søndag den 18. juni 2017

Giethoorn, Holland - Kør-selv ferie - Dag 3

Læs dag 1 her: klik klik

Læs dag 2 her: klik klik

Børnene vågnede som altid tidligt onsdag, og det var til tørvejr, så vi endelige kunne komme ud med vores lille båd.

Vi havde sørget for redningsveste til børnene, så det var med ro i sindet at vi kom afsted. Kommer du til Giethoorn kan jeg anbefale at leje en båd og sejle lidt rundt. Byen er så smuk og idyllisk. Det er ikke sværere at komme rundt end at børnene fik lov at hjælpe med at styre båden.





Efter bådturen var det blevet frokosttid og Zander skulle sove til middag. Vi tog derfor en stille stund i sommerhuset.

Da Zander havde sovet tog vi igen regntøj på og gik lidt rundt på stierne ved kanalerne og så os om, inden det var tid til aftensmad og sengetid for de to små.




Ingen tvivl om man bliver træt af masser af frisk luft, nye indtryk og konstant småregn. Vi sov derfor alle godt.
Share:

lørdag den 17. juni 2017

Giethoorn, Holland - Kør-selv ferie - Dag 2

Læs dag 1 her: klik klik

Tirsdag stod vi op til regnvejr. Zander hyggede sig gevaldigt ved at stå og kigge ud på ænderne som hyggede sig i det våde vejr og kanalerne lige uden for vores vinduer. Huset lå mellem to kanaler, så med vand til begge sider, var der nok meget godt vi ikke rendte en masse ind og ud. Selvom begge børn går til svømning ville jeg nødigt ud og fiske dem op af det kolde vand.


Vi besluttede derfor at vente med at se mere til Giethoorn og gik op til bilen for at køre til byen Almere, hvor jeg først fik købt lidt kagegrej i yndlingsbutikskæden Dee Leukstetaarten.

Derefter gik vi en tur i selve midtbyen, da det var holdt op med at regne.


Efter frokost tog vi videre til byen Naarden, som er et eksempel på et spansk stjernefort, komplet med befæstede mure og voldgraven, som giver byen sin karakteristiske stjerneform.






Naarden er en lille by med små historiske bygninger og masser af charme. Vi gik lidt rundt på volden og fik kigget lidt på byens hyggelige butikker.

Herefter begyndte det igen at regne, så vi tog turen tilbage til sommerhuset i Giethoorn. På vejen fik vi handlet lidt, så vi kunne være klar med nem aftensmad og få lavet madpakker til de næste dage. Alt er bare nemmere når maden til de to små er lige ved hånden.

Det blev derfor heller ikke tirsdag vi fik sejlet i Giethoorn.
Share:

fredag den 16. juni 2017

Giethoorn, Holland - Kør-selv ferie - Dag 1

Sidste år - sommeren 2016 blev en våd sommer for os. Det kan du læse meget mere om lige her: Klik klik, så da mor her havde mistet tålmodigheden med den danske sommer smuttede vi syd på. Ikke fordi det hjalp en masse på vejret, for så langt sydpå var det altså heller ikke, men så fik vi da oplevet lidt nyt. 

Jeg havde længe set de der "steder man bare må se" opslag diverse steder på nettet, så da vi gik på ferie fredag og kunne se frem til en uges ferie i regnvejr, blev det en hurtig beslutning og allerede mandag sad vi i bilen på vej mod Giethoorn - Hollands svar på Venedig. 


Da vi allerede hjemmefra var forberedt på en våd ferie, blev bilen pakket tæt, for med 2 små børn på 3,5 år og 1,5 år skal man ikke glemme regntøj, gummistøvler og masser af skiftetøj. 

På vejen ned havde vi planlagt et stop i Bremen, Tyskland og her fik vi reddet os nye gummistøvler til begge børn.  Vores stop bød nemlig på en tur i Waterfront, Bremen. Et center der var indehaver af en Primark. (Har du været i London kender du nok Primark, men ellers kan jeg fortælle at det er en skøn butik med tøj og interiør i H&M kvalitet, men meget lavere priser).

Så børnene var lykkelige ejere af nye gummistøvler. Elsa til Amilia og Spiderman til Zander.

Det skulle vise sig at være et fornuftigt træk, da det viste sig at der var hul i Zanders gummistøvler, hvilket godt kunne have været noget rigtigt skidt, når man vælger at bo i en kanalby omgivet af vand i 5 dage i regnvejr.

Vi ankom sent til Giethoorn, da turen på grund af vejarbejde undervejs var endt med at tage omkring 10 timer. Det betød at det var blevet tid til aftensmad, men først skulle vi finde vores sommerhus. 

Vores sene ankomst til Giethoorn og byens opbygning, betød at det var os forældre der fik tålmodigheden sat på en prøve. Trætte efter den lange tur med 2 veludhvilede børn og meget oppakning, herunder en klapvogn og en løbecykel, skulle vi parkere bilen 500 m fra sommerhuset, da man ikke kan køre ind, og så gå hen til huset af smalle buede stier over en bro, som buede på midten, hvilket betød et par ture frem og tilbage, før vi endelig nåede vores sommerhus.


Vel ankommet til sommerhuset spiste vi lidt af vores medbragte madpakke (tak fordi jeg lige tænkte på at tømme køleskabet inden vi tog hjemmefra) og gik en kort tur rundt i den lille by. Sammen med sommerhuset hørte en lille eldrevet båd og selvom det kriblede i fingrene for at komme ud på kanalerne, mens det var opholdsvejr, syntes vi at det var bedre at vente til vi havde fået en god nats søvn.




Sommerhuset lå i Vakantiepark Giethoorn og er en samling af ens små moderne sommerhuse. 
Share:

onsdag den 14. juni 2017

Husk solcreme, solhat og skygge - Træningsevent med P20

- jeg har modtaget produkter til afprøvning.




I sidste uge var jeg så heldig at være inviteret til trænings event med P20 og Sofie Bennetzen sammen med andre Odense bloggere. Da jeg er blevet rigtig glad for min træning - hvilket du kan læse meget mere om her: klik klik - var jeg hurtig til at sige ja, da jeg gerne ville høre lidt input og samtidig vide mere om hvordan jeg skåner min og familiens hud for solens stråler her i sommerperioden.


Vi startede med at høre lidt om P20's nye spray "New Continuous Spray", som kan sprayes på fra alle vinkler. På den måde kan du spraye ryggen også selvom det betyder, at solcremen skal vendes på hovedet. At det er en spray istedet for en pumpe, er helt klart en fordel herhjemme, da børnene gerne hurtigt vil have det overstået og ikke rigtigt har tid til at vente på, at der kommer de rette mængder på. Sprayen gør det muligt at give en jævn fordeling ved blot at trykke ned på sprayen. 

P20 begyndte vi først at bruge herhjemme sidste år, selvom jeg egentlig havde hørt om dem lang tid før. Grunden til vi er så glade for at bruge den i forvejen, er at det er en olie, som ikke fedter. Der skal ikke først ventes længe på at cremen er tørren ind før man kan få tøj på. Det er en klar fordel, når det skal gå stærkt med at få børnene i tøjet. Vi bruger derfor allesammen P20 herhjemme. 

