mandag den 19. februar 2018

Banan chips fra Banana Joe

Reklame - vi har fået chipsne til at testsmage - meninger og holdninger er helt mine egne.

Det er ikke ret tit jeg kan lokke mindste på 3 år til at prøvesmage nye ting, men når det kommer til alt hvad der ligner slik og kage er han klar. Jeg var derfor lidt spændt på, hvad han ville sige til at prøve bananchipsne fra Banana Joe.


Jeg fik linet en smagstest op og var forberedt på lidt tilbageholdenhed, men det var bestemt ikke tilfældet. Begge børn var straks klar og selv de stærke Sriracha Chili chips blev godkendt. De syntes det var sjovt, at de selv kunne vælge og smage dem de bedst kunne lide.

Chipsne fås i 5 forskellige varianter, så der er noget for enhver smag.

De 5 smage består af: Havsalt, Sririacha Chili, Hickory BBQ, Thai Sweet Chili, Gruyére Cheese. Der er altså en god krydret variant til enhver smag. Selv har jeg favoritten Gruyére Cheese, da de har en dejlig, cremet nøddeagtig smag.

Lidt overordnede facts: Ingen transfedtsyrer, ingen smagsforstærkere, ingen konserveringsmidler, ingen GMO bananer, kun naturlige råvarer og så er de glutenfri.

Selv var jeg faktisk lidt skeptisk ved ordet banan chips, fordi jeg godt kunne frygte den der lidt tunge banansmag, som jeg oplever ved f.eks. tørrede bananer og den er jeg altså ikke ret vild med. Det var slet ikke tilfældet. De har ikke en gennemtrængende banan smag, men er milde og godt krydrede. Hvis du søger et alternativ til almindelige chips, så er det her det rette.

At de samtidig er glutenfrie og består af naturlige råvarer betyder også, at jeg hellere vil servere dem for børnene når de efterspørger chips til weekendhygge.

En pose indeholder 2 bananer, vejer 50 g og koster 13,95 kr.


Share:

lørdag den 17. februar 2018

Bæredygtig hverdag

Reklame - jeg har modtaget produkt til test fra Suztain.com.

Ordet bærdygtighed er for mig et ord, der fylder mere og mere. Måske det er bevidstheden omkring det efter jeg har fået børn, eller måske det er den generelle tendens i samfundet, det er jeg ikke helt klar over. Jeg ved dog at det er noget der betyder mere og mere i vores hverdag.

Faktisk er bæredygtighed ikke et nyt begreb herhjemme, da jeg i mange år har haft fokus på at stoppe madspild. Du kan se opskrifter og idéer inden for det område lige her: Stop spild af mad. For mig er det vigtigt, at vi husker at udnytte de ressourcer vi har på bedst mulig måde og det er det bæredygtighed handler om.

Ubevidst har vi fået en mere bærdygtig tankegang herhjemme og det er ikke noget vildt eller stort projekt, men det er små tiltag, som gør at vi kan passe på vores miljø. Det er noget jeg vil komme meget mere ind på i et senere blogindlæg. Jeg har nemlig lavet en liste med ting vi gør, som faktisk er en ubevidst måde at tænke bæredygtigt.

Et bevidst bæredygtigt valg er dog brugen af et Ecoegg - det er et vaskeæg, som du bruger istedet for vaskemiddel og det kan bruges til 210 vaske. Du sparer derfor miljøet for omkring 10 plastdunke og samtidig er det allergi- og eksemvenligt.


Det sidste har stor betydning herhjemme, da min datters børne eksem desværre kan være rigtig slem, så alt hvad der kan skåne hendes hud skal afprøves.

At det samtidig er et billigt alternativ er kun en ekstra god grund til at prøve det af, for hvem vil ikke gerne kunne spare både miljøet for en masse plastik, men også penge til andre og sjovere formål.

Hvem kender ikke til bunkerne af vasketøj når der er børn i huset? Bedst som vasketøjskurven er tømt er der beskidt tøj igen. Jeg lod ægget komme på prøve, da jeg i sidste weekend havde stor vaskedag. Ikke mindre end 8 maskiner vask måtte ægget tage i træk. Det gik rigtig fint og jeg havde dejligt rent vasketøj bagefter.

