lørdag den 29. april 2017

Gæsteblogger og græskar-mousse kage

Min søde veninde og medlem af min kageklub har skrevet sit første gæsteindlæg. Tag godt imod hende og hendes lækre kage opskrift.  

Kender I det når man møder en, som man bare klikker med? - Hvor kemien bare passer som fod i hose. Lidt som når man bliver forelsket og tænker hende/ham her er da bare for dejlig en person. 

Jeg har mødt en, som bare gør mig glad – og jeg håber, at jeg kan give lige så meget tilbage og at vores venskab vil blomstre. Jeg forelskede mig, da jeg fandt ud at hun går lige så meget op i om chokoladen rammer 33 eller 34 grader, kan sætte sig ind at jeg sortere mine småkager i 1.- og 2.-sortering, at hun forstår frustrationen ved luftbobler i en frugtgele og synes glæden ved noget nyt bageudstyr er lige så lækkert som mig.

Derudover deler vi ret mange af de samme værdier. Vi har næsten jævnaldrende børn og så har hun i perioder været meget alene med børnene da de var små, fordi hendes mand arbejdede meget. Hun kan derfor meget nemt sætte sig ind i, hvordan det er at rende rundt med havregrød i håret en hel dag, eller at man faktisk ikke gider i bad selv om ens unge lige har kastet op ud over en.

Meget kort; vi mødtes til kvindecross (udendørs træning med en masse andre mødre) tjek gerne http://www.morskrop.dk/ ud. Vi fandt ud af, at vi bor rimelig tæt på hinanden, og da der så var sommerferiepause og vi ikke skulle holde ferie, aftalte vi at fortsætte vores træning sammen henover sommeren. Her faldt snakken ret hurtigt på kage og frøet til vores venskab blev sået.

Bianca tog så det fantastiske initiativ at vi sammen med to andre skønne bagenørder skulle lave os en bageklub. Vi mødtes første gang i begyndelsen af november. Vi havde aftalt, at vi ville have et tema og denne første gang var det oplagt med efterår som inspiration. Fra min hånd blev det til denne kage med græskar:






Græskar-mousse kage
Krydret græskar bund
170 g. smør
200 g brun farin
225 g sukker
3 æg
2,5 dl græskar pure
1 ¼ dl kærnemælk
250 g mel
2 tsk bagepulver
Vanilie (jeg brugte flydende svarende til en halv stang)
1 ½ tsk kanel
1 tsk natron
½ tsk muskatnød

Græskar pureen er lavet ved at skære et lille hokaido-græskar ud i stykker på størrelse med duplo-klods. Indmaden er fjernet, men lad endelig skrællen blive – den er med til at give en god orange farve. Op i en gryde med en lille skvat vand og så skal det ved svag varme koges mørt. Græskarret afgiver væske så der skal kun meget lidt vand til. 

Når det er så mørt at stykkerne kan moses med en ske, pureres det med en stavblender. Der skal bruges både pure i bunden og i moussen. Den pure man får i overskud kan fryses.

Pisk smør. Tilsæt sukker og pisk til det er en ensartet masse. 

Tilføj et æg ad gangen mens der piskes.

Bland græskarpure og kærnemælk sammen i en skål og i en anden skål blandes alle de tørre ingredienser sammen. Rør nu gradvist det tørre og våde i smørblandingen.

Hæld i en springform og bag ca. 30-40 min. ved 200 grader.

Jeg brugte en lille form på ca 16 cm. Dette gav en høj bund som jeg så flækkede til to bunde. Man vil også kunne bruge en større form, men så skal moussen nok ganges op.

Mousse:
2 blade husblas
2 dl fløde
2 dl græskarpure
85 g sukker (muligvis mere)
½ - 1 tsk vanilie (pulver eller flydene – ikke sukker)
1 tsk kanel
Muskat
Ingefær
Kardemomme

Husblas lægges i blød. 

Pureen varmes op i en gryde og smages til med sukker og krydderier. Vrid husblassen og smelt den sammen med pureen.   

