søndag den 31. december 2017

Nyt år - nye vaner

Nu starter vi jo snart et nyt år og det betyder gerne en masse nytårsforsætter for de fleste. Nytårsforsætter som ofte bliver gemt og glemt hurtigt igen.


I starten af 2017 fortalte jeg lidt om en livsstilsændring, som havde givet mig meget mere overskud og glæde i 2016. Du kan læse indlægget lige her: Livsstilsændring... blah blah blah

I indlægget fortæller jeg blandt andet om min oplevelse af ordet livsstilsændring og at jeg synes det godt kan lyde som om, at man lever livet helt forkert inden man ændrer sit liv. Her fik jeg også introduceret de gode vaner. Et udtryk der for mig er meget mere værd end livsstilsændring. Gode vaner er noget du gerne vil give dig selv, så du bliver bedre til noget eller gladere for det du gør.

Jeg beskrev også mine gode vaner og året 2017 skulle blive året, hvor jeg fortsatte det gode arbejde istedet for at indføre en masse nye vaner. Det gik rigtig fint og jeg blev gladere og mere tilfreds med mig selv.


Desværre skete der det, der nogen gange sker, at vi man kommer ud for en oplevelse, som man ikke selv er herre over. For mig betød det at jeg i Oktober måned fik lavet en skade på mit knæ, som gjorde at jeg gik helt i stå. Jeg kunne ingenting på grund af smerterne og fik derfor heller ikke holdt min træning og mig selv ved lige. Oveni har jeg været syg det meste af december, hvilket har betydet alt for mange hurtig løsninger på madfronten.

Det var to af mine gode vaner, som desværre er forsvundet helt på nuværende tidspunkt. Istedet for at ærgrer mig over det, har jeg valgt at se positivt på det. For ud af 4 gode vaner for året, har vi fuldført 2. Vi laver fortsat ugeplaner og madplaner og det fungerer rigtigt godt. Selvom madplanerne ikke er blevet overholdt så godt det sidste stykke tid, så tager vi stadig stilling. Samtidig har vi fået lavet en fælles kalender på vores mobiler, som vi begge har adgang til at skrive i, hvilket har gjort det hele meget mere overskueligt.

Vaner for 2018:
Når du først har fået en god vane, er det ikke noget man lige slipper igen. Mit udfald her i efteråret, har derfor også betydet rigtig meget dårlig samvittighed over at jeg ikke kunne vedholde mine gode vaner, men jeg har accepteret det og ved at jeg kan få den gode vane igen.

  • I 2018 skal jeg derfor finde tilbage til mine gode vaner, fordi det giver mig overskud og energi og jeg ved, at jeg kan: 
    • Træning
    • Overholdelse af madplanerne.

Nye vaner i 2018:
  • Oprydning i mine billeder: Uha hvem tager ikke mange billeder, nu hvor det er så nemt tilgængeligt? Jeg gør og jeg tager rigtig mange billeder. Desværre er jeg ikke så god til at holde styr på de der billeder. Det betyder ofte at jeg skal bruge lang tid på at finde et bestemt billede frem. Jeg vil derfor gerne have en vane i 2018, hvor jeg en gang om måneden gennemgår billederne fra forrige måned, herunder får sorteret og slettet og gemt dem på mit drev. (jeg forventer at tage mig af billederne fra 2018 den pågældende måned, men også dem fra 2017 samme måned, så det giver et naturligt flow)
  • Planlægning af idéer: Jeg får rigtig mange idéer og mit kreative rodehoved roder tit rigtig meget. Jeg vil derfor gerne have et bedre overblik over mine idéer og det betyder at der skal afsættes tid til udførelsen af dem i kalenderen. Så mere kalenderstyring på min tid for dette. 

Det er vist to vaner som ud over min træning kræver struktur og vedligeholdelse, så der skal ikke en masse flere på. Det er vigtigt at kende sine begrænsninger og en af mine er at huske mig selv om prioritere min tid. 

Hvordan skaber du fokus på det nye år og det du gerne vil bringe med ind i det?

Her til sidst vil jeg selvfølgelig slutte af med at sige tak fordi I følger med og giver mig lysten og glæden til at blogge. Selvom jeg først og fremmest blogger for min egen skyld, er det bare lidt sjovere når I læser med. I ønskes allesammen rigtigt dejligt nytår. Jeg håber I alle kommer godt ind i 2018.
Share:

lørdag den 30. december 2017

Kransekager 2017 - en grunddej 4 slags

Jeg elsker at eksperimentere i mit køkken og årets kransekage er ingen undtagelse. Samtidig er det også vigtigt med genkendelse, så jeg har sørget for et almindeligt kransekagestykke som kontrast til legen med smagene.

Ligesom sidste år har jeg valgt at tage udgangspunkt i en portion kransekagemasse, som efterfølgende er blevet delt i 4. Sidste år havde jeg fokus på at få prøvet lidt teknikker af, som jeg ikke tidligere har forsøgt mig med og jeg fik samtidig leget lidt med smagen. Det kom der disse fire forskellige slags ud af: Almindelige kransekagestykker, Kransekage med nougatmidte, Kransekage med pistaciemasse og Hindbærkransekage. Du finder opskrifterne lige her: 4 slags kransekage - 1 dej

I år er to af mine kransekager klassikere hjemme hos os. Der er de almindelige kransekagestykker, men jeg har også holdt mig til mine hindbærkransekager, som efterhånden er blevet en fast del af nytåret.

Derudover har jeg leget lidt med smagen. Det blev derfor til 2 nye smage: Appelsinkransekage med nougatmidte og Kransekage med tranebær og hvid chokolade.


Du skal selvfølgelig ikke snydes for en opskrift, så den får du lige her:

Grundopskriften til de 4 kransekagestykker: 

600 g marcipan
250 g flormelis
2 æggehvider

Der bliver ca. 900 g kransekagemasse. Er kransekagemassen for klistret tilsættes en smule mere flormelis, til den har den rette konsistens. Dette gøres også ved de enkelte kransekage typer, da de ekstra ingredienser også er med til at gøre dejen klistret.



Almindelige kransekagestykker, ca. 15 stk: 
250 g kransekagemasse

Du kan enten sprøjte dem ud med en sprøjtepose eller trille dem til små stykker af 5 cm.