Måden ægget virker på, er at du fylder det med mineral- og turmalinkugler og ligger det i maskinen sammen med vasketøjet. Her frigiver de mineralske kugler et effektivt lavtskummende vaskeskum, der gør tøjet rent uden skadelige kemikalier.

8 maskiner! vasker vi hver weekend, 
så det er altså et godt sted at starte. 

Når ægget tomt kan du købe refills og dermed spare miljøet for endnu mere plastik. En nem og hurtig løsning til at få lidt bæredygtighed ind i hverdagen.

Kunne du tænke dig at få lidt mere bæredygtighed ind i hverdagen, så kan jeg anbefale at kigge forbi Suztain.com, som har et stort udvalg af bæredygtige og socialt ansvarlige produkter. 
Share:

fredag den 16. februar 2018

Brownie med Dumle

- Reklame - Jeg har fået produkterne i gave af Dumle


I slutningen af januar stod der pludselig en kasse foran døren med lidt Dumle i. Sådan et par poser kan virkelig bringe tankerne tilbage til barndommen. 

Med i kassen var en opskrift på en Brownie som jeg syntes lød rigtig lækker, men da vi stod og var på vej til fødselsdag, blev kassen gemt lidt ad vejen. Det betød at vi nu havde lidt lækkert til den anden dag, hvor jeg hentede børnene tidligt og der var masser af overskud fra os allesammen til at smutte i køkkenet og bage lidt.


Selvfølgelig havde jeg ikke fået tjekket om jeg havde alle ingredienser hjemme. Når man bager så ofte som jeg, er der bare nogen ting, som bare altid er i skabe og skuffer. Det betød dog, at jeg måtte improvisere lidt, men det blev kagen bestemt ikke dårligere af. 


Opskriften skal I ikke snydes for. Den er nem og smager super skønt. 

Form str. 20x30 cm

Dej: 
250 g blødt smør
6 dl sukker
3 dl kakao
½ tsk salt
6 æg
3 dl hvedemel

Glasur:
1 dl mælk
1 dl lys sirup
150 g chokolade

Pynt: 
½ pose Dumle
2 håndfulde mini skumfiduser
Krymmel

Sæt ovnen på 175 grader. 

Pisk smør og sukker til en luftig masse. 

Tilsæt kakaopulver og salt. 

Kom 1 æg i ad gangen og rør det godt sammen. 

Vend melen i og kom det i formen beklædt med bagepapir. 

Bag kagen i 30-50 minutter. 

Kom mælk og sirup i en gryde og varm det op. 

Tilsæt chokoladen og lad det smelte sammen. 

Tag gryden af varmen og lad den stå og tykne, mens kagen bliver færdig i ovnen. 

Tag kagen ud og lad den køle af. 

Kom glasuren over og pynt med hakket Dumle, mini skumfiduser og krymmel.

Stil kagen på køl i et par timer så glasuren kan nå at stivne lidt. Det er en lidt snasket glasur men den giver et godt modspil til kagen.


Share:

torsdag den 15. februar 2018

Hamborg med børn - i regnvejr

Jeg elsker at rejse og der går desværre alt for lang tid imellem. Derfor havde vi planlagt en tur til Hamborg i vores efterårsferie. Desværre blev den udskudt et par gange, da jeg kom til skade med mit knæ og vi kom først afsted i slutningen af november. Det var derfor for tidligt til deres julemarked, men så sent at kulden og mørket fyldte rigtig meget. Samtidig var vi så uheldige at blive ramt af regnvejr, hvilket krævede lidt mere planlægning og underholdning af børnene, da en tur på legepladsen hurtigt blev en meget våd fornøjelse.

Ingen af os har tidligere været i Hamborg og selvom det endte med at blive en noget våd fornøjelse, skal vi bestemt afsted igen. Der er rigtig mange muligheder også når man rejser med børn. Vores børn er 3 og 5 år og vi havde valgt at tage 2 overnatninger, da vi også havde lidt ting vi skulle nå derhjemme i ferien.


Vi ville selvfølgelig gerne se lidt af byen og det den har at byde på, så vi forsøgte at tilpasse vores oplevelser efter vejret. Det betød også at shopping ikke lige stod øverst på programmet, da det godt kan være en kedsommelig oplevelse for børn og i regnvejr er det bare ikke i nærheden af at være en god idé. Vi kunne selvfølgelig godt have besøgt et af deres mange centre, men vi havde kun 2 dage, så det var med at få set byen og ikke det indvendige af et center. 