Noget der var ny viden for mig, var at 95 % af solens stråler er UVA-stråler. Jeg har kun kigget på solfaktoren, når jeg har valgt spray og egentlig ikke tænkt så meget over den del. P20 giver hele 98 % beskyttelse mod UVA-stråler og så udvider filtrene i olien sig, når man går ud og bader. På overskyede dage trænger helt op til 80% af solens skadelige UV stråler igennem, så det er altså vigtigt vi også husker solcremeb de dage. 


P20 har faktisk udviklet en app, som hedder P20 sun planner, som kan hjælpe med at sørge for at du er godt beskyttet. Man taster sine personlige data ind og så bruger du app'en når du skal ud i solen. Her taster du hvor længe du forventer at skulle være ude og via gps, kan app'en lokalisere hvor du er og så hjælper app'en dig med hvor høj solfaktor du skal have på og hvornår det er bedst du opholder dig i skyggen. 


Bagefter viste Sofie Bennetzen os nogen gode træningsøvelser, som man hurtigt og nemt kan lave når man alligevel er ude og som ikke kræver en masse udstyr. Til sidst sluttede vi af med at spise lidt lækker mad fra AC Deli i Odense. Super lækre salater og juicer, så de skal da også lige have en anbefaling med på vejen. 



Share:

mandag den 12. juni 2017

Sommeren 2016 - "Det så virkelig ud til regn"

Når jeg tænker på vores sommerferie 2016, er der et ord der fylder ferien meget godt ud og det er REGNVEJR.


Ud af de 3 ugers sommerferie vi havde regnede det i Danmark de to uger vi var i Danmark og der var selvfølgelig høj sol herhjemme, den uge vi var på Mallorca.

Knap så fedt når man er husejer og havde satset på at få malet alt træværk udendørs.

Vi startede med at tage til Mallorca 1 uge i starten af juni og skulle så have været praktiske i uge 2 af vores ferie. Det blev til diverse indendørs nødløsninger, for hvad gør man med to små børn, som forventer ferie og frihed - herunder badebassin og trampolin.

Uge 3 skulle vi først holde i starten af juli måned og tænkte at vi da umuligt kunne være så uheldige igen, men som tiden nærmede sig så det mere og mere ud til regn.

Så da vi gik på ferie fredag, havde jeg fået nok. Mor her var ved at blive lidt mobset og synes faktisk ikke det var fair overfor børnene, for mit humør ville slet ikke komme i sommerstemning.

Jeg havde længe kigget på alle de smukke billeder fra Giethoorn i Holland, så jeg greb chancen og gik igang med at undersøge mulighederne. Skulle jeg holde ferie i regnvejr, skulle det i hvert fald ikke være hjemme, hvor det umalede træværk grinede af mig.


Sommerhuset i Giethoorn blev bestilt og mandag var bilen pakket med børn og alt hvad der hører til en længere køretur og en ferie hvor vi kunne forvente en del regn.

Det var vores første lange tur med børnene; Amilia på 3,5 år og Zander på 1,5 år. Der var ikke meget tid at tænke over faldgruberne ved sådan en lang køretur, så vi satsede bare på det gik og havde da sørget for at planlægge et længere stop i Bremen på vej derned.

Ifølge Krak tager turen derned 6 ½ time, så vi havde egentlig forventet at være fremme omkring aftensmadstid. Det blev dog noget senere, da vi endte ud i en del vejarbejde undervejs. Vi var derfor første fremme ca. 10 timer efter vi havde forladt vores hjem.

Overraskende nok var stoppet i Bremen det der var sværest for børnene. De kunne ikke rigtigt finde ud af at vi langt fra var fremme endnu. Selve køreturen gik over al forventning og det har givet os ro til at prøve igen.

I år forsøger vi os derfor med vores første campingferie. Det bliver en tur til Nord Toscana i mobile home. Om børnene kan huske hvordan det er at køre langt må tiden vise, men vi satser på at få solferie i år.

Sidder I derude med gode fif til stop undervejs, så giv endelig en kommentar i kommentarfeltet.


Share:

onsdag den 7. juni 2017

Slut fred med din krop - slut fred med dig selv

Siden mit indlæg om identitetskrise, efter at have fået to børn og angsten for ikke at være god nok, når jeg tillod mig, at give mig selv lidt mor-tid, har et fokus hos os været at jeg fik prioriteret lidt alene tid.

Indlægget "Hvem er jeg?" kan du læse lige her: Klik klik

Alene-tid eller fokus på mig-tid blev også til fokus på min træning, da jeg med 4 knæoperationer er nødt til at passe på mig selv og samtidig er en stor fan af lækker mad og kage. 

Indlægget "Livsstilsændring... bl.a. bl.a. bl.a. kan du læse lige her: Klik klik

I sidste uge var jeg til foredraget "Slut fred med din krop" med Kirk Rønler, som i 2016 blev kåret som en af de 100 mest inspirerende kvinder af Femina.



"Slut fred med din krop" er et foredrag om kroppen. Foredraget handler om fokus på at tabe sig, alt det vi fortæller os selv vi ikke må og vores forhold til vores krop. 

Kirk fortalte om hendes syn på hendes krop og hvordan det blev påvirket af hendes selvværd. Hvordan vi hele tiden har en drøm om at opnå et mål, men når vi når målet, er det heller ikke godt nok. Hendes vej gennem diverse kure og hvordan hun fik ændret sit fokus. 

Selvom Kirk vist syntes at vi i Odense var et meget stille publikum, tror jeg hun for mange fik sat tankerne igang, mens hun fortalte om hendes vej til at slutte fred med sin krop. Ikke fordi Kirk har den endelige løsning, men hun kommer med nogen gode tips og forklaringer, til hvordan vi ændrer fokus. Vi slås allesammen med et eller andet og selvom det i Kirks tilfælde handlede om hendes krop, kan hendes foredrag også bruges til refleksion generelt. 

Selv fik jeg mange aha oplevelser og det var faktisk rart at mærke at jeg ikke var alene. Hvis du har mulighed for det kan jeg anbefale at tage til hendes foredrag. 

Du kan læse meget mere om hendes foredrag her

Sidder du derude og synes det lyder spændende og gerne vil høre mere om hvordan du slutter fred med din krop, men ikke har mulighed for at komme til foredraget, ikke har lyst til at tage til foredraget alene eller måske bare gerne vil høre mere i fred og ro, kan du lige nu købe Kirks online foredrag med næsten 50 % rabat. 

Med koden bloggerlove kan du købe foredraget til 79 kr. lige her


Share:

torsdag den 1. juni 2017

Limekage med hasselnødde krokant

Det er nu hyggeligt når der skal testes smag til kagerne. Jeg ville gerne tilføje lidt krokant til min limemousse, men sukkeret fra krokanten stjal lidt den syrlige smag fra limen. Derfor måtte jeg igang med at tilpasse opskriften på limemousse og det kom der denne lækre friske kage ud af.