Tryk dem sammen, så de danner en trekant.


Hindbærkransekage, 15-20 stk:
200 g kransekagemasse
1,5 tsk hindbærekstrakt
Skallen fra ½ lime
Evt. lidt ekstra flormelis
Pynt: Skovbær knas eller lidt frysetørrede hindbær

Riv skallen fra limen og bland det hele sammen. Tilsæt evt. lidt ekstra flormelis, hvis dejen bliver for klistret.

Jeg har i år trillet dem til kugler og trykket dem flade på toppen med drys på. De andre år er massen kommet i en sprøjtepose og trykket ud i små toppe med frysetørrede hindbær. Så det er helt op til dig, hvad du gerne vil bruge.


Appelsinkransekage med nougatmidte, 18 stk: 
250 g kransekagemasse
Skallen fra ½ appelsin
50 g nougat
Gem evt. lidt appelsinsaft til glasuren

Riv skallen fra appelsinen og bland den sammen med kransekagemassen

Tril massen til små kugler og tryk hul i midten.

Kom små kugler nougat i midten.

Når du laver glasur efter bagning, kan du tilføje lidt appelsinsaft, men det kan sagtens undværes, da der er rigeligt med smag i selve kransekagen.


Kransekage med tranebær og hvid chokolade, 10-15 stk: 
200 g kransekagemasse
2 spsk hakkede tørrede tranebær
40 g hvid chokolade

Den her drillede mig lidt, men de smager fint.

Tril kransekagemassen til kugler og tryk et hul i midten.

Smelt den hvide chokolade og kom de hakkede tranebær i. Lad den køle lidt og kom det i en sprøjtepose. Kom massen i midten af kransekagen.

Bagning: 

Det hele bages ved 210 grader i ca. 10-12 minutter.

Lad det hele køle af.

Pyntning: 
Dyp bunden af nedenstående i tempereret mørk chokolade:
Almindelige kransekagestykker
Hindbærkransekagerne
Appelsinkransekage med nougatmidte

Jeg har valgt ikke at komme mere chokolade på kransekagen med tranebær og hvid chokolade, for ikke at tage smagen fra midten.

Lad stykkerne tørre og pynt med royal icing.

Royal icing:
Æggehvide
Flormelis

Kom en æggehvide i en skål og tilsæt flormelis lidt ad gangen indtil glasuren danner toppe, som kan blive stående. Kom det i en sprøjtepose og sprøjt fine snirkler på De almindelige kransekagestykker og Appelsinkransekagerne med nougatmidten.

Jeg har tilføjet lidt appelsinsaft til min royal icing, som er kommet på Appelsinkransekagerne med nougatmidte, men det er slet ikke nødvendigt, da kagerne smager rigtigt fint af appelsin.

Share:

fredag den 29. december 2017

Snemænd til pynt - kreativ med børn

Selvom vores juleferie herhjemme er ramt af sygdom, fordi jeg bare ikke kan komme ovenpå efter en dum influenza, som nu har fyldt alt for meget de sidste 2½ uge, har vi alligevel husket at hygge lidt. Børnene nyder i hvert fald de lange pauser på sofaen med tegnefilm.

En af de ting som jeg havde lavet krea kasse på, var de her snemænd. Jeg havde et par hvide sokker i skuffen, som jeg aldrig har brugt og vi havde også en hel bunke babysokker, som ingen af børnene kan være i længere. Dem havde jeg puttet i en kasse sammen med grødris, lidt filt, hvidt bomuldsgarn og nogle skumplader.

Da børnene derfor gerne ville nusse med mor og det krævede krea-tid, var det bare at hive kassen frem sammen med lidt lim, en saks, et par øjne og en sort permanent marker. Det var rigtig nemt at gå til og det er ikke sidste gang jeg pakker et projekt sammen, så det er nemt at finde frem.

Begge børn er rigtig glade for deres snemænd og selv om julen er overstået, synes jeg sagtens de kan stå og pynte her over vinteren, hvis da ikke børnene har puttet dem et eller andet sted.



Det skal du bruge: 
1 hvid sok
En toiletrulle
Grødris
Hvidt bomuldsgarn
En barnesok ellers kan huen sagtens laves i filt. 
Lidt forskellige farver filt
Lidt skumplader til knapper og næse
En saks
En hurtigtørrende lim
Rulleøjne
Sort permanent marker



Fyld bunden af sokken med grødris ved hjælp af toiletrullen. Jeg holdt sokken mens datteren hældte risene op.

Når snemanden har den ønskede højde binder du enden sammen med hvidt garn. Bagefter bruger du det hvide garn til at skille hoved og krop ad.

Klip toppen af sokken og lav en hue til snemanden.

Så er det bare at give ham tøj på, så han kan blive fin og færdig.

Vi limede rulleøjne på og tegnede munden med sort permanent marker. Datteren på 5 år tegnede selv munden på, da den skulle ligne en rigtig snemand. 
Share:

torsdag den 28. december 2017

Bloggerhygge i skønne omgivelser

- Indlægget indeholder reklame, men meninger er helt mine egne. 

Jeg har snart blogget i mange år og for mig handler bloggen om at dele noget af alt det som jeg har på hjerte. Det er både når det kommer til mad og kage, børnene, mit elskede Odense, men også hvordan jeg finder plads til mig midt i hverdagen med fuldtidsarbejde, børn og de daglige gøremål. 

Bloggen tager tid at vedligeholde og opdatere og det er selvfølgelig svingende hvor meget jeg når. Det betyder også, at jeg bliver rigtig glad for den feedback I som læsere kommer med. Det er glæden ved at dele der driver mig og den der gør det sjovt at blogge. 

Derudover giver bloggen også oplevelser, som jeg nok ikke ville have fået ellers. Jeg har fået nogen søde blogger kollegaer og jeg får blandt andet set noget af det Odense, som for mig som tilflytter, nok ville have været ukendt land, hvis ikke jeg blev hevet med. 

Derfor blev jeg også rigtig glad, da jeg af Dahl PR modtog en invitation til en hyggelig eftermiddag med mine bloggerkollegaer her i Odense. 

