hverdagen kom på tværs og så har jeg nok forsøgt at gemme det lidt væk, da det er noget der for mig er rigtig svært at tackle.

Det gik egentlig op for mig i børnenes sommerferie. De var med mormor og morfar på tur 1 uge, så jeg havde pludselig mulighed for at komme ud alene efter arbejde og jeg synes derfor jeg havde fortjent en shoppetur, hvor der for en gang skyld var tid til bare at være mig. Det tog mig 3 dage! at komme afsted og det endda med nervøsiteten siddende helt udenpå. Hver gang jeg havde pakket sammen på jobbet og var klar til at tage af sted slog min hjerne helt fra og jeg endte med at køre hjem i stedet. Jeg var simpelthen bange. For hvad ved jeg ikke, men jeg ved hvorfor.
Jeg er mor til to små børn, der på trods af deres 2 års aldersforskel føltes som en lang graviditet og barsel fordi jeg blev så syg under graviditeten med den yngste og derfor kun nåede at være ude i den virkelig verden i ½ år. I det halve år skulle jeg lære at jonglere med jobbet og afhentning af en 1 årig til tiden, så der var ikke meget fokus på mig.
Min mand har tidligere arbejdet i butik, hvilket har betydet lange arbejdsdage og i foråret også rigtig meget overarbejde, som hovedsageligt har ligget om aftenen. Jeg har derfor været alene med 2 små børn det meste af deres vågne tid.
Min frygt for at komme alene afsted bunder derfor i, at jeg ikke kunne finde ud af det. Efter i 4 år at have haft en identitet som mor og kun mor, kunne jeg ikke finde mig selv. Jeg følte ikke det var okay at tage den tid til mig selv, for jeg burde jo være derhjemme i min lille puppe.
Frygten sidder stadig i mig her næsten ½ år efter. Der er ellers sket rigtig mange ændringer hos os, som har gjort det nemmere. Manden min måtte desværre sige stop på sit arbejde lige efter sommerferien, da han heller ikke kunne få det til at hænge sammen. Vi skulle derfor starte helt forfra. Jeg skulle lære at give slip på det derhjemme og han skulle lære mit og børnenes liv at kende.
Jeg har derfor fået mulighed for at finde mig selv og finde frem til, hvad jeg gerne vil og hvem jeg gerne vil være. Jeg er stadig bange indimellem. Dem der kender mig vil sige at jeg er smilende, og social, og det er jeg også udadtil, men jeg har brug for at blive sparket ud og være hende den sociale, som jeg var før jeg fik børn. Hende som der giver mig energien til hverdagen tilbage.  
Manden og børnene er heldigvis søde til at være back up når jeg har brug for et sikkerhedsnet. Som da jeg i  starten af december var til reception på MASH i Odense, men de var lige i nærheden til at hente mig hvis angsten og frygten skulle tage overhånd.

Jeg er på vej, men det tager tid og jeg kan mærke at nu hvor vinteren er kommet og dagslyset har gemt sig væk, har jeg tendens til at gemme mig tilbage i min puppe derhjemme og bag det professionelle ydre på jobbet, for det er der jeg føler mig sikker. Jeg er sikker på at der findes mange mødre, der gennemgår den samme identitetskrise når livet pludselig banker på igen, men når angsten og frygten tager over føler jeg mig pludselig meget alene.
Share:

søndag den 11. december 2016

Julebag med børn i alderen 1-5 år - Kageklub

Dem der følger mig på instagram både på min overordnede profil @biancasverden og på min madprofil @foodbybianca (jeg har skam også en til krea @diybybianca) har bemærket at jeg har startet en kageklub op. Vi har mødt hinanden en enkelt gang uden børn og blev hurtigt enige om at der i år skulle laves julebag med alle børnene.

Alderen på børnene ligger mellem 1-5 år og der er et barn fra hvert år, hvilket vi var forberedt på kunne give lidt udfordringer, men vi var 3 voksne, så mon ikke det nok skulle gå.

Da jeg er den med det største køkken - vi har åbent køkken ind til vores stue, så man kan stå hele vejen rundt om vores køkkenbord - blev det mig der lagde hus til og det gik rigtig fint.

Min datter og min venindes søn har været vant til at bage julebag sammen, så de fangede hurtigt hvad vi ville og hjalp de mindre børn med stor energi.

Istedet for en masse konflikter fik vi nogen glade og samarbejdsvillige børn, som nemt gik til og fra opgaven med den interesse alderen tillader.