Tag gryden af og lad pureen køle af til det er fingervarm eller koldere. 

Pisk fløden og vend den forsigtigt i pureen.  

Jeg har derefter pyntet med mørk chokolade som er sprøjtet ud til blade. Jeg fandt en skabelon på google som jeg printede ud, lagde bagepapir på og kunne så lege med at få de fine chokolade-blade.

Jeg håber I vil have mod på at lege med en lidt anderledes og utraditionel kage


Med mange glade bage hilsner Lulu
Share:

onsdag den 26. april 2017

Noget om morforkælelse, skønhed, #myfactor og nye ord

#myfactor med Max Factor - hvad er din "factor"?

I den der travle mor hverdag glemmer vi mødre tit og ofte os selv - jeg gør i hvert fald. Det gælder også når det kommer til fokus på mit udseende. Jeg drømmer om at huske at give mig selv lidt ekstra pleje, at give mit udseende lidt ekstra opmærksomhed og have tid til lige at fremhæve den der ting ved mit udseende, som jeg især godt kan lide.

Et af de områder, som både er blevet forsømt, men også har forandret sig hos mig er brugen af make-up. Det er ikke kun fordi jeg er blevet mor, men netop også fordi, jeg er blevet mor. 

Som teenager kunne jeg bruge timer på at ligge make-up og prøve nyt af, men jeg har faktisk aldrig brugt make-up i det daglige. Det bunder blandt andet i at jeg var aktiv svømmer og brugte stort set al min tid i en svømmehal. Samtidig havde jeg det der kæmpe plus, at jeg har min mørke farve med mig. Brunt hår, brune øjne og lange øjenvipper. 

Efter 2 graviditeter er jeg desværre endt med at kæmpe en del med uren hud, som følge af hormonforandringer. Det ændrede min tilgang til make-up og istedet for kun at bruge det indimellem blev det en rutine lige at få dækket de værste urenheder, for at slippe for det der jeg ikke ville se på. Udover pudder og en smule mascara har jeg gemt mig lidt bag mine mørke farver og ikke tænkt videre over det. 

Derfor takkede jeg også ja, da Max Factor tilbød mig at kigge forbi og hilse på deres søde Key Make-up artist Mina Ingerslev og få spottet min "myfactor". 



Når man som jeg er lidt novice i make-up verdenen var det sjovt og interessant at få input til hvordan jeg ud fra lidt ændringer i min daglige rutiner, kunne få skabt fokus på #myfactor istedet for bare at gemme det væk jeg ikke ville se på. 

Et nyt ord for mig idag er "brow gel" - Mina spottede straks mine øjenbryn som #myfactor, og selvom jeg ikke selv har tænkt dem, som noget jeg ville fremhæve, fik Mina med lidt enkle tricks fremhævet dem og dermed givet lidt ekstra fokus til mine mørke farver. 



Max Factor kalder deres kampagne #myfactor netop fordi de vil huske os kvinder på, at hylde den "factor" vi er stolte af og bruge make-up'en til at fremhæve den, istedet for, som jeg, blot at skjule mine små skønhedsfejl. 

Som Rozemarijn Koppenaal, Marketing og Director Europe, Max Factor udtaler: 
"Vi ved at alle er smukke på deres egen måde og at skønhed er individuel. Med denne kampagne vil vi motivere alle kvinder til at dyrke deres factor ved at være selvsikre omkring deres udseende og nyde at udtrykke det. Make-up skal ikke være noget, vi bruger til at gemme os. Makeup skal fremhæve vores personlighed og ikke mindst vores "factors". Max Factor's makeup skal få kvinder til at udforske og frembringe deres ultimative selv."
Share:

torsdag den 20. april 2017

Koldhævede rugboller

Sidste dag i påskeferien blev der hygget ekstra om familien. Jeg havde nemlig sat en dej klar i køleskabet søndag aften, så det var bare med at tage den ud, dele den til boller og komme i ovnen.