Vi havde fundet et fint lejlighedshotel, som lå i Neustadt - Citadines Michel Hamburg. Det fungerede rigtig fint, fordi vi på den måde selv kunne stå for mad og samtidig var der plads nok til at vi kunne putte børnene og stadig have lidt tid sammen efter kl. 20. Vi kørte selv derned og havde gjort stop ved den tyske grænse på vejen. Her havde børnene fået lov at vælge lidt slik og lidt spændende morgenmad. Da vi har børn der står meget tidligt op og samtidig ikke altid spiser de store mængder valgte vi at spare hotellets morgenmad væk og istedet udnytte at der var tale om en lejlighed. Så kunne børnene få en skål morgenmad med mælk ligesom de får herhjemme.


Vi ankom sent og det var allerede helt mørkt, så vi forsøgte med en lille tur rundt i området, men når man ikke før har været i en by, kan det være svært at orientere sig. Vi fik derfor handlet lidt mad og tog tilbage på hotellet og slappede af. 

Dagen efter startede som altid tidligt og fuld af krudt for de to små. Ifølge vejrudsigten skulle det være den dag, der kom mindst regn, så derfor valgte vi at gå en tur ned til havnen og kigge os lidt omkring. Det skabte stor begejstring for børnene, da de både kunne se tog og skibe. De ville begge gerne ud og sejle, så vi besluttede hurtigt at tage en havnerundfart.





Selve havnerundfarten foregik på tysk, hvilket krævede lidt tålmodighed fra børnene og lidt svære gloser for os voksne, som ikke er super stærke i det tyske sprog. Vi fik udleveret et kort på engelsk med oversigt over hvad vi kom forbi. Så det gjorde det lidt nemmere. Især turen ud omkring de store kraner, som laster containerskibene var en sjov oplevelse. 

Efter havnerundfarten gik vi på udkig efter en legeplads, som jeg havde fået anbefalet. Det småregnede men vi havde sørget for regntøj, så det måtte gå. Legepladsen ligger også nede ved havnen i Grasbrook Park ikke langt fra Miniatur Wunderland. 



Det var en rigtig fin legeplads med noget for alle aldre, så en tur i solskin vil kunne give rigtig mange timers leg, mens mor og far slapper lidt af. 

Da vi synes vi var blevet våde nok smuttede vi tilbage til hotellet og fik varmen. Om aftenen tog vi en tur i et center, da jeg gerne ville forbi Primark. 

Dagen efter havde vi besluttet at være indendørs, da vi skulle køre hjem om aftenen og ikke ville være helt gennemblødte. Derfor kiggede vi forbi Miniatur Wunderland, som er en stor modeljernbane med naturtro omgivelser. Der er bygget områder op omkring Hamborg selvfølgelig, men jeg var også meget imponeret deres tur gennem de forskellige lande i Europa og en tur forbi Las Vegas bød det også på. Danmark var repræsenteret med Egeskov Slot, hvilket passer perfekt til et par fynboer som os. 

Lyset skiftede mellem dag og nat og vi fik derfor set detaljerne i "dagslys" og omgivelserne med alle lysene om natten. Ud over togene, var der også lavet en minilufthavn, som var i konstant bevægelse. Der lettede og landede fly og de kørte rundt på startbanerne. 

Skal I til Hamborg og gerne vil være indendørs, så kan jeg anbefale at kigge forbi både med og uden børn. Vi brugte ca. 3 timer derinde og kunne sagtens have brugt meget mere, hvis ikke børnene var blevet utålmodige. 



Når I skal spise jeres frokost, så er der lige inden toiletterne et område både for ammende, men også et lille legeområde, så de voksne kan nå at spise deres mad også. 

Efter vores tur i Miniatur Wunderland var det klaret helt op og vi var derfor klar til at kigge forbi et sted som vi havde fået anbefalet, nemlig Hamburg Dom. Det er et stort tivoli, som kommer til byen 3 gange om året og derfor har sit eget faste område i St. Pauli området. Da vi skulle videre derfra tog vi bilen derud. Det kan være svært at finde parkering, men vi kom lige inden de åbnede kl. 15, så det var ikke noget problem. 