Jeg kan anbefale at tage børnene med i køkkenet og find gerne en opskrift hvor de kan bruge masser af udstikkere og selv kan bestemme. På den måde føler de at det er deres julebag og det er med stor stolthed at de bagefter viser frem og smager.

Synes du det er svært at komme igang med at få børnene med i køkkenet, kan du her på bloggen finde gode råd -klik klik, men ellers kan jeg anbefale at kigge forbi Kitchen4kids - her finder du masser af udstyr i børnehøjde, men også lister med gode råd fordelt på børenes alder. 
Share:

lørdag den 10. december 2016

Hvid gløgg til 2 personer

Da jeg er en af de mennesker, der ikke har lært at drikke rødvin og ikke ser ud til lige at blive det, har jeg længe gerne villet finde et alternativ til den traditionelle gløgg. Derfor har manden de sidste par uger måtte være smagsdommer på hvid gløgg. Der er blevet prøvet forskellige variationer både de lidt stærke varianter med rom, men også lidt mildere typer.

Vores favorit er en mildere version med æblemost og hvidvin. Det er selvfølgelig valgfrit at tilføje lidt hvid rom, men det blev lige stærkt nok til min smag.



2 store glas

1 stjerneanis
2 kanelstænger
2 nelliker
3 dl sød æblemost
1 dl rørsukker
4 dl hvidvin

2 spsk hakkede mandler
2 spsk rosiner
Evt. 1 skive økologisk citron

Kom krydderier og æblemost i en gryde og lad det småsimre i 15 min.

Tag gryden af varmen og lad det trække i 2-3 timer. Skal det bruges til en hyggelig aften kan det nemt simre mens der laves mad.

Tag krydderierne op og hæld hvidvin i gryden.

Varm det op og hæld på glas med lidt hakkede mandler og rosiner. Tilføj eventuelt en skive citron for lidt syrlighed. 
Share:

søndag den 4. december 2016

Samsung højtaler Wireless Audio R3 - Buzzador

Som buzzador har jeg de sidste 2 uger fået lov at teste lyden i Samsungs R3 højtaler, som er en del af Samsungs Wireless Audio 360.



Jeg er ikke den stærkeste indenfor al det der elektronik, men det er selvfølgelig noget som manden i huset har en holdning til og vi har i forvejen en del Samsung produkter, da det er det fortrukne mærke.

Først og fremmest var vi lidt spændte på om den kunne tale sammen med vores fjernsyn, da alle nyere Samsung produkter kan forbindes via Bluetooth, WiFi og TV SoundConnect. Desværre var fjernsynet lige en model for gammel. Manden så straks muligheden for at få et nyt fjernsyn, men det må være noget der kommer på ønskelisten.

Den højtaler vi tidligere har brugt via Bluetooth, har vi været nødt til at tage med os, når vi har bevæget os rundt i rummet. Ikke særlig praktisk og lyden har ikke været den samme i forhold til vinklen på højtaleren.

Vi havde derfor store forventninger til højtalerens cylinderform, som skulle give afbalanceret lyd i alle retninger, så man får den samme lydoplevelse uanset hvor i rummet man befinder sig.

Det har for os været en kæmpe fordel, da vi bor i åbent plan og dermed har et stort rum med køkken, stue og gang. Her har vi kæmpet med lydforholdene når alle var i samme rum, men ikke kunne høre det samme. Det havde vi ingen problemer med med Samsungs højtaler og det har været en fornøjelse for hele familien, når den har været i brug.



Med Samsungs Multiroom app, gør Samsung det nemt at tilføje flere højtalere til samme afspiller og derfor, er man sikker på at alle højtalere afspiller det samme. Med appen kan man også ændre hver enkelt højtalers navn, lydinstillinger eller sågar sætte en sleeptimer på. Meget praktisk hvis man vil høre lidt musik inden sengetid.

Højtaleren taler sammen med vores telefoner og tablets, så det har været nemt at finde lige den musik vi gerne ville høre uanset om det var for børnene eller vores fornøjelse.

Højtalerens design har gjort at den blendede ind i hjemmet og var pæn at se på, hvilket især har været vigtigt for os, da den kan ses fra alle vinkler i vores åbne plan.


Share:

torsdag den 1. december 2016

Julemarked i Flensborg - en anbefaling

Vi holder familieferie for tiden. Istedet for en uges efterårsferie, har vi valgt at tage en uge nu, hvor vi kan nyde lidt juletid uden der er for mange mennesker omkring os. Det er et kæmpe plus, når man som os har to meget impulsstyrede børn, der pludselig er gået på opdagelse.