Skulle du have lyst til at lave din egen kage med lækker syrligehed fra lime og god knas fra krokanten, så afslører jeg her sammensætningen.

Hasselnødde krokant: 

100 g hasselnødder
50 g sukker

Kom hasselnødderne på en bageplade med bagepapir og bag dem ved 200 grader i ca. 10 minutter (til de har taget lidt farve)

Tag pladen ud og lad dem køle en smule. 

Kom hasselnødderne i et viskestykke og gnub skallerne af. 

Kom sukkeret på en pande og lad det smelte uden at røre for meget i det. 

Tilsæt hasselnødderne og sørg for de er dækket allesammen. Kom dem tilbage på bagepapiret og lad dem køle af. 

Hak derefter nødderne med en savtakket kniv til passende stykker. 

Drømmekagebunde:

20 cm springform

4 æg
300 g sukker
2 tsk vaniljesukker
2 dl kogende mælk
80 g smeltet smør
250 g mel
2 tsk bagepulver

Æg, sukker og vaniljesukker piskes tykt og hvidt. 

Smørret smeltes sammen med mælken i en gryde og vendes skiftevis i dejen med sigtet mel og bagepulver. 

Bag ved 185 grader i 45-60 minutter. 

Når kagen er kølet af deles den i bunde. Se HER hvordan du nemt gør det med et par trælister. 

Limemousse:
2½ dl piskefløde
1 dl cremefraiche
½ dl sukker
1 dl presset limesaft (ca. 8 lime - gem lidt revet skal til pynt)
6 blade husblas

Pisk fløden let i en skål. 

Tag en anden skål og pisk cremefraiche og sukker ved lav hastighed med elpisker til sukkeret er opløst. 

Læg 6 blade husblas i blød i koldt vand i ca. 5 minutter. Tak dem op og smelt dem ved svag varme sammen med limesaften. 

Lad limesaften køle af og bland den i yoghurtblandingen. 

Vend yoghurtblandingen i fløden. 

Vend forsigtigt hasselnøddekrokanten i (hold lidt tilbage til at pynte)

Samling af kagen: 

Kom en af drømmekagebundene på en tallerken med en form om og hæld limemoussen i. 

Læg endnu en bund på og stil kagen på køl et par timer. 

Imens laves IMBC eller anden smørcreme. Opskriften på IMBC kan findes HER

Tag kagen ud af formen og fordel smørcremen på toppen og pynt med fine toppe ved hjælp af en sprøjtepose og en tyl. 

Kom hasselnøddekrokant og revet limeskal på toppen.

Share:

onsdag den 31. maj 2017

Bloggerbar på Privaten i Odense

Det er ikke fordi jeg sådan går og keder mig, at der er stille på bloggen. Faktisk så har jeg vist lidt for meget om ørerne. Forrige uge brugte jeg stort set al min fritid i køkkenet, fordi jeg skulle lave bryllupskage til min veninde og i sidste uge var al tiden sat af til at bygge nyt skur i haven, så jeg keder mig bestemt ikke.

Når der så midt i alle projekterne kommer en god undskyldning for at komme ud og møde en masse søde mennesker, siger jeg bestemt ikke nej. Bloggerne JeanettJeanette og Christina havde inviteret til bloggerbar en skøn fredag eftermiddag på PRIVATEN, hvor vi fik muligheden for at netværke med andre fynske bloggere. 

Selvom jeg efterhånden har blogget i 8 år, er det først inden for de sidste par år, at det er gået op for mig, at vi faktisk er  en del bloggere på Fyn. Selvom jeg selvfølgelig følger en del i forvejen og kan følge med både på facebook: "Fynske Blogger" og på Instagram "Odensebloggers", har jeg ikke rigtigt tænkt over hvor mange vi egentlig er. Det var derfor en god mulighed for at få sat ansigt på nogen af dem jeg følger, men også møde nye søde mennesker, som har samme interesse som en selv.


Drink: Cucumber Delight
vodka - agurksirup - lime - lychee juice

PRIVATEN leverede de perfekte rammer, lækre drinks og lidt let tapas. Det er anden gang jeg besøger lokalerne hos PRIVATEN og jeg kan varmt anbefale at kigge forbi. Du skal kigge forbi PRIVATEN hvis du har lyst til en god drink i hjemmelige omgivelser med plads til grin, dans og hygge.  PRIVATEN finder du i lokalerne ovenpå Café Kræz. 


Det var en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor jeg fik mødt en masse søde mennesker. Jeg tror det sjoveste øjeblik vist var da vi blev præsenteret for den lækre tapas, hvor alle hev kameraerne frem og skyndte sig at tage billeder. Vi er vel bloggere. 


Både drinks, tapas og selskabet blev nydt og jeg synes det var rigtig sjovt at dele min hobby og interesser med andre søde mennesker.


Drink: Honey & Spice
gin - hyldeblomst - citron - æggehvider - frisk basilikum

Share:

tirsdag den 23. maj 2017

Gulerod og hvidkålssalat med græske kødboller

Herhjemme laver vi madplan hver søndag og handler til hele ugen. Ofte sørger vi for, der er rester til nogen af dagene, så vi ikke skal stå hver aften i køkkenet, men hurtigt og nemt kan smide lidt lækkert på bordet.

Samtidig er jeg stor fortaler for at undgå madspild, både fordi det er godt for pengepungen, men især for miljøet.

I sidste uge fik vi hvidkålspandekager - en nem spise som børnene også gider. Det betød at vi havde et halvt revet hvidkål i køleskabet, som bestemt ikke skulle gå til spilde.

Jeg fik derfor revet lidt gulerødder tilsat lidt forskelligt og imens hyggede de græske kødboller sig i ovnen. Så kan det bare ikke gøres nemmere.



Opskriften er lavet lidt på slum efter hvad jeg lige havde hjemme, men du får den beskrevet her så godt som muligt.

Finsnittet hvidkål
Revne gulerødder i samme mængde
Ærter
Cremefraiche
Friske krydderurter

Kom hvidkål og gulerødder i en skål og tø ærterne op inden de tilsættes.

Hak krydderurterne og kom dem sammen med en passende mængde cremefraiche i skålen og bland det hele godt.

De græske kødboller blev lavet ud fra opskriften du finder lige HER og blev bare sat på en bageplade med bagepapir og bagt i ovnen ved 200 grader i ca. 15 minutter.

Jeg fik brugt mine rester og vi fik et hurtigt, nemt og sundt måltid. Det er lige noget for en børnefamilie som os.

Share:

tirsdag den 16. maj 2017

Slut fred med din krop - Vind billetter til foredag med Kirk Rønler

- indlægget er sponsoreret i form af billetter til vinderen.

Faktisk er det et år siden jeg skrev blog indlægget: "Når mor forsøger at være fit", som du kan læse lige HER. For mig handlede det om at få styr på min krop efter 2 fødsler og give mig selv et sundere fokus. Jeg har altid gerne villet have en sundere tilgang til min hverdag, hvilket har krævet store udfordringer, når man som jeg elsker søde sager og er mor til to små børn.