Arrangementet blev afholdt i de skønne lokaler hos Corpus Care Clinic og Odense Fodplejeskole. Et sted jeg aldrig selv havde fundet frem til selv, men gerne deler. De har de skønneste lokaler på Ove Sprogøes Plads (Jernbanegade nr 6) og det emmer af velvære og selvforkælelse, så trænger du til lidt ekstra pleje, så er de et oplagt sted at komme.



Bag Corpus Care Clinic står Farida Strandberg med sit hold af behandlere. Jeg har allerede booket en tid til en behandling hos Farida, som du kan læse meget mere om senere.

Vi blev budt velkomne af de søde piger fra Dahl-PR Karen og Betinna samt Farida fra Corpus Care Clinic og Mai der selv havde lidt produkter med.


Bagefter blev vi vist rundt og præsenteret for de produkter de havde valgt at tage med.  Der var masser af skønne ting og jeg fik da tilføjet lidt til ønskesedlen.


De fine hvaler er fra Witt (modtaget 2 som reklame)

Lidt om det der reklame: 
Som du kan se øverst i indlægget, har jeg skrevet at det indeholder reklame og du har sikkert også lagt mærke til at jeg nævner nogle enkelte ting med navn. Det er fordi jeg skal skrive, hvis jeg modtager noget for at skrive indlægget og samtidig skal vi som bloggere beskattes af de ting vi modtager. Så det er ikke lutter gratis gaver, som de fleste fejlagtigt tror. Det betyder at selve eventet ikke er reklame, men de produkter som jeg viser frem har jo en reklameværdi. 
Share:

onsdag den 27. december 2017

Lækre rugstykker med surdej

Forrige år til jul fik jeg et gavekort til Meyers Bageskole. Ikke fordi jeg skulle igang med at lære at bage en hel masse, men fordi jeg gik og drømte om at lære lidt mere om grundprincipperne bag brødbagning og brugen af surdej. Her fik jeg lært udtryk som "hurtig snegl testen", "glutentesten" og "opstramning af dej" at kende. Se meget mere i mit indlæg Meyers Bageskole vol. 1 - sådan snurrer du en kanelsnurrer

På kurset fik jeg også min helt egen surdej med hjem og selvom jeg ikke husker at fodre den ret tit, så lever den altså fint endnu. Som vores underviser sagde: er du i tvivl om din surdej er død, så prøv at fordre den. Tit lever den endnu og er bare gået i hi.

Desværre må jeg konstatere, at jeg ikke så tit får brugt den der surdej. Jeg vil så gerne bage masser af lækre surdejsbrød og boller, men ofte når jeg bager, er det kager og andre søde sager, der kommer ud af ovnen.

Juleaften var indbringende for køkkenet, hvilket betød, at der skulle ryddes ud i lidt skuffer, for at få plads til noget nyt. Derfor fik jeg også kigget lidt nærmere på den der skuffe med basisting og her gemte sig masser af lækkerier til brødbagningen.

Som så ofte før blev det indholdet i skufferne, der bestemte hvad der skulle bages, men jeg fik også fundet min surdej frem. Det er ved at være ½ år siden den blev fodret sidst, så jeg fik fodret den og den var i live endnu. I køleskabet fandt jeg en yoghurt, som skulle bruges, så den kom også i dejen og resultatet af dette blev de her lækre rugboller med surdej.


Faktisk ville jeg gerne have langtidshævet dejen. Jeg synes bare dejene bliver bedre, når de har fået lov at stå og passe sig selv i køleskabet et døgns tid, men da jeg allerede havde ventet et døgn på at se om min surdej var i live, kunne jeg ikke vente med at komme igang.

Opstart af surdej:

Har du ikke en surdej stående i køleskabet, så kan du lave din egen surdej således:
1½ dl vand
½ dl hvedemel
½ dl fuldkornshvedemel
½ dk rugmel

Kom vandet og melet i en skål og rør til alle klumper er rørt ud.

Kom surdejen i en mindre plastbeholder med låg, men læg kun låget løst på. Lad surdejen stå på køkkenbordet i 4 dage - pisk den hurtigt igennem 1 gang om dagen.

Når de fire dage er gået skal den gerne være blevet lidt sur i smagen (smag på den og vurder), hvis den ikke smager surt, skal den stå et par dage mere.

Rugstykker med surdej - 36 stk. (3 plader) 

Du skal bruge 2 dage til at lave bollerne, men det kræver ikke meget tid første dag.

Dag 1:
Frisk din surdej op - ung surdej:

½ dl opbevaringssurdej (den surdej du har stående fra sidst du bagte)
1 dl vand
½ dl hvedemel
½ dl fuldkornshvedemel

Tag opbevaringssurdejen og bland den med vand og mel.

Stil den på bordet med løst låg og lad den stå til næste dag.

Forbered rugkernerne:

6 dl vand - 60 grader
300 g rugkerner

Kom vand og rugkerner i en skål og stil dem på køkkenbordet med løst låg til næste dag.

Dag 2:
5 dl yoghurt
25 g gær
2 dl ung surdej
De forberedte rugkerner
200 g havregryn
400 g rugmel
30 g salt
800 g hvedemel
1-3 dl vand

Kom yoghurten i en skål og smuldr gæren i. Rør gæren ud i yoghurten

Tilsæt ung surdej, havregryn, rugmel og salt og rør det sammen.

Tilsæt hvedemelet og rør dejen på maskine i 10 minutter ved lav hastighed. Er dejen for fast tilsætter du vand til den får en ensartet, men klistret konsistens.

Lad dejen hæve tildækket i 45 minutter.

Drys hvedemel på bordet og hæld dejen ud på bordet.

Del dejen i mindre stykker med en dejspatel og kom dem på et stykke bagepapir.

Lad rugstykkerne hæve tildækket i 45 minutter.

Kom en pizza / bagesten i ovnen og varm ovnen op til 180 grader varmluft. Jeg bager med damp. Har du ikke en ovn med damp kan du sætte en bradepande med vand i bunden af din ovn mens du varmer ovnen op og når du bager rygstykkerne.

Når ovnen er varmet op bager du rugstykkerne en plade ad gange i 10 minutter.

Ekstra til langtidshævning:

Vil du gerne have en langtidshævet dej kan du nøjes med at bruge 12 g gær, når du rører dejen sammen. Når dejen skal hæve første gang kommer du låg på skålen eller dækker den med et stykke madfilm og sætter den i køleskabet til næste dag. 

