søndag den 22. januar 2017

Grønkålssalat med appelsin, æble og valnødder

Jeg synes sådan en gang grønkålssalat ser super lækker ud. Alligevel er det ikke en spise vi har prøvet herhjemme, så det måtte der gøres noget ved.

Manden min fik derfor sat en flæskesteg i ovnen til langtidsstegning og så fik jeg lavet grønkålssalat til. Da jeg ikke rigtigt havde overvejet hvad der skulle i salaten, måtte jeg se hvad der lige var i køleskabet. 

Det blev til en dejlig sprød grønkålssalat med appelsin, æble og valnødder. 



Opskriften skal I selvfølgelig ikke snydes for, så den får I her: 

300 g grønkål
1 stort æble
2 appelsiner
2 håndfulde valnødder

Saften fra de udskårede appelsiner
4 spsk ekstra jomfruolivenolie
4 spsk hvidvins eddike
Ramsløgs salt og peber
1 spsk sukker

Skær grønkålen fra de tykke stikle, hak det fint og kom det i en skål. 

Skær kernehuset ud af æblet, skær det i mindre stykker og kom det i skålen til grønkålen. 

Skræl appelsinerne, skær dem i mindre stykker og kom dem i skålen. (saften på skærebrættet hældes i en separat skål til blanding af dressing.)

Bland dressingen af appelsinsaft, olivenolie, hvidvins eddike, salt, peber og sukker og smag til.

Hæld dressingen over salaten og bland det godt. Top med valnødder. 
Share:

tirsdag den 17. januar 2017

Lysaften i Odense Zoo

Vi bor ca. 4 km fra Odense Zoo og derfor har vi selvfølgelig også årskort dertil. Børnene elsker det og vi er ofte kun afsted en enkelt time eller to, for lige at sige hej til dyrene.

I fredags var det dog ikke kun dyrene som trak os til, men Odense Zoo havde arrangeret lysaften, hvor de havde sørget for at lave den fineste lys opsætning med alverdens farver. 

Børnene synes at det var hyggeligt at gå og sige godnat til alle dyrene og vi nød det flotte lys. 



Det giver en helt speciel stemning at gå rundt i mørket, mens lyset skaber skygger og stilheden og aftenroen har sænket sig over zoologiskhave og dyrene. 

Skulle du selv have lyst til at se det fine lys og opleve zoo ved aftentid kan du nå det endnu. De holder åbent fredag og lørdag i januar fra 17-20 og igen i vinterferien. 










Share:

mandag den 9. januar 2017

Stikkelsbærtærte med marcipan og Tatjana Stikkelsbærmarmelade

- Indlægget er sponsoreret. 

"Den Gamle Fabrik har lanceret 3 nye feinschmeckermarmelader lavet af nøje udvalgte bærsorter. De tre marmelader bliver nænsomt syltet i åbne gryder, præcis som i gamle dage. Tilberedningen sker uden kogning, og marmeladen hældes derefter nænsomt på glas. Derved bibeholder råvarerne deres naturlige smag, og bær- og frugtstykker bevares bedst muligt. Det er smagen af dansk sommer på glas.

Fælles for de tre varianter er, at de alle har e fin balance mellem det sure og det søde. Er du mest til det søde, bør du smage Ben Lemond Solbær, som med sine hele bær, kraftige og sødmefulde smag er et perfekt match til det lækre ostebord. 

Åbner du Rondom Ribs, mødes du af en frisk og syrlig duft, som vækker minder om havens nyplukkede bær. Marmeladen er let og har en god sødmebalance med syrlige noter. 

Tatjana Stikkelsbær har en afdæmpet, aromatisk smag, som frembringes af de karakteristiske stikkelsbær, der er kendetegnet ved deres store, søde og aromatiske bær. Denne marmelade passer også perfekt på tapasbordet."

Sådan skriver Den Gamle Fabrik i deres pressemeddelelse. Jag havde derfor store forventninger til smagen i de fine marmelader.

Med pressemeddelelsen fik jeg lidt fine opskrifter og da jeg aldrig har smagt stikkelsbærmarmelade blev de kigget nærmere på for at finde en opskrift hvor marmeladen kunne bruges.