Da vejret endelig var med os besluttede vi, at bruge så lang tid børnene gad og så finde et sted at spise aftensmad på vejen. Det var et kæmpe hit hos begge børn og de ville gerne prøve det hele. Det er ikke muligt at købe samlede billetter til alle forlystelserne, da de ejes af forskellige, så man skal købe billetten ved den enkelte forlystelse. 

Hamburg Dom er kendt for deres store pariserhjul og selvfølgelig ville datteren på 5 år op i det. Jeg er helt vildt højdeskræk, men vi som vi gik turen rundt kunne jeg godt høre på hende, at det altså ville være rigtig fedt at prøve. Så vi endte med at tage derop alle 4. På det tidspunkt var det blevet mørkt og udsigten ud over Hamborg var helt fantastisk. 





Stedet er stort og efter en tur rundt havde vi brugt 2 timer og det var tid at finde bilen og køre hjem til Danmark.

Vi fik derfor ikke set så meget til Hamborg centrum, men derimod blev det havnen og Miniatur Wunderland, som der blev brugt tid på. Det fungerede rigtig godt, da det var oplevelser, som både børn og voksne fik noget ud af og samtidig var vi i læ for regnen. 
Share:

onsdag den 14. februar 2018

Sushi-time

Reklame - jeg var igår inviteret til sushi arrangement hos Modo sushi i samarbejde med @fynskeinfluencers.

Jeg har været så heldig, at få lov at bruge en tirsdag aften med en masse søde Fynske Influencers mens vi samtidig smagte på lækker sushi og også selv fik lov at prøve kræfter med kunsten. Det er en kombi lige efter mit hjerte og jeg forsøgte at suge så meget viden til mig som muligt, for er der noget vi er blevet glade for herhjemme, så er det sushi.


Sushi er ikke noget jeg tidligere har forsøgt mig med, så jeg var meget spændt på at se hvordan man griber det an og høre mere om konceptet bag restauranten Modo sushi.

Modo Sushi er en lille restaurant med plads til 12 personer. Det er ikke de sædvanlige borde, men istedet for sidder du med udsigt direkte til tilberedningen af maden. Konceptet er rigtig hyggeligt og meget inspirerende. De arbejder meget med bæredygtighed og økologi. Fisken er fanget bæredygtigt og de forsøger at undgå madspild.

Jeg er vild med konceptet og deres vision, som er helt i tråd med den måde, som vi herhjemme ønsker at leve. Derfor var det spændende at høre om en restaurant, som bærer konceptet frem. Det er muligt at bestille take-away, hvor du vælger en bestemt menu, men vælger du at spise i restauranten er menukortet afskaffet og du skal være forberedt på en lækker innovativ oplevelse. Der bliver tænkt ud af boksen med fokus på smag og udseende.




Vi fik også selv lov at prøve, at komme bag disken og selvom det var lidt grænseoverskridende at skulle prøve nyt af mens andre står og kigger på, så synes jeg vi var en flok, som gav gode råd og inspirerede hinanden til at prøve tingene af.

Jeg fik lavet mig en fin urmaki med avokado og laks, som jeg selv synes jeg slap rimeligt afsted med, eftersom det var første gang jeg forsøge mig med at rulle sushi.





Pigerne bag Fynske Influencers @jeanettehardis og @rebeccabrincker.dk stod bag arrangementet og de skal have stor ros for en hyggelig og inspirerende aften. 
Share:

søndag den 11. februar 2018

Lidt om surdej

Sådan passer du din surdej.

Nu har jeg et par gange skrevet lidt om det der surdej og jeg kan godt fornemme, at det er en lidt svær størrelse. Det syntes jeg også tidligere, men det lyder altså meget sværere end det er. Faktisk synes jeg det er meget nemt og jeg nyder altid at have en surdej, der bare lige skal friskes lidt op.

Jeg er ikke ret god til at friske den der surdej op og det kunne i starten godt gøre mig lidt nervøs for om den overhovedet ville overleve. Når den ender bagerst i køleskabet, er det bare nemt at glemme at fodre den.

Der skal dog rigtig meget til før en surdej dør. Herhjemme havde min surdej fået lov at passe sig selv et ½ års tid bagerst på hylden i køleskabet for jeg havde helt og aldeles glemt alt om den.