Tag dejen ud af køleskabet og lad den stå på køkkenbordet en halv times tid, før du vil lave rugstykkerne. 

Lav herefter rugstykkerne, lad dem hæve og bag dem som anvist ovenfor. 

Share:

søndag den 24. december 2017

4. søndag i advent - Lidt til den søde tand

4. søndag i advent falder i år på juleaftensdag og derfor har jeg fundet en gave, som egentlig godt kunne laves mere julet ved at tilføje lidt julekrydderier, men som jeg har holdt helt simpelt, så den kan gemmes til når børnene er puttet og pigerne har brug for lidt sødt i en fart.

Gaven består derfor af ingredienserne til en lækker brownie i kop og selvfølgelig i dertilhørende kop med opskrift.

Skulle du have lyst til at se 1. advents gaven, så kig her: 1. Søndag i advent - gaven som giver varme



Alle mine kreative gaver kan findes her: Kreative gaver .



Brownie i kop:
Jeg har været forbi Ikea og finde nogle fine krus til at skrive opskriften på. Det har gjort med en permanentmarker, da min pen til at skrive på glas var for tyk. Derefter har jeg ladet kopperne stå og tørre et døgn. Mine ville ikke tørre, da det ikke er glas maling, så det er vigtigt ikke at røre ved teksten. Til sidst har jeg bagt kopperne i ovnen ved 160 grader i 1½ time. 

Opskriften på brownie står på kopperne, men du får den også her: 
4 spsk mel
4 spsk sukker
2 spsk kakao
1 tsk vaniljesukker
2 spsk olie
2 spsk vand
evt. 2 spsk hakket chokolade

Rør ingredienserne sammen og varm i mikroovnen i 1 - 1½ minut. 
Share:

torsdag den 21. december 2017

Frisk rødkålssalat med appelsin og mandler

Julen er jo over os og det betyder ofte lidt tungere mad som and og flæskesteg med alt hvad der hører sig til at hvide og brune kartofler, rødkål, asier, brun sovs osv. 

Til julemaden laver vi gerne denne lækre vintersalat med dejlige farver, som vi gerne bruger som supplement til den almindelige rødkål, når der skal serveres lidt tungere vintermad. Det giver maven lidt mere groft at arbejde med og det bliver derfor nemmere at fordøje den tunge mad.



Jeg plejer egentlig at komme valnødder i salaten, men jeg havde desværre ingen hjemme, så det blev hakkede mandler istedet. Mine blev lidt til den finthakkede side, men man kan med fordel hakke dem groft, så de giver lidt modspil til kålen. 

400 g rødkål
2-3 appelsiner
2 håndfulde mandler

Marinade: 
3 spsk. olivenolie
1 spsk. rødvinseddike
1 spsk. flydende honning

Start med at hakke mandlerne groft og svits dem på en pande. 

Skyl og hak rødkålen fint, så det ikke bliver så tungt at tygge i. Kom rødkålen i en skål. 

Skræl appelsinerne og skær dem i mindre stykker og kom dem i skålen sammen med rødkålen. 

Tilsæt mandlerne og bland marianden, som hældes over og det hele blandes godt sammen. 
Share:

søndag den 17. december 2017

3. søndag i advent - Ekstra forkælelse til kroppen og et varmt krus æblecider (non-alcoholic)

Så blev det 3. advents gaven, som skulle åbnes og denne gang har jeg igen været kreativ og lavet indholdet selv. Denne søndag blev det en hjemmelavet pebermynte body scrub og ingredienser til en varm æblecider, der kom i pakken. Det har været vigtigt for mig at finde på noget som gav julestemning, men samtidig sørgede for at pigerne fik lidt ekstra mor-tid / morforkælelse.


Skulle du have lyst til at se 1. advents gaven, så kig her: 1. søndag i advent - gaven som giver varme

Alle mine kreative gaver kan findes her: Kreative gaver .

Jeg har før lavet min egen body scrub med med mynte, lavendel fodbad og make-up fjerner pads. Se opskrift på disse her: Forkælelse til krop og sjæl .



Pebermynte body scrub: 
1 dl rørsukker
4 spsk kokos olie
2 dl olivenolie
1 tsk pebermynte ekstrakt
2 breve pebermynte te

Det hele blandes godt sammen og kommes i et fint glas.


Æblecider (non-alcoholic)
4 spsk. sukker
4 spsk. stødt kanel
2 tsk stødte nelliker
2 tsk stødt muskatnød

Æblejuice

Bland alle krydderierne sammen i en lille pose. 

Når æblecideren skal serveres skal æblejuicen varmes og der tilsættes 1-2 tsk krydderi og røres godt sammen. 


Share:

lørdag den 16. december 2017

Rosenkålssalat med tranebær

Efter en længere periode med sygdom og dermed også alt for meget hurtig mad, trængte jeg til noget solid vintermad med skønne farver og det må man sige at denne salat har.

Salaten er super nem at lave og smager helt fantastisk, uden at man får den der tunge kål fornemmelse. Det er bestemt ikke sidste gang den kommer på menuen.

Du kan sagtens spise salaten som dem er, men ellers er jeg sikker på lidt lækre marinerede kyllingstykker kan give den et ekstra pift. Du kan finde min marinade med æble- og tranebær lige her: Æble tranebær marineret kylling

Jeg har tilberedt denne salat i en pande med høje kanter og låg til, men har du ikke en, så kan en gryde også bruges som alternativ.

Opskrift:
500 g rosenkål
50 g tranebær
100 g grønkål
2 små æbler

Marinade:
2 spsk. olivenoilie
1 spsk. rødvinseddike
1 spsk. flydende honning

Salt og peber

Varm din pande godt op og tilsæt evt en smule olie. Jeg brugte min wok, så det var ikke nødvendigt med fedstof her.

Imens panden varmes snittes og renses rosenkålen. Tag de yderste blade af og skyl resten af kålen godt. Skær den lille stok fra og del rosenkålen på midten.

Kom rosenkålen på panden og svits i 5 minutters tid.

Imens renses grønkålen og snittes fint.

Tilsæt grønkålen i panden og læg låg på. Lad det stå i 5 minutter.

Rør marianden sammen  og kom den over kålen.