Kroppen bliver udsat for rigtig mange ting gennem livet og jeg vil ikke mene, at jeg har behandlet min krop specielt dårligt, men den har bestemt ikke altid været gode venner med mig. Jeg kæmper en del med skader, da jeg blandt andet er knæopereret 4 gange og har et piskesmæld, som kan gøre hverdagen svær at overskue.

Modsat mange andre har min primære utilfredshed ved min krop derfor ikke været vægten, men derimod mine ar og de smerter, som har sat begrænsninger for mig. Bevares, selvfølgelig vil jeg gerne være fit og slank, men da jeg både har svømmet og danset på konkurrenceplan, indtil jeg kom til skade, har mit største problem vist været undervægt. Med et brat stop med træningen steg vægten, men ikke alarmerende, så det er først efter jeg er blevet mor, at det er blevet noget der fylder for mig.

Grunden til at vægt og træning fylder mere nu, er selvfølgelig at jeg med smerter har mine begrænsninger i forhold til at lege med mine børn og være der for dem. Det er noget træningen har hjulpet mig med og jeg formår at holde smerterne i skak ved at holde kroppen igang.

Som kvinder har vi altid noget vi gerne vil opnå, og for mig er det at være fit noget der fylder utroligt meget. Om det er fordi det som mig, betyder at jeg kan være der for mine børn eller fordi man gerne vil leve op til et bestemt skønhedsideal er i og for sig det samme. Der kommer ekstra fokus på kosten, træningen eller noget helt andet og det kan hurtigt komme til at tage overhånd.

Det gjorde det for Kirk Rønler og hun fortæller i sit foredrag "Slut fred med din krop" om hendes rejse til et bedre selvværd og en bedre selvopfattelse. Jeg tror det vigtigt, at vi kvinder husker at passe på os selv og husker at vi allesammen har vores kampe at kæmpe, men behøver vi overhovedet det?



Kirk Rønler er af Femina kåret som en af de 100 mest inspirerende kvinder i 2016. 

Jeg er spændt på hvad Kirk har at sige, når hun holder foredrag på onsdag den 24. maj her i Odense og nu kan du vinde 2 billetter til et af hendes foredrag:

Den 24. maj -  Odense
Den 30. maj - København
Den 20. juni - København
19. september - Aalborg

Alt du skal gøre er at skrive en kommentar her til indlægget med hvilken dato, du gerne vil høre Kirk og hvem du vil invitere med. Husk også at skrive din mail, så du kan modtage billetterne, hvis du er den heldige vinder.

Husk du også kan deltage på instagram. Bare kig forbi min profil @biancasverden.

Vinderen trækkes på fredag den 19. maj.
Share:

mandag den 15. maj 2017

The Organic Club Odense

- dette indlæg er ikke sponsoreret, men er helt og holdet min egen mening. 

Selvom jeg efterhånden har boet i Odense i 12 år bliver jeg konstant imponeret over byen og de mennesker, der gør den levende for os andre. Selvom vi slås med ombygninger og klargøring af byen til fremtiden, er der så mange lyspunkter at man ikke skal lede ret lang tid, før der er noget der giver glæde og oplevelser.

For et par uger siden var jeg sammen med andre Odense bloggere blevet inviteret forbi The Organic Club for at høre mere om hvad det er for noget. Inden jeg sagde ja var jeg selvfølgelig ind og kigge lidt nærmere på deres hjemmeside

Konceptet om bæredygtighed og økologi er super hot lige nu og jeg er hoppet i med begge ben. Jeg ved ikke om det er det ekstra fokus, som vi for tiden oplever eller min hverdag med små børn, der har påvirket mig, men jeg kan lide det. Tanken om at vi gør noget godt for os selv om miljøet fylder mere og mere i min bevidsthed og de valg jeg tager til daglig.

Jeg var derfor spændt på at høre mere om hvad de kan byde på. Deres butik i Odense ligger i Brandts Passage 27 og er ikke en butik jeg har lagt mærke til, men lokalerne er skønne og allerede da jeg trådte ind blev jeg ramt af en afslappet og hyggelig atmosfære. De har også en butik i København, som du kan finde på Istedgade 124.



The Organic Club betegner på instagram sig selv som en tøjbutik - et kollektivt klædeskab, hvor du kan bytte dig til andet tøj, men butikken er meget mere end det. Du finder en hyggelig lille café med dejlig stemnings musik, en masse lækkert interiør og skønne økologiske plejeprodukter.

Vi blev budt velkommen af Louise, som er en af ejerne af butikken, som fortalte lidt om tanken bag at starte sådan en butik op og gøre bæredygtighed og økologi tilgængelig. Konceptet med deres klædeskabet er enkelt. Du melder dig ind i fællesskabet og så kan du aflevere noget af det lækre tøj du ikke længere får brugt og få point. De point kan du så bruge til at "købe" andet tøj i klædeskabet. Vil du vide mere, så kig forbi deres butik.

Bagefter fik vi hilst på Manuela, som fortalte lidt om de lækre økologiske plejeprodukter, som butikken forhandler. Her har de fokus på at gøre økologisk pleje tilgængelig ved at have lækre produkter til gode priser.



Manuela fortalte om K beauty (koreansk beauty) og havde taget serien Whamisa med. Her fik vi mulighed for at se, mærke og dufte. Produkterne er baseret på koreanske urter og blomster, f.eks. grøn te og lotus, som destilleres, så de bevarer deres styrke. Produkterne er 95 % økologiske og istedet for vand bruges der chrysanthemum ekstrakter og aloe vera ekstrakter som fugtgivende base.

For koreanerne er det at passe på deres hud en selvfølge og de lærer deres børn at pleje deres hud, som vi lærer vores børn at børste tænder. De bruger mange produkter til at rense deres hud og giver sig god tid, hvilket vi godt kunne lære lidt af.

Selv er jeg ny i plejeverdenen, da jeg tidligere bare har brugt lidt sæbe og skintonic, men pga. hormonforandringer i min hud efter to graviditeter, er jeg begyndt at snuse lidt rundt i den jungle, det kan være, når man ikke er så bekendt med alle begreberne.

Whamisa produkterne har en god konsistens, dufter fantastisk - jeg fik virkelig spa feeling - og deres naturlige indhold tiltaler mig.

Kommer du forbi Brandts Passage eller bare er vild med økologi og bæredygtighed kan jeg varmt anbefale at kigge forbi butikken. Du kan også sagtens kigge ind og nyde deres café med lækker økologi og god stemning - her er plads til alle.


Share:

torsdag den 11. maj 2017

Varme hveder med marcipan og chokolade

Ligesom sidste år (Klik herhar jeg bagt lidt hveder med marcipan. I år har min datter hjulpet med at trille dem og vi blev hurtigt enige om at tilføje lidt chokolade, så vi kunne spise dem efter aftensmad som lidt ekstra hygge. 

Har I bagt hveder i år?



12 stk.