Det endte med en fin Stikkelsbærtærte med marcipan. Jeg havde også tilføjet lidt nougat, da jeg havde en rest fra jul til overs. Kombinationen passede rigtig godt til den stikkelsbærmarmeladen. Den Gamle Fabrik foreslår at vi serverer med cremefraiche til, men det syntes jeg slet ikke var nødvendigt. Tærten bliver en tung og lækker kage, som egner sig rigtig godt til dessertbordet.


Opskriften kan findes på Den Gamle Fabriks hjemmeside her, men I får den nu alligevel her med mit twist med nougat i.

Opskriften er til 4 personer og passer til en tærteform 26 cm i diameter.

Bunden:
100 g smør
200 g hvedemel
100 g sukker
1 æg
1 knsp salt

Fyldet:
2 æggehvider
4 spsk sukker
150 g revet marcipan
100 g rørt nougat
½ stang vanilje
400 g DEN GAMLE FABRIK - Tatjana Stikkelsbær
40 g mandelflager

Kom melet i en skål og smuldr smørret i.

Tilsæt herefter sukker, æg og salt og saml det hele hurtigt til en ensartet dej. Hvis dejen smuldrer kan du tilføje lidt vand.

Hvil dejen i ca. 45 minutter i køleskabet (jeg endte med 3 timer, da dejen blev lavet klar før vi spiste aftensmad).

Rul dejen ud og læg den i et smurt tærtefad.

Pisk æggehviderne stive, tilsæt sukkeret og pisk til det bliver sejt.

Vend den revne marcipan og nougat i sammen med vaniljekorn fra ½ vaniljestang.

Fordel blandingen i tærtebunden og herefter fordeles marmeladen oven på. Til sidst drysses med mandelflager.

Bag tærten ved 175 grader i ca. 30 minutter. 
Share:

søndag den 8. januar 2017

Windowcakes med Ben Lemond Solbærmarmelade

- Indlægget er sponsoreret

"Den Gamle Fabrik har lanceret 3 nye feinschmeckermarmelader lavet af nøje udvalgte bærsorter. De tre marmelader bliver nænsomt syltet i åbne gryder, præcis som i gamle dage. Tilberedningen sker uden kogning, og marmeladen hældes derefter nænsomt på glas. Derved bibeholder råvarerne deres naturlige smag, og bær- og frugtstykker bevares bedst muligt. Det er smagen af dansk sommer på glas.

Fælles for de tre varianter er, at de alle har e fin balance mellem det sure og det søde. Er du mest til det søde, bør du smage Ben Lemond Solbær, som med sine hele bær, kraftige og sødmefulde smag er et perfekt match til det lækre ostebord. 

Åbner du Rondom Ribs, mødes du af en frisk og syrlig duft, som vækker minder om havens nyplukkede bær. Marmeladen er let og har en god sødmebalance med syrlige noter. 

Tatjana Stikkelsbær har en afdæmpet, aromatisk smag, som frembringes af de karakteristiske stikkelsbær, der er kendetegnet ved deres store, søde og aromatiske bær. Denne marmelade passer også perfekt på tapasbordet."

Sådan skriver Den Gamle Fabrik i deres pressemeddelelse. Jeg havde derfor store forventninger til smagen og den måtte testes af i lidt bagværk.

Da det netop har været jul og det er ved at være nogle år siden, at jeg bagte windowcakes var det for mig oplagt at komme den søde solbærmarmelade lavet af Ben Lemond bær i lidt småkager, som familien kunne nyde sammen.

Kagerne havde en dejlig sødme og kan sagtens spises året rundt. Jeg havde valgt at udstikke dem som hjerter, da jeg stadig er lidt i juletema herhjemme og julen er jo hjerternes fest. De fine hjerter vil også være perfekte til Valentins dag.

Opskriften er nem og du kan sagtens tage børnene med i køkkenet. De vil elske at stikke de søde hjerter ud eller andre figurer lige efter jeres hoved. Det vigtigste er at der kommer et fint vindue i kagerne, så marmeladen kan være der.


Opskriften på ca. 25 kager får du her.
Dejen kan sagtens gøres klar dagen før og ligge i køleskabet over natten.