Fjern kernehuset fra æblerne og skær dem i mundrette stykker.

Kom æbler og tranebær i panden og kom låg på. Lad det stå og småsimre i 5-10 minutter afhængig af hvor sprød du ønsker salaten. Smag til sidst til med salt og peber og server. 
Share:

torsdag den 14. december 2017

Marcipankugler med appelsinskal

Jeg elsker marcipan og det ligger fast i bageskuffen herhjemme. Derfor skal der selvfølgelig også laves konfekt i år.

Jeg har brugt meget appelsin til min hvide gløgg, som jeg allerede har drukket en del af. Opskriften finder du lige her: Hvid gløgg med appelsin Jeg blev derfor inspireret til at komme lidt appelsinskal i årets marcipankugler og det blev derfor til de her lækre marcipankugler med appelsinskal.


Marcipankugler med appelsinskal
Ca. 20 stk
250 g marcipan
3 tsk økologisk appelsinskal
200 g mørk chokolade
Lidt sukkerpynt

Riv appelsinskallen og bland den med marcipanen.

Tril marcipanen til kugler og  stil dem på et stykke bagepapir.

Temperer chokoladen og dyp marcipankuglerne i.

Pynt marcipankuglerne med lidt sukkerpynt inden chokoladen tørrer helt.

Skulle du have lyst til mere konfekt har jeg også lavet nogle lækre marcipankugler med kirsebær. Find opskriften lige her.


Share:

onsdag den 13. december 2017

Marcipankugler med kirsebær

Jeg elsker marcipan og det er ofte at finde i mine kager, så derfor skal der selvfølgelig også laves konfekt i december.

Jeg laver sjældent det samme hvert år og i år fandt jeg i gemmerne et glas med amarenakirsebær, som også kom i min version af en engelsk julekage, som du finder opskriften på her: Engelsk julekage med marcipan og appelsinglasur. Det måtte kunne bruges til mere, så derfor har jeg eksperimenteret lidt og resultatet blev disse lækre marcipankugler med kirsebær. Så skal du bruge en undskyldning for at købe kirsebær, så er de her oplagt.


Marcipankugler med kirsebær
Ca. 20 stk
250 g marcipan
3 spsk finthakkede amarena kirsebær
1,5 spsk lage fra kirsebærrene
200 g hvid chokolade
Lidt sukkerpynt til toppen

Hak kirsebærrene fint og bland dem og lagen med marcipanen. Lad det trække en halv times tid.

Tril marcipanen til kugler og stil dem på et stykke bagepapir.

Smelt den hvide chokolade og dyp marcipankuglerne i. Top med lidt sukkerkugler eller anden sukkerpynt.


Share:

søndag den 10. december 2017

2. søndag i advent - Forkælelse til ømme fødder og lidt sødt at varme sig på

Som du kan læse lige her: Adventsgaver til veninderne har jeg lavet lidt adventsgaver til nogle søde piger, som fortjener lidt ekstra forkælelse her i den kolde juletid. De har allerede åbnet den første pakke, som du kan læse mere om lige her: 1. søndag i advent

Denne søndag er der to ting i gaven. Begge er hjemmelavede og kan sagtens bruges som vært/værtindegave til julens samlinger.


Denne weekend bestod gaven af en lækker fodbadesalt med pebermynteduft og dertil en lækker cremet pebermynte kakao. Så er det bare med at sætte fødderne i blød og nyde et øjebliks ro.

Jeg har før lavet min egen body scrub med med mynte, lavendel fodbad og make-up fjerner pads. Se opskrift på disse her: Forkælelse til krop og sjæl


Fodbadesalt med pebermynteduft
2 dl groft salt
1,5 tsk pebermynte ekstrakt
2 spsk bagepulver
1 brev pebermynte te

Bland alle ingredienserne godt sammen og kom det i et pænt glas. Jeg har lavet min egen etikette. Hvis der er stemning for det kan jeg sagtens dele en skabelon på denne, sig bare til.


Varm pebermynte kakao
Her har jeg forsøgt mig lidt frem før jeg endte med den helt rigtigt blanding, som gjorde kakaoen rigtig cremet og lækker og samtidig gav et juletvist af pebermynte.

Til en flaske skal du bruge:
10 spsk kakaopulver til varm kakao
10 spsk mælkepulver (coffee creamer)
8 spsk mørk chokolade (hakket eller pastiller)
5 pebermyntestænger

Mini skumfiduser

For at få den fine fordeling skal du starte med at komme kakaopulveret i bunden og derefter mælkepulveret ovenpå.

Hak chokoladen og kom den ovenpå mælkepulveret.

Hak pebermyntestængerne groft og kom dem til sidst på toppen.

Når kakaoen skal servers skal flasken blot rystes og der skal ca. 5 spsk af blandingen i en kop og tilsættes kogende vand.

Mini skumfiduserne pakkes seperat, så de kan tilføjes kakaoen når den er klar.

Når du giver gaven kan du pakke flasken i cellofan med en snor om, hvor der sidder en pebermyntestang og pynter.  
Share:

lørdag den 9. december 2017

Top 5 julekager 2017

Der er vist ingen tvivl om, at jeg er ret glad for at bage. Det er her jeg kobler af og her jeg ofte får alt for mange gode idéer der lige skal testes af. Jeg kan også godt lide at lave mad og eksperimentere med det, men det er især bagningen, jeg har tabt mit hjerte (eller min mave) til.

Derfor er julen en perfekt tid til at bruge tid på det jeg elsker allermest. Jeg har ofte svært ved at bestemme mig og ender gerne med at bage sådan lidt impulsivt. Vi har ikke en masse traditioner med at der er bestemte julekager, der bare skal bages, men selvfølgelig er der nogen der går igen. Jeg laver gerne en liste med kager, som jeg godt kunne tænke mig at nå at bage, men det er ikke altid jeg når det der står på listen og ofte ender det med at være noget helt andet, der kommer ud af ovnen. 

Spørger du datteren på 5 år, er der ingen tvivl om, at der skal bages pebernødder. Brunkager bliver der altid bagt til årets julebagedag med børnene, som jeg har en tradition for med min kageveninde og som nu er blevet udvidet til at inkludere invitation til alle børnene i kageklubben. Så der er fuldt hus når vi først går igang. Du kan se lidt fra sidste års bagedag her: Julebag med børn i alderen 1-5 år. 