50 g smeltet smør
1/4 liter mælk
50 g gær
1 æg
1 spsk. vaniljesukker
1 tsk. salt
250 g revet Original Odense Marcipan
3 håndfulde chokoladeknapper
500 g hvedemel

Kom smeltet smør i en skål og tilsæt lidt af mælken, så det er lunkent. Rør gæren ud heri og tilsæt resten af mælken. Tilsæt æg, vaniljesukker, salt, marcipan, chokolade og 2/3 del af melet og rør dejen godt sammen. Tilsæt resten af melet, lidt ad gangen, og ælt dejen igennem.

Lad dejen hæve 1 time og ælt den let igennem. Del dejen i 12 lige store stykker og tril til boller. Læg dem på en bageplade, gerne lidt tæt så de vokser sammen.

Sæt bradepanden med hvederne oven på en gryde med næsten kogende vand, så bliver de ekstra luftige og lad dem hæve 20 min.

Bag hvederne ved 200° C i 12-15 min., og afkøl en anelse inden servering. De kan også køles helt af, flækkes og ristes i ovnen eller på brødristeren.
Share:

lørdag den 6. maj 2017

Når mor bliver bange

Det her bliver et af de der personlige indlæg, som for mig er utroligt grænseoverskridende og som jeg aldrig helt ved om jeg egentlig får trykket udgiv på. For mig handler det nok mest om, at  det der med at indrømme man er sårbar, bare ikke er det fedeste og ikke så meget om hvad andre tænker om mig. For det må de da egentlig selv om.

But here it goes..

Med en mand der har startet ny uddannelse bliver man som familie, nogen gange sat overfor nogle valg, som presser hele familien, selvom man gør alt for at være forberedt. Det betyder at jeg skal til at være alene med børnene igen og det skræmmer mig. "Uha hvor farligt kan det være" - tænker du nok, men for mig er det faktisk noget af det mest skræmmende jeg kan komme i tanke om på nuværende tidspunkt. Det var egentlig ikke noget jeg havde tænkt over, før jeg stod i situationen og nærmest havde lyst til at grave mig ned eller stikke af.

Det kræver vist lidt baggrunds forklaring det her.

Da jeg blev gravid med vores søn, var vores datter kun 16 måneder. Det var planlagt og så alligevel ikke. Vi havde ikke lige planlagt jeg blev gravid dagen efter vi sådan skulle til og igang med projekt baby nr. 2, så det var selvfølgelig noget af en overraskelse.

Min graviditet nr. 2 var ikke køn. Faktisk var den så forfærdelig, at jeg helt sikkert ikke skal have flere børn. Den kan du læse meget mere om lige: "Når glæden ikke rigtigt vil komme. " Min tvivl på min krop og mig selv som mor blev virkelig sat på en prøve under hele graviditeten. Jeg var ikke i stand til ret meget og især ikke at tage mig ordentligt af vores datter, der jo ikke engang var blevet 2 år endnu. De fleste dage var en kamp at komme igennem og jeg kan ikke huske ret mange glade stunder fra den tid.

Hvis jeg synes min graviditet var forfærdelig vil jeg nok vove og påstå min fødsel var værre. Faktisk kan du læse min fødselsberetning lige her: "Når 3 bliver til 4". Aldrig om jeg vil ønske sådan en fødsel for nogen. Det at blive lagt i bedøvelse med det der føles om 100 mennesker omkring en, der hektisk render rundt og man aner ikke om ens baby er i live er noget der fylder i mig hver dag, selv nu hvor vores søn er blevet 2 ½ år.

Da min barsel med lillebror var ved at være slut valgte jeg at skifte mit job som revisorassistent ud med et job i en regnskabsafdeling. Valget blev primært taget fordi manden arbejdede i butik og det derfor var mig, der stod med begge børn om eftermiddagen. En opgave som ikke burde være helt umulig, men oddsene var imod os og det er nok her min frygt for at være alene med børnene startede. De første 8 måneder var nemlig fyldt med sygdom - jeg fortalte lidt om det i starten i det her indlæg: "Når mor må give op".

Det var ikke fordi børnenes sygdom fyldte en hel masse. Synes faktisk de klarede det rigtig flot eftersom lillebror kun var 8 måneder, da han startede i det børnehus de begge går i. En integreret institution hvor datteren startede i børnehave delen et par måneder efter. Derimod blev jeg syg - altså som i hele tiden. Efter 1½ år hjemme, først pga. graviditeten og senere barsel, var min krop ikke klar på de bakterier der følger med at have to børn i en større institution og en større arbejdsplads.

Hvis ikke jeg havde halsbetændelse havde jeg influenza eller noget helt tredje. Ikke bare de der almindelige forkølelser, men jeg blev syg med feber eller skulle på pencillin konstant. Det harmonerer bare ikke med at være alene med to børn på 1 og 3 år i ulvetimen efter en aktiv dag i institution.

Jeg slog ikke til nogen steder. Jeg kunne ikke passe mit nye arbejde, jeg kunne ikke tage mig ordentligt af børnene, jeg var en elendig kæreste/kone og jeg nåede da aldrig til at mærke efter mig selv.

1 år efter jeg startede op fra barsel, stoppede manden på sit arbejde. Hans arbejde var presset og jeg var presset og det hele var bare presset for meget. Han har derfor været hjemme ½ år inden han tog et valg, der betyder at han er startet på ny uddannelse. Det betyder også at min tid alene med børnene har været meget begrænset siden i sommer. Da jeg derfor fik besked om at en læreplads for ham, kunne betyde meget alenetid med børnene for mig - alenetid som i 24 timer i døgnet mandag til fredag i 10 uger - gik jeg fuldstændig i baglås.

Jeg er nemlig blevet bange - bange for at være alene med mine børn. Hvor dumt det lyder, så er jeg hunderæd for at ende i samme mølle en gang til. Bange for ikke at slå til og blive en skodmor. Det gør stadig så ondt på mig, at jeg ikke nød tiden med børnene mens de var helt små fordi der ikke var tid, at jeg blev den værste version af mig selv og bare kæmpede for at følge med. Sådan en selverkendelse gør også ondt, for hvem pokker er bange for at være alene med sine børn?!

Så den her gang skal det bare lykkes. For at det kan lykkes skal jeg 100 % ovenpå igen. Jeg skal øve mig i at være alene med mine børn og jeg skal have lavet rutiner og skemaer. Det tager tid og jeg glæder mig til at jeg er på den anden side. Børnene er selvfølgelig blevet større og mere selvstændige, men det presser også min dårlige samvittighed fordi jeg ikke var der godt nok, da de havde mest brug for mig.

Mens jeg skriver det her indlæg sidder jeg faktisk og putter på sofaen med vores mindste, som nu er blevet 2½ år. Klokken er efterhånden blevet kvart i 6 en lørdag morgen og vi nyder stilheden og putter under samme tæppe. Vi hygger og det skal bare nydes.