Det er ikke fordi vi har haft de store planer, da vi alle har haft brug for bare at være. Vi ville dog rigtig gerne nå forbi Flensborg og deres julemarked, for at opleve lidt nyt og samtidig få julestemningen frem.

Vi valgte Flensborg for ikke at skulle køre alt for langt. Selvom vi i sommer var i Holland og derfor ved børnene godt kan klare det, ville vi gerne nå at have noget ud af dagen og samtidig gjorde det ikke noget, at det ikke var det største julemarked.

Har I små børn med og vil I gerne opleve et mindre julemarked, kan det anbefales. Det er nemt at overskue og der er både mulighed for at kigge på juleboder og shoppe lidt. Der er samtidig mulighed for at komme lidt indenfor, når det er tid at få varmen og let adgang til toiletter.



Julemarkedet ligger midt i Flensborg centrum og der er boder, der strækker sig fra den ene ende af gårgaden til den anden. Vi endte med at parkere cirka på midten ved det der hedder Holmpassagen.

Herfra kan man vælge at gå til højre mod Nordermarkt (Nørretorv). Det er et lille torv, hvor der er samlet en del restauranter.



Vi valgte at gå fra Holmpassagen til Nordermarkt, mens det stadig var lyst og inden vi begyndte at fryse for meget. Der var masser af juleboder på vejen og også rig mulighed for at shoppe i butikkerne.

Vi fik kigget lidt på restauranterne, da vi nåede Nordermarkt og gik derefter tilbage til Holmpassagen, som er et lille center, der består af tidligere baggårde, der nu er glasoverdækket. Her fik vi shoppet lidt legetøj til børnene og vi fik alle varmen.

Derefter gik vi ud i gågaden igen og denne gang mod venstre, mod Søndertorv. På Søndertorv er der opstillet en samling af juleboder og der er virkelig flot når det bliver mørkt. Her var også en karrusel, som hurtigt tiltrak børnene.

På Søndertorv er det muligt at købe alverdens mad og drikke i juletemaet, så vil du gerne spise ved en af boderne, er det her du skal stoppe op. Der er overdækkede borde man kan stå ved imens. Det samme er der ved juleboderne langs gågaden.



Efter at have kigget lidt rundt og børnene havde prøvet en karrusel tur, var vi blevet sultne og vi tog derfor turen tilbage til Nordermarkt, hvor vi havde udset os en burgerrestaurant. Det blev derfor til en kombination af sen frokost/tidlig aftensmad, da klokken ikke var så mange, men vi gerne ville nå at se julelysene være tændt inden børnene blev for trætte.

Da vi havde spist gik turen tilbage til Søndertorv, hvor vi havde set, at der lå noget der lignede et center på modsatte side af gågaden.

Centeret hedder Flensburg Gallerie og består af 3 etager. De enkelte etager var ikke vildt store, men der var samlet lidt butikker og på nederste etage var der livemusik og rig mulighed for at få noget at spise.



Centrets personale havde opstillet en lille bod, hvor børnene kunne få lov at farvelægge julefigurer og tage med hjem. Det hyggede børnene sig rigtig godt med. Amilia var især imponeret over at den tyske mand talte dansk til hende.



Efter vi havde kigget os lidt rundt i centret var det blevet tid at pakke sammen. Klokken var blevet omkring 18.30 og med to små børn er det tæt på sengetid på denne tid. Inden vi kørte fik de lige lov, at prøve karrusellen en sidste gang, så vi kunne nyde julestemningen imens. Havde børnene været lidt større var vi blevet på Søndertorv og havde snuset rundt i boderne.



På vej hjem havde vi lidt der skulle julehandles ved grænsen, når nu vi var der. Det var derfor to meget trætte børn, som hurtigt sov på bagsædet, da vi nåede over den danske grænse. 
Share:

Om mig

Mit billede
I vores hjem bor mor, far, storesøster på 4 år, lillebror på 2 år og katten Gismo. Vi nyder familietid, god mad og lækre kager. Kommer ofte med kreative input og elsker at rejse ud og opleve nye ting. I vores hjem er der plads til kys og kram, rod og kaos, fis og ballade, stilletid og ro. Vores hjem befinder sig i Odense og som tilflyttere til byen tager vi gerne på opdagelse for at finde nye måder at opleve og leve. Jeg kan kontaktes på homebybianca @ outlook.dk

Instagram @biancasverden

Popular Posts

Blog Archive

Design by Bianca. Leveret af Blogger.

Follow by Email

Copyright © Home by Bianca | Powered by Blogger

Design by ThemePacific | Blogger Theme by NewBloggerThemes.com