Jeg er sikker på der nok skal komme mange flere bestemte meninger fra børnene, når de bliver ældre og jeg glæder mig til masser af hyggestunder i køkkenet. Lillebror på 3 år vil helst bare spise kagerne, men storesøster på 5 år elsker tiden i køkkenet med bagning lige så meget som mig, så det kommer der helt sikkert mere af. Vil du se flere opskrifter, der kan bruges til bagning med de små, så kig forbi min fane Små kokke, som du finder lige her: Små kokke. Her samler jeg opskrifterne når børnene har godkendt smagen. 

Det jeg egentlig ville var at dele min top 5 for årets julebag. Det er listen med de kager jeg enten allerede har bagt, men ellers forventer at få bagt denne jul. Så må jeg se om det lykkes. 

Hvilke kager SKAL bare bages hjemme hos jer?

Som du nok kan se, er det ikke rigtigt småkagerne der står på min liste herhjemme. Småkager er for mig tid med børnene. De er nemme at gå til og så kan man hurtigt smage. 


Nr. 1: Honningkager - Ingen tvivl om at den første kage på min liste er honningkager. De kræver tid og forberedelse, da fordejen gerne skal stå et halvt år og hygge sig, men ofte kommer jeg først igang med fordejen i slutningen af oktober og det fungerer helt fint. Har du lavet fordej og mangler lidt bagefif til at de bliver bløde og lækre ligesom bagerens, så deler jeg lidt ud her: Honningkager - gode fif

Nr. 2: Det er en ny kage - Engelsk julekage med mit eget tvist. Jeg har i en del år gerne villet smage en rigtig julekage. Desværre er jeg bare ikke god til mange af de ingredienser, der skal i, så i år har jeg lavet min helt egen version. Der er selvfølgelig marcipan i og en god sjat portvin (du kan også bruge rom) og så er der kommet en dejlig appelsinglasur ovenpå. Opskriften er nem og den finder du lige her: Engelsk julekage med marcipan toppet med appelsinglasur

Nr. 3: Windowcakes - Selvom de her småkager er en julekage, synes jeg sagtens de kan bages hele året. I skrivende stund sidder jeg med et barn på hver side af mig og datteren blev glad da hun genkendte billedet af syltetøjskagerne. Så ingen tvivl om at de skal bages og når vi det ikke her i julen, er det en god undskyldning for at bage videre i januar. Opskriften finder du lige her: Windowcakes

Nr. 4: Biscotti - en super lækker kage til en god kop jule te. Jeg har lavet en version med tranebær- og marcipan. Det kan næsten ikke gå galt med marcipan i kage. Du finder opskriften lige her: Tranebær- og marcipanbiscotti

Nr. 5: Norske Klejner - jeg skal helt sikkert lave Norske Klejner igen i år. Jeg er ikke så stor fan af de almindelig små klejner, men som barn købte min mormor altid Norske Klejner til mig og de giver derfor dejlige minder. Jeg forsøgte for en del år siden og fandt også en lækker opskrift, men jeg har slet ikke fået lavet dem siden, så det skal jeg have gjort noget ved. Opskriften jeg brugte kan du finde her: Norske Klejner
Share:

torsdag den 7. december 2017

Forkælelse til min hud

-Produkterne er sponsoreret, men meninger er helt mine egne. 

Efter to graviditeter har jeg døjet en del med acne og nu hvor mindste er fyldt 3 år, var jeg også begyndt at blive frustreret. Selv som teenager var min hud ikke så slem og selvom det er rart at man aldersmæssigt bliver bedømt til at være yngre, når man har passeret 30 år, så er det ikke lige på den måde man gerne vil bedømmes.

Jeg har derfor forsøgt mig med forskellige produkter, som desværre ikke har fungeret, men nu har jeg fundet det der fungerer for mig. Husk at bare fordi det fungerer for mig, betyder det ikke at det er en mirakelkur. Vores hudbalance er forskellig og reagerer derfor heller ikke ens. Alligevel vil jeg smide en anbefaling efter disse lækre produkter, for efter jeg er begyndt at bruge dem, har jeg hørt fra flere at de også virker for dem.

Produkterne er ikke nye, men har faktisk eksisteret længe. De første produkter fra Australien Bodycare kom på hylderne allerede i 1990 og har nu fået et ekstra løft i en lækker emballage, som fint kan pynte på badeværelseshylden.

Ingrediensen som bare virker for mig og flere af dem jeg har talt med er netop primær ingrediensen i de her skønne produkter. Tea tree oil går ind og beroliger huden og det hart min hud islær haft brug for.

Ansigtspleje serien består af en face wash, face tonic, face mask, face cream og en spot stick. Jeg er især begejstret for deres face mask.


Face masken er en lerbaseret maske med sandeltræ-nøddeskaller, som giver dig en nænsom eksfoliering. Så ud over at friske op får du nemt og effektivt fjernet døde hudceller. Duften fra tea tree olien er lidt stærk i starten, men den forsvinder hurtigt igen og efterlader huden frisk og beroliget.


Lidt grænseoverskridende, men jeg har faktisk taget et før og efterbillede og selvom min hud langt fra er helt ovenpå igen efter 5 år med acne, så er jeg ikke i tvivl om forskellen.



Alle produkterne er selvfølgelig fri for parabener og parfume. 
Share:

onsdag den 6. december 2017

4 slags kransekage - 1 dej

Vil du gerne imponere gæsterne nytårsaften med lidt forskellige kransekage eller mangler du lidt lækkert til kaffen, så får du her en samlet opskrift på 4 forskellige kransekager lavet ud fra en grundopskrift.

De fire kransekager er almindelige kransekagestykker, kransekage med nougat i midten, kransekage med pistaciemasse og kransekage med hindbær.



Grundopskriften lyder således:

600 g marcipan
250 g flormelis
2 æggehvider

Der bliver ca. 880 g kransekagemasse.

Almindelige kransekagestykker: 
250 g kransekagemasse

Du kan enten sprøjte dem ud med en sprøjtepose eller trille dem til små stykker af ca. 5 cm længde.
Tryk dem sammen, så de danner en lille trekant.

Kom dem på en bageplade med bagepapir.