Citat: Amilia 4 år, februar 2017


Share:

onsdag den 3. maj 2017

Pesto ristede edamamebønner - en lille snack

Endnu en lille snack til filmen eller blot lidt til den lille sult i løbet af dagen. Vi ville prøve lidt nyt og jeg havde hørt, at det er muligt at riste frosne edamamebønner uden skal. Det måtte derfor komme an på en prøve. For at de ikke skulle blive kedelige vendte jeg dem i pesto inden de blev ristet i ovnen. De bliver ikke knasende sprøde, men smager rigtig godt.



200 g frosne edamamebønner uden skal
Urtesalt (jeg brugte ramsløgsalt - find opskriften her)
1½ spsk pesto (jeg brugte hjemmelavet rød pesto, men du bestemmer selv)
1 spsk ekstra jomfru olivenolie

Tænd ovnen på 200 grader varmluft.

Kom alle ingredienserne i en skål og bland det godt sammen.

Fordel på en bageplade med bagepapir og bag ved 200 grader i ca. 20 minutter. 
Share:

tirsdag den 2. maj 2017

Tomatkiks med dip - en lille snack

I weekenden havde manden og jeg aftalt en kæreste aften med film og lidt snacks, men stedet for at ende med det sædvanlige chokolade eller chips, tog jeg lidt tid i køkkenet og fik bagt lidt tomatkiks.

Kiksene kan sagtens bruges som en lille snack i løbet af dagen også og børnene syntes det var sjovt at være med til at rulle ud og stikke huller i dejen. Det bliver ikke kiks der knækker, men små mundrette bidder brød.

Jeg valgte at servere med en creme fraiche dip lavet med frisk persille, basilikum, ramsløgsalt, dijonsennep og citronsaft. Det hele skal blot blandes sammen i den mængde du synes smager godt.



Opskrift:

25 g gær
2½ dl vand
2 spsk tomatpure
1 spsk tørre oregano
½ spsk tørret basilikum
1 tsk salt
50 g  knækkede hvedekerner
15 g hørfrø
220 g fuldkorns hvedemel.

Rør gæren ud i vandet.

Tilsæt tomatpure, oregano, basilikum, salt, knækkede hvedekerner, hørfrø og rugmel.

Rør dejen godt igennem på røremaskine eller i en skål og lad den hvile tildækket i 20 minutter.

Ælt fuldkorns hvedemel i dejen til den er samlet og ensartet. Den vil være lidt klistret.

Lad dejen hæve tildækket i 45 minutter.

Varm ovnen op til 250 grader med en pizzasten i. Har du ikke en pizzasten kan en omvendt bradepande bruges, som du så skubber bagepapiret ind på ligesom du ville gøre med stenen.

Del dejen i 8 stykker og rul tynd ud på et meldrysset bord.

Den udrullede dej skæres ud i passende stykker.

Læg stykkerne på et ark bagepapir og bag på pizzastenen i ca. 6 minutter ved 250 grader. 
Share:

lørdag den 29. april 2017

Gæsteblogger og græskar-mousse kage

Min søde veninde og medlem af min kageklub har skrevet sit første gæsteindlæg. Tag godt imod hende og hendes lækre kage opskrift.  

Kender I det når man møder en, som man bare klikker med? - Hvor kemien bare passer som fod i hose. Lidt som når man bliver forelsket og tænker hende/ham her er da bare for dejlig en person. 

Jeg har mødt en, som bare gør mig glad – og jeg håber, at jeg kan give lige så meget tilbage og at vores venskab vil blomstre. Jeg forelskede mig, da jeg fandt ud at hun går lige så meget op i om chokoladen rammer 33 eller 34 grader, kan sætte sig ind at jeg sortere mine småkager i 1.- og 2.-sortering, at hun forstår frustrationen ved luftbobler i en frugtgele og synes glæden ved noget nyt bageudstyr er lige så lækkert som mig.

Derudover deler vi ret mange af de samme værdier. Vi har næsten jævnaldrende børn og så har hun i perioder været meget alene med børnene da de var små, fordi hendes mand arbejdede meget. Hun kan derfor meget nemt sætte sig ind i, hvordan det er at rende rundt med havregrød i håret en hel dag, eller at man faktisk ikke gider i bad selv om ens unge lige har kastet op ud over en.

Meget kort; vi mødtes til kvindecross (udendørs træning med en masse andre mødre) tjek gerne http://www.morskrop.dk/ ud. Vi fandt ud af, at vi bor rimelig tæt på hinanden, og da der så var sommerferiepause og vi ikke skulle holde ferie, aftalte vi at fortsætte vores træning sammen henover sommeren. Her faldt snakken ret hurtigt på kage og frøet til vores venskab blev sået.

Bianca tog så det fantastiske initiativ at vi sammen med to andre skønne bagenørder skulle lave os en bageklub. Vi mødtes første gang i begyndelsen af november. Vi havde aftalt, at vi ville have et tema og denne første gang var det oplagt med efterår som inspiration. Fra min hånd blev det til denne kage med græskar:






Græskar-mousse kage
Krydret græskar bund
170 g. smør
200 g brun farin
225 g sukker
3 æg
2,5 dl græskar pure
1 ¼ dl kærnemælk
250 g mel
2 tsk bagepulver
Vanilie (jeg brugte flydende svarende til en halv stang)
1 ½ tsk kanel
1 tsk natron
½ tsk muskatnød

Græskar pureen er lavet ved at skære et lille hokaido-græskar ud i stykker på størrelse med duplo-klods. Indmaden er fjernet, men lad endelig skrællen blive – den er med til at give en god orange farve. Op i en gryde med en lille skvat vand og så skal det ved svag varme koges mørt. Græskarret afgiver væske så der skal kun meget lidt vand til. 

Når det er så mørt at stykkerne kan moses med en ske, pureres det med en stavblender. Der skal bruges både pure i bunden og i moussen. Den pure man får i overskud kan fryses.

Pisk smør. Tilsæt sukker og pisk til det er en ensartet masse. 

Tilføj et æg ad gangen mens der piskes.

Bland græskarpure og kærnemælk sammen i en skål og i en anden skål blandes alle de tørre ingredienser sammen. Rør nu gradvist det tørre og våde i smørblandingen.

Hæld i en springform og bag ca. 30-40 min. ved 200 grader.

Jeg brugte en lille form på ca 16 cm. Dette gav en høj bund som jeg så flækkede til to bunde. Man vil også kunne bruge en større form, men så skal moussen nok ganges op.

Mousse:
2 blade husblas
2 dl fløde
2 dl græskarpure
85 g sukker (muligvis mere)
½ - 1 tsk vanilie (pulver eller flydene – ikke sukker)
1 tsk kanel
Muskat
Ingefær
Kardemomme

Husblas lægges i blød. 

Pureen varmes op i en gryde og smages til med sukker og krydderier. Vrid husblassen og smelt den sammen med pureen.   

Tag gryden af og lad pureen køle af til det er fingervarm eller koldere. 

Pisk fløden og vend den forsigtigt i pureen.  

Jeg har derefter pyntet med mørk chokolade som er sprøjtet ud til blade. Jeg fandt en skabelon på google som jeg printede ud, lagde bagepapir på og kunne så lege med at få de fine chokolade-blade.