175 g koldt smør
250 g hvedemel
125 g sukker
4 tsk kakao
ca. 1 dl marmelade

Kom melet i en skål og smuldr det kolde smør heri.

Tilsæt sukker og kakao og ælt det hele godt igennem til du har en samlet dej.

Kom på køl i ca. 20 minutter eller til næste dag.

Rul dejen ud og stil hjerter ud  af dejen med en udstikker. Udstik et mindre hjerte i halvdelen af hjerterne og sæt dem allesammen forsigtigt på en bageplade med bagepapir.

Bag dem ved 200 grader i ca. 8 minutter.

Lad kagerne afkøle og kom en lille klat syltetøj på de hele hjerter. Læg derefter de hullede hjerter ovenpå.

Share:

fredag den 6. januar 2017

Livsstilsændring… bl.a. bl.a. bl.a....


Nu er vi nået på den anden side af alle nytårsforsætterne og lige som så mange andre, har jeg derfor fokus på mig selv, mit liv og min sundhed, så her kommer der et lille skriv fra mig om emnet.  


Når du siger livsstilsændring er alt jeg hører… 
·        Det er bare fordi du ikke lever på den rigtige måde
·        Du foretager forkerte valg
·        Det er altså nemt, du skal bare tage dig sammen
Men ved du hvad?! – det er dit liv:
·        Du lever dit liv, som du vil
·        Du foretager de valg, som du mener er rigtige for dig
·        Det er altså svært, at ændre de der vaner.
Så var det lige at jeg lavede en livsstilsændring i 2016 – eller det vil sige jeg kiggede nærmere på mine vaner, for at se hvor jeg kunne ændre dem. Den primære grund for mit vedkommende, er at jeg har en krop der pga. 4 knæoperationer og et piskesmæld efter et biluheld ofte er smerteramt.
Jeg startede derfor i starten af 2016 en proces, for man kan ikke ændre sit liv og sine vaner fra den ene dag til den anden. Jeg startede med at finde frem til, hvilke vaner jeg synes var gode og hvilke jeg gerne ville lave om på. På den måde kunne jeg bedre fokusere på det der skulle ændres og hvordan.   
Status januar 2016:
·        Jeg elsker god mad – kan være en både en god og en dårlig vane afhængig af indholdet

·        Jeg elsker søde sager – dårlig vane i for store mængder

·        Dårlige undskyldninger: Mine 4 knæoperationer er blevet en undskyldning for at undgå for meget og for hård træning – virkelig dårlig vane

·        Tid til mig selv: Jeg har svært ved at finde tid til mig selv midt i små børns hverdagen og en mand der arbejder meget – dårlig vane

·        Træning 1 gang om ugen: Udendørs kvindecross hos morskrop.dk 1 gang om ugen. – rigtig god vane (jeg startede med barnevognscross, da jeg havde fået Zander, da jeg havde en del skavanker efter en hård graviditet og her er træning hos en fagperson en rigtig god idé)
Det var helt klart plads til forbedringer og heldigvis er status en helt anden her i januar 2017.
Det vigtigste var for mig først og fremmest at skabe tid og have bedre fokus på mig selv, for ikke at ende i de samme vaner igen. At skabe tid er også den sværeste opgave, da det er en knap faktor, når man har små børn og begge forældre er udearbejdende.
Jeg startede derfor januar med at beslutte at ændre en vane ad gangen. Når den vane var blevet til en god vane i stedet for den sure pligt, som det var i starten, så jeg på, hvad jeg så kunne ændre. Det krævede ikke kun noget af mig, men også min mand har måttet involvere sig, for at jeg kunne skabe plads til mig selv.
·        Ugeplaner: Første skridt var, at lave en oversigt over alt der skal nås i løbet af en uge som familie og herefter få lagt en plan, så alle kan deltage aktivt i at få familien til at hænge sammen.

·        Madplaner: Madplaner bruge vi i forvejen, så det var ikke noget nyt her. Madplanerne gør eftermiddagene nemmere, da vi ikke først skal finde ud af hvad vi skal spise, men bare kan gå i gang med madlavningen. Det er selvfølgelig tilladt at improvisere, men så gør vi det fordi overskuddet til det er der.