Kransekage med nougatmidte: 
250 g kransekagemasse
100 g nougat

Del kransekagen i to eller 3 stykker, afhængigt af hvor store stykker du vil have.

Tril dem til pølser og tryk dem flade.

Form herefter en rille i midten. Det kan gøres med en ske.




Fordel nougat i rullerne i midten.

Kom stykkerne på en bageplade med bagepapir.

Kransekage med pistaciemasse: 
200 g kransekagemasse
50 g pistaciemasse - se opskrift her: Pistaciemasse

Tril kransekagen til mindre stykker og kom dem eventuelt i en form til minimuffins. Ellers kan de sagtens sættes direkte på en bageplade med bagepapir.

Tryk et hul i midten af hver kage og kom lidt pistaciemasse i.



Kransekage med hindbær: 
180 g kransekagemasse
1 tsk. hindbær ekstrakt
revet skal fra ½ lime
evt. frysetørrede hindbær til pynt

Bland det hele sammen og kom det i en sprøjtepose.

Tryk små fine toppe ud på en bageplade og pynt med frysetørrede hindbær.

Bagning: 

Det hele bages ved 210 grader i ca. 10 minutter. Bag med en ekstra bageplade under, så stykkerne ikke brænder på i bunden.

Lad det hele køle af.

Du kan evt. fryse det og tage det op et døgns tid inden du skal servere for dine gæster.

Pyntning: 
Tempereret chokolade
Royal icing

Royal icing laves således: 
Æggehvide
Formelis
Kom lidt æggehvide i en skål og tilføj flormelis lidt ad gangen indtil glasuren danner toppe, som bliver stående. 

Dyp eller pensel bunden af kransekagestykkerne og lad det stivne.

Pynt eventuelt med chokolade på toppen også. Det har jeg gjort på de store kransekagestykker.

Pynt de øvrige kransekager med glasur. Hvis du har kommet frysetørrede hindbær på dem med hindbær, kan du nøjes med chokolade i bunden. 
Share:

tirsdag den 5. december 2017

Pistaciemasse

Sidste år lavede jeg kransekage med pistaciemasse og pistacie is til nytår. Til det havde jeg inden lavet en portion pistaciemasse, som blev lavet ud fra nedenstående opskrift.

Så vil du igang med nytårs forberedelserne, så kan du sagtens starte med at forberede denne lækre masse, så den er klar til lidt lækker is.

Opskriften på isen finder du her, hvor du også finder resten af vores dessert: Lime is og pistacie is i vaffelkurv

200 g marcipan
65 g usaltede afskallede pistacienødder

Blend pistacienødderne til en sammenhængende masse og ælt det godt sammen med marcipanen.

Rul det til en pølse og kom det i en pose, som lægges i køleskabet når det skal bruges.

Tag det ud lidt inden du skal bruge det, da det ellers godt kan være hårdt at arbejde med.


Share:

søndag den 3. december 2017

Honninghjerter - gode fif

Ingen tvivl om at min yndlings julekage er honningkager. Jeg har derfor igen i år gjort en fordej klar (faktisk har jeg gjort klar til 3 portioner, men det er bare mig der ikke kunne begrænse mig i år). Selvom fordejen skulle blive allerbedst, hvis den laves ½ år i forvejen, er det kun lykkedes mig at komme igang tidligst 1½ måned før og det fungerer fint.

Der er flere af mine læsere, der har fortalt de ender op med hårde og tørre honningkager, men det er der altså råd for. Mine første forsøg gik heller ikke super godt, men jeg har samlet et par fif sammen, som måske kan hjælpe dig med at få lige de honningkager du drømmer om. 


Opskriften jeg bruger til honningkager er fra Claus Meyer og de smager altså helt fantastisk. Ingen tvivl om at det for mig er den helt rigtige opskrift. Opskriften finder du nederst i indlægget her. (Her finder du også et ekstra fif til æltning af den hårde dej)

Hvordan holder sådan nogen honningkager sig så friske og bløde?

Faktisk er kodeordet her fugt. De skal have en del fugt både under bagning, men også bagefter, så de ikke ender med at tørre ud. 

De skal derfor bages med fugt. Har du ikke lige en ovn med damp, så er en løsning her at stille et fad med vand nederst i ovnen mens ovnen varmer op og lade det stå mens du bager kagerne. På den måde skaber du damp under bagningen, hvilket betyder at dejen ikke tørrer ud, men får tilført fugt. 

Når kagerne er bagt og kølet af kommer jeg mine kager i en bøtte fra Ikea med rist i bunden. Under risten gemmes et klæde med vand og alle kagerne ligges ovenpå risten og bøtten lukkes godt til. Det er vigtigt at kagerne ikke rører klædet, da de ellers vil blive bløde og smuldre fordi de suger fugten direkte. Bøtten kommes i køleskabet og får lov at stå og passe sig selv i 3-4 dage. 

Når du skal have overtrukket dine kager, så nøjes med at overtrække dem du skal bruge. Resten lader du ligge i bøtten i køleskabet, så de fortsat holder sig fugtige og samtidig ikke tager smag fra resten af køleskabets indhold. 


Jeg håber du kan bruge mine fif og opskriften får du selvfølgelig herunder. 

OPSKRIFT: 

Fordejen: 
500 g hvedemel
500 g honning

Æltes sammen og kommes i en skål med låg og stilles køligt (køleskabet er for koldt - jeg stiller dem i mit bryggers, som er det køligste rum i vores hus)

Hoveddejen (ca. 20 stk)
2 æggeblommer
10 g potaske
1 kg honningkagefordej
10 g hjortetaksalt
5 g stødt kanel
5 g stødt ingefær
5 g stødt nellike
smeltet chokolade til pensling

Kom æggeblommerne i en skål og rør potaske ud heri. Sørg for der ikke er nogen klumper. Bland ægget med fordejen og tilsæt herefter hjortetaksalt og de resterende krydderier. Ælt dejen godt sammen. 6-8 minutter i hånden eller 6 minutter i røremaskine (3 min ved lav hastighed og 3 min ved høj.) Er fordejen blevet meget hård, kan du med fordel varme den lidt i mikro ovnen, til den er blød nok at ælte.  