Jeg håber I vil have mod på at lege med en lidt anderledes og utraditionel kage


Med mange glade bage hilsner Lulu
Share:

onsdag den 26. april 2017

Noget om morforkælelse, skønhed, #myfactor og nye ord

#myfactor med Max Factor - hvad er din "factor"?

I den der travle mor hverdag glemmer vi mødre tit og ofte os selv - jeg gør i hvert fald. Det gælder også når det kommer til fokus på mit udseende. Jeg drømmer om at huske at give mig selv lidt ekstra pleje, at give mit udseende lidt ekstra opmærksomhed og have tid til lige at fremhæve den der ting ved mit udseende, som jeg især godt kan lide.

Et af de områder, som både er blevet forsømt, men også har forandret sig hos mig er brugen af make-up. Det er ikke kun fordi jeg er blevet mor, men netop også fordi, jeg er blevet mor. 

Som teenager kunne jeg bruge timer på at ligge make-up og prøve nyt af, men jeg har faktisk aldrig brugt make-up i det daglige. Det bunder blandt andet i at jeg var aktiv svømmer og brugte stort set al min tid i en svømmehal. Samtidig havde jeg det der kæmpe plus, at jeg har min mørke farve med mig. Brunt hår, brune øjne og lange øjenvipper. 

Efter 2 graviditeter er jeg desværre endt med at kæmpe en del med uren hud, som følge af hormonforandringer. Det ændrede min tilgang til make-up og istedet for kun at bruge det indimellem blev det en rutine lige at få dækket de værste urenheder, for at slippe for det der jeg ikke ville se på. Udover pudder og en smule mascara har jeg gemt mig lidt bag mine mørke farver og ikke tænkt videre over det. 

Derfor takkede jeg også ja, da Max Factor tilbød mig at kigge forbi og hilse på deres søde Key Make-up artist Mina Ingerslev og få spottet min "myfactor". 



Når man som jeg er lidt novice i make-up verdenen var det sjovt og interessant at få input til hvordan jeg ud fra lidt ændringer i min daglige rutiner, kunne få skabt fokus på #myfactor istedet for bare at gemme det væk jeg ikke ville se på. 

Et nyt ord for mig idag er "brow gel" - Mina spottede straks mine øjenbryn som #myfactor, og selvom jeg ikke selv har tænkt dem, som noget jeg ville fremhæve, fik Mina med lidt enkle tricks fremhævet dem og dermed givet lidt ekstra fokus til mine mørke farver. 



Max Factor kalder deres kampagne #myfactor netop fordi de vil huske os kvinder på, at hylde den "factor" vi er stolte af og bruge make-up'en til at fremhæve den, istedet for, som jeg, blot at skjule mine små skønhedsfejl. 

Som Rozemarijn Koppenaal, Marketing og Director Europe, Max Factor udtaler: 
"Vi ved at alle er smukke på deres egen måde og at skønhed er individuel. Med denne kampagne vil vi motivere alle kvinder til at dyrke deres factor ved at være selvsikre omkring deres udseende og nyde at udtrykke det. Make-up skal ikke være noget, vi bruger til at gemme os. Makeup skal fremhæve vores personlighed og ikke mindst vores "factors". Max Factor's makeup skal få kvinder til at udforske og frembringe deres ultimative selv."
Share:

torsdag den 20. april 2017

Koldhævede rugboller

Sidste dag i påskeferien blev der hygget ekstra om familien. Jeg havde nemlig sat en dej klar i køleskabet søndag aften, så det var bare med at tage den ud, dele den til boller og komme i ovnen.

Børnene elsker når der bliver bagt boller. Min datter var dog lidt utilfreds med at det var en lidt våd dej, så hun måtte ikke trille bollerne, men måtte nøjes med at se på mens mor delte dem og kom i ovnen. 



Opskriften giver ca. 20 lækre rugboller, som også sagtens kan bruges til mellemmåltidet. 

100 g rugflager
4 dl vand

5 dl vand
12,5 g gær
3 tsk salt
150 g havregryn
200 g rugmel
600 g hvedemel


Kom rugflager i en skål med 4 dl koldt vand og lad det stå og trække en times tid. 

Tilsæt derefter 5 dl lunkent vand og rør gæren ud i massen. 

Kom derefter salt, havregryn, rugmel og hvedemel i og ælt det godt sammen. 

Stil i en skål med madfilm over (eller en lukket beholder) i køleskabet over natten. 

Tag dejen ud ½-1 time før du bager bollerne. 

Varm ovnen op til 250 grader og gerne med en pizzasten i. Ellers kan du vende en bradepande om, så den får en plan flade du kan komme bagepapiret med bollerne ind på. 

Kom dejen ud på et meldrysset bord og del den med en dejskraber eller dejspatel. 

Bag bollerne i ovnen i ca. 15 minutter. 
Share:

fredag den 14. april 2017

Forår i et glas - Ramsløgsalt

Nu er foråret kommet og herhjemme nyder vi alle de soltimer vi kan, både i haven og i vores udestue. Blomster titter frem, køkkenhaven bliver gjort klar og der står små krukker til forspiring i vindueskarmen. Det er balsam for sjælen efter vinterens grå og kolde tid. Selvom vi ikke helt kan regne med temperaturerne endnu, suger vi alt det til os vi kan.

Derfor måtte jeg også have lidt ramsløg med hjem, da de tittede frem af jorden på min vej hjem fra arbejde. 

Nu er påsken igang og der står tiden på familiehygge og påskefrokost. Derfor passede det perfekt med en omgang ramsløgsalt til værter og værtinder. Børnene har klippet fine påskeæg til, hvilket må være den helt perfekte gave til bedsteforældre og oldeforældre. 



Opskriften er nem og lige til at gå til, hvis du kommer forbi et sted med ramsløg. Husk at sæt dig godt ind i kendetegnene ved ramsløg inden du plukker løs, så du ikke får plukket den giftige liljekonval, som til forveksling godt kan ligne ramsløg. Kendetegn ved ramsløg er at de dufter af løg, har en lang bladstilk og vokser fra et løg.

Når du har plukket dine ramsløg kan du nemt lave denne skønne ramsløgsalt, som også kan gemmes til de mørke måneder og minde os om foråret.

Ramsløgsalt:
Ca. 60 ramsløgsblade
250 g salt

Skyl ramsløgene og kom dem i en blender sammen med salt. 

Kværn det hele godt og kom det på en bageplade med bagepapir. 

Tør i ovnen ved 50 grader i ca. 2½ time. Mærk på salten at den er helt tør. 

Lad køle af og kom på fine små glas.  




Share:

onsdag den 5. april 2017

Bønnesalat og ingefær-citron te marineret kylling

Forårsvejret indbyder til let og nem mad, som ikke kræver alt for meget tid i køkkenet. Vi vil ud og nyde vejret, haven og vores dejlige udestue, så derfor har vi haft en genganger på bordet. Opskriften på bønnesalat har jeg ikke tidligere skrevet ned, da jeg laver den lidt ud fra, hvad vi lige har af tilbehør i køleskabet. Bønner har vi næste altid i fryseren, så det er en ret, der er hurtig og nem lige at bikse sammen.