Børnene elsker når der bliver bagt boller. Min datter var dog lidt utilfreds med at det var en lidt våd dej, så hun måtte ikke trille bollerne, men måtte nøjes med at se på mens mor delte dem og kom i ovnen. 



Opskriften giver ca. 20 lækre rugboller, som også sagtens kan bruges til mellemmåltidet. 

100 g rugflager
4 dl vand

5 dl vand
12,5 g gær
3 tsk salt
150 g havregryn
200 g rugmel
600 g hvedemel


Kom rugflager i en skål med 4 dl koldt vand og lad det stå og trække en times tid. 

Tilsæt derefter 5 dl lunkent vand og rør gæren ud i massen. 

Kom derefter salt, havregryn, rugmel og hvedemel i og ælt det godt sammen. 

Stil i en skål med madfilm over (eller en lukket beholder) i køleskabet over natten. 

Tag dejen ud ½-1 time før du bager bollerne. 

Varm ovnen op til 250 grader og gerne med en pizzasten i. Ellers kan du vende en bradepande om, så den får en plan flade du kan komme bagepapiret med bollerne ind på. 

Kom dejen ud på et meldrysset bord og del den med en dejskraber eller dejspatel. 

Bag bollerne i ovnen i ca. 15 minutter. 
Share:

fredag den 14. april 2017

Forår i et glas - Ramsløgsalt

Nu er foråret kommet og herhjemme nyder vi alle de soltimer vi kan, både i haven og i vores udestue. Blomster titter frem, køkkenhaven bliver gjort klar og der står små krukker til forspiring i vindueskarmen. Det er balsam for sjælen efter vinterens grå og kolde tid. Selvom vi ikke helt kan regne med temperaturerne endnu, suger vi alt det til os vi kan.

Derfor måtte jeg også have lidt ramsløg med hjem, da de tittede frem af jorden på min vej hjem fra arbejde. 

Nu er påsken igang og der står tiden på familiehygge og påskefrokost. Derfor passede det perfekt med en omgang ramsløgsalt til værter og værtinder. Børnene har klippet fine påskeæg til, hvilket må være den helt perfekte gave til bedsteforældre og oldeforældre. 



Opskriften er nem og lige til at gå til, hvis du kommer forbi et sted med ramsløg. Husk at sæt dig godt ind i kendetegnene ved ramsløg inden du plukker løs, så du ikke får plukket den giftige liljekonval, som til forveksling godt kan ligne ramsløg. Kendetegn ved ramsløg er at de dufter af løg, har en lang bladstilk og vokser fra et løg.

Når du har plukket dine ramsløg kan du nemt lave denne skønne ramsløgsalt, som også kan gemmes til de mørke måneder og minde os om foråret.

Ramsløgsalt:
Ca. 60 ramsløgsblade
250 g salt

Skyl ramsløgene og kom dem i en blender sammen med salt. 

Kværn det hele godt og kom det på en bageplade med bagepapir. 

Tør i ovnen ved 50 grader i ca. 2½ time. Mærk på salten at den er helt tør. 

Lad køle af og kom på fine små glas.  




Share:

onsdag den 5. april 2017

Bønnesalat og ingefær-citron te marineret kylling

Forårsvejret indbyder til let og nem mad, som ikke kræver alt for meget tid i køkkenet. Vi vil ud og nyde vejret, haven og vores dejlige udestue, så derfor har vi haft en genganger på bordet. Opskriften på bønnesalat har jeg ikke tidligere skrevet ned, da jeg laver den lidt ud fra, hvad vi lige har af tilbehør i køleskabet. Bønner har vi næste altid i fryseren, så det er en ret, der er hurtig og nem lige at bikse sammen.



Bønnesalat: 
750 g frosne bønner
250 g cherrytomater
1 glas soltørrede tomater
2 rødløg
1 dl sesamfrø

Dressing:
2 spsk ekstra jomfru olivenolie
4 spsk hvidvinseddike
1 tsk dijon sennep
1 tsk flydende honning
Salt og peber

Start med at give bønnerne et opkog i en gryde med vand.