Rul dejen ud på et meldrysset bord, ca 4 mm tyk. Skær den ud og bag kagerne ved 180 grader i 8-10 minutter. Mærk forsigtigt på hjerterne om de er færdige. De må ikke falde sammen. Afkøl på en bagerist.(mine faldt sammen, så hellere give dem et par minutter ekstra hvis du er i tvivl.)

Honningkagerne er meget hårde lige efter bagningen, så de pakkes i en boks med et fugtigt klæde over og stilles i køleskabet i 3-4 dage. Herefter er de lækre og bløde. Overtræk honningkagerne med chokolade, men overtræk kun dem der skal bruges. Resten kan holde sig i minimum 1 måned i køleskabet uden at blive tørre. (I år endte de med at stå i skåle med et vådt viskestykke lagt i spænd, så det ikke rørte kagerne og så på køl. Det fungerede perfekt)
Share:

1. søndag i advent - Gaven som giver varme

Så blev det første søndag i advent og som du kan læse her: klik klik har jeg lavet lidt ekstra forkælelse til nogle søde piger. Det er mødre, som ofte glemmer sig selv eller bare ikke rigtigt når så langt, så det har været vigtigt for mig at finde noget som er oplagt til lidt mig-tid / mor-tid.

Denne søndags pakke var et par ansigtsmasker til den trætte hud (den eneste af gaverne, som ikke er hjemmelavet) og en no-sew varmepude lavet i juletema.


Jeg kan sy lidt i hånden, men det er ikke min stærke side. Da jeg samtidig ofte fryser og derfor er afhængig af en varmepude, var det oplagt at lave en varmepude, som hurtigt og nemt kan give lidt ekstra varme mens ansigtsmasken giver ekstra fugt til huden.

No-sew varmepude - sådan gør du:
Det skal du bruge:
1 julesok
Grødris
Bomulds snor

Vask sokken, så den ikke har alle kemikalierne, som er i nyt tøj.

Hæld grødrisene i (jeg satte en tom toiletrulle i, så var det nemmere at få risene ned i sokken) tilføj ris til du synes der er nok i sokken. Den skal ikke stoppes for hårdt, da varmepuden gerne skulle kunne fordeles lidt, så den kan sættes bag ryggen i sofaen eller lune den ømme nakke.

Snør sokken til med bomulds snor og så har du en pude, som blot kræver 1 minut i mikroovnen.


Share:

lørdag den 2. december 2017

Juletræ i børnehøjde - lav dit eget juletræ i filt

På Instagram (@biancasverden) viste jeg den 1. december vores lille børnejuletræ frem og I ville gerne se en tutorial/diy (hvad du nu vil kalde det), så det får I selvfølgelig lige her. Det er nemt at lave og bringer meget glæde hos de små og så kan man jo selv tilføje pynt efterhånden. Så måske der kommer mere til på et senere tidspunkt.

Min baggrund for at lave vores børnejuletræ er, at det er til pynt. Det skal ikke ses som erstatning for et almindeligt juletræ, men sådan et juletræ har ofte arvestykker i glas og andre ting, som små pilfingre ikke må røre ved, fordi det kan gå i stykker. Derfor ville jeg gerne lave et juletræ kun til børnene og  nu hygger de sig med at tage pynten af og på.


Juletræet er lavet i filt og det smarte ved filt er at det klæber til filt. Ikke på den måde, at det sidder klistret fast, men det kan holde mindre filt stykker. Derfor må pynten heller ikke være vildt stort eller tungt, for så kan det ikke hænge fast. 

Jeg har ikke lavet så meget forskellig pynt endnu, da det egentlig var et forsøg lavet til vores mindste da han kun var 1 år gammel. Børnene er dog blevet så glade for det, så nu kommer det op hvert år. 

Sådan laver du dit eget træ:

Først og fremmest skal du bruge et stort stykke grønt filt, som kan passe til du kan klippe dit eget træ ud. Vil du ikke have et træ, der som vores hænger på væggen (det er sat op med lærerens tyggegummi), men istedet gerne vil have et træ, som børnene kan gå rundt om, så kan du med fordel lave en kegle i hårdt pap, som du limer den grønne filt på. På den måde får den træ formen og børnene kan rende rundt om, mens de synger og leger. Vi har ikke så meget plads, så for os fungerede det bedst med at hænge det op på væggen. 

 Størrelsen på vores træ er: 
105 cm højt
87 cm bred nederst 
45 cm bred på de øverste grene. 

Den grønne filt er lagt sammen på midten og grenene er tegnet på med hvidt kridt og så klippet det ud, så det er symmetrisk. Det er helt op til dig, hvordan du tænker jeres træ skal se ud.


Af pynt har jeg lavet en stjerne til toppen, lys og en masse forskellige farvet julekugler, skabelonen på det kan du finde herunder. 

Jeg har valgt at sy holdere på lysene og julekuglerne med lidt grå filt, men det må heller ikke være mere, for så bliver pynten simpelthen for tung. Lillebror på 3 år er ligeglad med om lys og julekugler bliver vendt om, men Storesøster går meget op i det vender rigtigt, så det kan de få mange små diskussioner om, så de går virkelig op i det. 


Hvor detaljeret dit træ og pynt skal være er helt op til dig. Børnene er ligeglade bare det ligner og de hygger sig med at pynte deres helt eget træ. 

Jeg er gået i tænkeboks efter nyt pynt for i år har det virkelig fanget især vores ældste, som blev meget glad, da hun så jeg havde sat deres juletræ op i år. 



Share:

Om mig

Mit billede
I vores hjem bor mor, far, storesøster på 4 år, lillebror på 2 år og katten Gismo. Vi nyder familietid, god mad og lækre kager. Kommer ofte med kreative input og elsker at rejse ud og opleve nye ting. I vores hjem er der plads til kys og kram, rod og kaos, fis og ballade, stilletid og ro. Vores hjem befinder sig i Odense og som tilflyttere til byen tager vi gerne på opdagelse for at finde nye måder at opleve og leve. Jeg kan kontaktes på homebybianca @ outlook.dk

Instagram @biancasverden

Instagram @foodbybianca

Instagram @diybybianca

Popular Posts

Blog Archive

Design by Bianca. Leveret af Blogger.

Follow by Email

Copyright © Home by Bianca | Powered by Blogger

Design by ThemePacific | Blogger Theme by NewBloggerThemes.com