Bønnesalat: 
750 g frosne bønner
250 g cherrytomater
1 glas soltørrede tomater
2 rødløg
1 dl sesamfrø

Dressing:
2 spsk ekstra jomfru olivenolie
4 spsk hvidvinseddike
1 tsk dijon sennep
1 tsk flydende honning
Salt og peber

Start med at give bønnerne et opkog i en gryde med vand.

Lad bønnerne køle af.

Skær cherrytomaterne ud i halve eller kvarte afhængigt af størrelsen.

Hak de soltørrede tomater og pil løgene som ligeledes hakkes.

Rør ingredienserne til dressingen godt sammen og hæld den over bønnesalaten og vend det hele godt sammen. Lad stå på køl til servering.

Ingefær-citron te marineret kylling:

3 store kyllingefilter
4 teposer Fredsted ingefær-citron te
1 spsk limesaft
3 spsk ekstra jomfru olivenolie
1 spsk soja
1 spsk honning
½ tsk salt

Skær kyllingen i mindre tern.

Bland indholdet fra teposerne med resten og rør det godt rundt i en skål sammen med kyllingen.

Lad marinere et par timer i køleskabet (jeg gør det gerne klar om morgenen)

Steg kyllingen på en varm pande og server med tilbehør.

Du kan også komme kyllingestykkerne på spyd til grillen. 
Share:

tirsdag den 4. april 2017

Ingen ko på isen - fra træls til trivsel

- Billetterne var sponsoreret af tikko.dk, meninger og holdninger er helt mine egne.




Som småbørns mor har jeg haft rigtig svært ved at komme ud og huske mig selv midt i al hverdagstravlheden. Derfor blev jeg glad da tikko.dk inviterede til foredrag med Chris MacDonald. 

Ikke nok med jeg havde en god undskyldning for at komme lidt ud sammen med nogen af de andre søde Odense bloggere, jeg fik også mulighed for at få en fed oplevelse, som gav stof til eftertanke. 

Som de fleste andre forbandt jeg Chris MacDonald med motion og sundhed. Det er to emner, som fylder meget herhjemme, det kan du læse meget mere om i mit indlæg her: klik klik. Foredraget kom dog langt fra til at handle om de emner og så alligevel lidt. 

Ingen ko på isen - fra træls til trivsel er et foredrag, som med en god portion selvironi handler om hvilke betingelser der skal være til stede, for at vi som mennesker trives. Chris formår at give en øjenåbner for, hvordan vi med vores travle hverdag glemmer os selv og de punkter som ikke er til forhandling, hvis vi skal have en sund trivsel og fungere som mennesker. 

Selv kunne jeg le lidt ad de fælder jeg falder i, mens Chris forsøgte at få os til at se hvor vigtigt det er at have fokus på, hvordan vi udnytter de ressourcer mennesket har, samtidig med at det faktisk skræmte mig, hvor meget vi presser os selv og vores omgivelser. 

I en tid hvor tiden er en knap ressource, er det med at huske sig selv midt i det hele. Der er bare nogen betingelser, der skal være opfyldt for at vi trives og vi kan slippe for den der ko på isen. 

Ud over Chris MacDonald har tikko.dk en masse andre spændende foredrag på programmet og jeg har allerede udset mig et par stykker, som jeg gerne vil bruge min tid på. Jeg har ikke tidligere prioriteret foredrag, men det må der kunne laves om på. At få input fra en anden vinkel kan kun være sundt, ligemeget om man kommer for at blive oplyst eller blot for underholdningen. 

Share:

tirsdag den 14. marts 2017

På tur til Fruens Bøge - en del af Legeruten

Som tilflytter til Odense gik der lidt tid inden jeg helt forstod at Fruens Bøge, Skovsøen og Engen ligger lige op ad hinanden. Det er steder som de fleste der kommer fra Odense blot nævner uden at tænke over, hvor forvirrende det kan være for udefrakommende, at det rent faktisk er et stort område.

Efter vi er flyttet ret tæt på, er det et af de steder vi kommer mest. For børnene hedder det egentlig bare at i skal i skoven eller til legepladsen ved skoven, men de er heller ikke så store endnu.

Idag havde jeg lovet legepladstur efter børnehave. Det var mens der stadig var forventning om sol og lidt varmere vejr, men når mor har lovet legeplads, så skal der være legeplads.

Vi fik derfor hentet børn og tog op på legepladsen ved Skovalléen. Det er en Kompan legeplads med blødt underlag, som ligge lige ved siden af skinnerne til Fruens Bøge Station, så ud over en rigtig fin legeplads, er det også et kæmpe hit når signalet går igang og toget er på vej. Så myldrer det med børn som skynder sig ned fra legepladsens tårne, vipper og rutsjebaner, for nu skal de se toget.



Legepladsen er rigtig fin og vi har brugt den siden den blev sat op for 2½ år siden. Dengang var Amilia lige knap 2 år og den passede rigtig fin til hende. Jeg har skrevet lidt om vores første tur her. Det er nemt at komme op på legetårne og rutsje ned af rutsjebanerne selvom man ikke er så stor. Samtidig er det et blødt underlag, så børnene slår sig ikke så hårdt hvis de falder ned.



Hvis du fortsætter ind af i Fruens Bøge skov kommer du til et stort "Bøgeblad" og ved siden af bladet er der en balancebane. Her fik børnene også tumlet rundt og udfordret balancen.




Når man ikke er så stor er det også helt fantastisk at vi er inde i skoven, så der er blevet klatret og kastet med blade. Så skidt med vejret ikke var så godt, som mor havde regnet med.



Da vi var færdige på balancebanen kørte vi hjem, men har du god tid og brug for mere luft, så kan du nemt tage en tur rundt om Skovsøen eller gå en tur ud forbi Odense Zoo. Der er masser af gode stier til en gå- eller løbetur.



Både legepladsen ved Skovalléen og legepladsen i Fruens Bøge Skov er en del af Legeruten. Legeruten består af legepladser langs Odense Å. En del af legepladserne kender vi allerede, men konceptet med at lave en rute for leg og udfordring, synes jeg er rigtig god. Jeg overvejer bestemt en tur rundt på ruten, men det bliver vist en legeplads ad gangen. 
Share:

Om mig

Mit billede
I vores hjem bor mor, far, storesøster på 4 år, lillebror på 2 år og katten Gismo. Vi nyder familietid, god mad og lækre kager. Kommer ofte med kreative input og elsker at rejse ud og opleve nye ting. I vores hjem er der plads til kys og kram, rod og kaos, fis og ballade, stilletid og ro. Vores hjem befinder sig i Odense og som tilflyttere til byen tager vi gerne på opdagelse for at finde nye måder at opleve og leve. Jeg kan kontaktes på homebybianca @ outlook.dk

Instagram @biancasverden

Popular Posts

Blog Archive

Design by Bianca. Leveret af Blogger.

Follow by Email

Copyright © Home by Bianca | Powered by Blogger

Design by ThemePacific | Blogger Theme by NewBloggerThemes.com