Lad bønnerne køle af.

Skær cherrytomaterne ud i halve eller kvarte afhængigt af størrelsen.

Hak de soltørrede tomater og pil løgene som ligeledes hakkes.

Rør ingredienserne til dressingen godt sammen og hæld den over bønnesalaten og vend det hele godt sammen. Lad stå på køl til servering.

Ingefær-citron te marineret kylling:

3 store kyllingefilter
4 teposer Fredsted ingefær-citron te
1 spsk limesaft
3 spsk ekstra jomfru olivenolie
1 spsk soja
1 spsk honning
½ tsk salt

Skær kyllingen i mindre tern.

Bland indholdet fra teposerne med resten og rør det godt rundt i en skål sammen med kyllingen.

Lad marinere et par timer i køleskabet (jeg gør det gerne klar om morgenen)

Steg kyllingen på en varm pande og server med tilbehør.

Du kan også komme kyllingestykkerne på spyd til grillen. 
Share:

tirsdag den 4. april 2017

Ingen ko på isen - fra træls til trivsel

- Billetterne var sponsoreret af tikko.dk, meninger og holdninger er helt mine egne.




Som småbørns mor har jeg haft rigtig svært ved at komme ud og huske mig selv midt i al hverdagstravlheden. Derfor blev jeg glad da tikko.dk inviterede til foredrag med Chris MacDonald. 

Ikke nok med jeg havde en god undskyldning for at komme lidt ud sammen med nogen af de andre søde Odense bloggere, jeg fik også mulighed for at få en fed oplevelse, som gav stof til eftertanke. 

Som de fleste andre forbandt jeg Chris MacDonald med motion og sundhed. Det er to emner, som fylder meget herhjemme, det kan du læse meget mere om i mit indlæg her: klik klik. Foredraget kom dog langt fra til at handle om de emner og så alligevel lidt. 

Ingen ko på isen - fra træls til trivsel er et foredrag, som med en god portion selvironi handler om hvilke betingelser der skal være til stede, for at vi som mennesker trives. Chris formår at give en øjenåbner for, hvordan vi med vores travle hverdag glemmer os selv og de punkter som ikke er til forhandling, hvis vi skal have en sund trivsel og fungere som mennesker. 

Selv kunne jeg le lidt ad de fælder jeg falder i, mens Chris forsøgte at få os til at se hvor vigtigt det er at have fokus på, hvordan vi udnytter de ressourcer mennesket har, samtidig med at det faktisk skræmte mig, hvor meget vi presser os selv og vores omgivelser. 

I en tid hvor tiden er en knap ressource, er det med at huske sig selv midt i det hele. Der er bare nogen betingelser, der skal være opfyldt for at vi trives og vi kan slippe for den der ko på isen. 

Ud over Chris MacDonald har tikko.dk en masse andre spændende foredrag på programmet og jeg har allerede udset mig et par stykker, som jeg gerne vil bruge min tid på. Jeg har ikke tidligere prioriteret foredrag, men det må der kunne laves om på. At få input fra en anden vinkel kan kun være sundt, ligemeget om man kommer for at blive oplyst eller blot for underholdningen. 

Share:

Om mig

Mit billede
I vores hjem bor mor, far, storesøster på 4 år, lillebror på 2 år og katten Gismo. Vi nyder familietid, god mad og lækre kager. Kommer ofte med kreative input og elsker at rejse ud og opleve nye ting. I vores hjem er der plads til kys og kram, rod og kaos, fis og ballade, stilletid og ro. Vores hjem befinder sig i Odense og som tilflyttere til byen tager vi gerne på opdagelse for at finde nye måder at opleve og leve. Jeg kan kontaktes på homebybianca @ outlook.dk

Instagram @biancasverden

Instagram @foodbybianca

Instagram @diybybianca

Popular Posts

Blog Archive

Design by Bianca. Leveret af Blogger.

Follow by Email

Copyright © Home by Bianca | Powered by Blogger

Design by ThemePacific | Blogger Theme by NewBloggerThemes.com