Samtidig er det nemmere at få lidt sundere madvarer på tallerkenen. Så vi fik hurtigt aftalt at der skulle være 2/3 grønt på tallerkenen som minimum, så vi fik nogen flere vitaminer i os og børnene.

·        Gåture: Når man som jeg har nogle skavanker, er det ikke nogen god idé bare at gå i gang med at træne. Faktisk forsøgte jeg at begynde at løbe mellem mine to graviditeter, hvilket kun endte med en knækket menisk i knæet og endnu en operation. Jeg har derfor fået forbudt løb, men ville stadig gerne have frisk luft og det frirum, der følger med når man er udendørs. Gåture blev derfor en løsning. Jeg startede med at gå ½-1 time 4 gange om ugen indtil kroppen var klar til at komme videre og det for mig var blevet en naturlig del af rutinen i løbet af ugen.  

·        Træning: Da jeg først følte at kroppe var klar til at træne lidt hårdere. Blev det forskellige træningspas, der kom i ugeplanen. Jeg fandt nogen programmer på nettet, så jeg vidste hvad jeg skulle i gang med og ikke først skulle overveje hvad jeg lige havde lyst til, for så tror jeg sofaen havde vundet.

Status januar 2017:

·        Jeg elsker god mad – Jeg spiser stadig alt for meget god mad, men i mindre portioner og ikke lige så ofte.

·        Jeg elsker søde sager – Her er det også lykkes mig at skære ned, men jeg falder stadig i af og til og det har jeg tilladt at gøre plads til, så jeg ikke ender med at stå med dårlig samvittighed.

·        Dårlige undskyldninger: Der er stadig ting jeg ikke kan og må, fordi kroppen siger fra, men jeg har fundet min måde at få kroppen i bevægelse og har stort set været smertefri i snart 1 år. At jeg holder musklerne i gang hjælper mig til at styrke de områder, som giver smerterne. Træningen har dog også givet mig lidt skader undervejs. I løbet af året har jeg både forstuvet min ankel og min ene lilletå, simpelthen fordi jeg er klodset.

·        Tid til mig selv: Der kom tid i kalenderen og jeg blev en prioritet, så der ikke kun står mor på visitkortet.

·        Træning 1 gang om ugen: Jeg træner stadig udendørstræning med morskrop.dk og selvom det er svært at komme afsted her om vinteren, er det en fed fornemmelse bagefter. Har du som jeg et stillesiddende arbejde og lidt småskavanker, kan jeg anbefale kvindecross hos morskrop.dk. Samtidig har jeg fået mere træning ind i ugeplanen og jeg træner derfor minimum 4 gange om ugen.
·        Ekstra tiltag: Jeg går nu ca. 25-30 minutter i min frokostpause på arbejdet. Simpelthen fordi jeg nyder at få lidt frisk luft og mærke kroppen kan andet end at sidde på en kontorstol.


Jeg har ikke fundet mirakel kuren til et større vægttab eller masser af energi, men jeg har fundet frem til den hverdag jeg godt kan lide. Den der giver mig energi og god samvittighed og gør at jeg kan give mere af mig selv. Selvfølgelig er der stadig plads til at udfordre mig selv endnu mere og vi har da perioder med modgang, der gør det svært at tage sig sammen, men overordnet set er jeg godt tilfreds med den hverdag jeg/vi har fået skabt og håber de gode vaner er kommet for at blive.
Share:

Om mig

Mit billede
I vores hjem bor mor, far, storesøster på 4 år, lillebror på 2 år og katten Gismo. Vi nyder familietid, god mad og lækre kager. Kommer ofte med kreative input og elsker at rejse ud og opleve nye ting. I vores hjem er der plads til kys og kram, rod og kaos, fis og ballade, stilletid og ro. Vores hjem befinder sig i Odense og som tilflyttere til byen tager vi gerne på opdagelse for at finde nye måder at opleve og leve. Jeg kan kontaktes på homebybianca @ outlook.dk

Instagram @biancasverden

Popular Posts

Blog Archive

Design by Bianca. Leveret af Blogger.

Follow by Email

Copyright © Home by Bianca | Powered by Blogger

Design by ThemePacific | Blogger Theme by NewBloggerThemes.com