Det betød at jeg tog en surdej ud der virkelig trængte til første hjælp. Jeg startede med at fodre den (lave en opfriskning) og så fik den ellers lov at passe sig selv på køkkenbordet et par dage. Glæden var stor da jeg kunne se de klassiske bobler og dufte den gode sure duft, der skal komme fra sådan en fætter.

Vil du gerne igang med din egen surdej, vil jeg her forsøge at give en guideline for hvordan jeg griber det an. Det er slet ikke svært.

Opstart af surdej: 

1½ dl vand
½ dl hvedemel
½ dl fuldkornshvedemel
½ dk rugmel

Kom vandet og melet i en skål og rør til alle klumper er rørt ud.

Kom surdejen i en mindre plastbeholder med låg, men læg kun låget løst på. Lad surdejen stå på køkkenbordet i 4 dage - pisk den hurtigt igennem 1 gang om dagen.

Når de fire dage er gået skal den gerne være blevet lidt sur i smagen (smag på den og vurder), hvis den ikke smager surt, skal den stå et par dage mere.

Opfriskning af surdej:

8-24 timer før du skal bage med din surdej, skal du lige give den en opfriskning.

½ dl opbevaringssurdej (den surdej du har stående fra sidst du bagte)
1 dl vand
½ dl hvedemel
½ dl fuldkornshvedemel

Tag opbevaringssurdejen og bland den med vand og mel.

Stil den på bordet med løst låg og lad den stå til næste dag.

Opbevaring af surdej:

Du bruger aldrig hele din surdej til en opskrift. Det betyder at den del, som er tilbage efter du har opfrisket surdejen og brugt en del til din opskrift, er den del som du gemmer i køleskabet til næste gang du vil bage.


Sådan ser en dej lavet på surdej ud 
efter en god hævning. 



Share:

lørdag den 10. februar 2018

Rustikke græskarkerne stykker lavet på surdej

Reklame - jeg tester økologisk mel fra Grøn Balance

Jeg har fået gang i min surdej igen og det betyder lækre og nemme boller. Denne gang ville jeg gerne have lidt græskarkerner i dejen samtidig med det gerne måtte være en lidt mere rustik dej.

Dejen er langtidshævet i køleskabet over natten og det gør det meget nemmere at have de rustikke stykker klar lige når du har lyst. Mine blev først bagt op af dagen, men de kunne sagtens have været bagt fra morgenstunden.

Vil du gerne prøve med din egen surdej, fortæller jeg hvordan du starter den op og opfrisker den i det her indlæg: Lækre rugstykker med surdej. Her finder du også en opskrift, der ikke skal langtidshæve, hvis du hellere vil arbejde med det.


Opskriften giver ca. 14 stykker

5,5 dl lunkent vand
50 g opfrisket surdej (se hvordan du frisker den op i indlægget: Lækre rugstykker med surdej)
5 g gær
150 g fuldkornsmel
150 g rugmel
300 g hvedemel
15 salt
80 g græskarkerner

Til denne dej skal der bruges en god røremaskine.

Kom vand og surdej op i røremaskinen og bland det stille og roligt sammen.

Tilsæt gæren og sørg for at røre den godt ud.

Kom mel og salt i og lad det lige køre et minuts tid ved lav hastighed til melet er opsuget, så det ikke flyver ud af skålen.

Sæt røremaskinen på høj hastighed og lad den køre i 10-15 minutter. Den skal køre indtil dejen slipper skålens kanter og samler sig om dejkrogen.

Tilsæt græskarkernerne og lad maskinen fordele dem godt.

Kom dejen i en skål smurt med lidt olie og markér hvor den går til.

Lad dejen stå på køkkenbordet en times tid og sæt den derefter i køleskabet i ca. 12 timer.

Når dejen er hævet til dobbelt størrelse er den klar.

Kom en pizzasten i ovnen og tænd den på 220 grader gerne med damp. Har du ikke damp i ovnen kan du sætte en fad med vand i bunden af ovnen, så du får skabt damp på den måde.

Tag den ud af køleskabet og kom den ud på et meldrysset bord.

Da det er en våd dej, vil du opleve at den flyder ud.

Brug en bagespatel til at dele stykkerne op. Se billede herunder.

Kom stykkerne på et stykke bagepapir og sæt bag dem på pizzastenen i 15-20 minutter. De skal have en kernetemperatur på ca. 99 grader.



Share:

torsdag den 8. februar 2018

Lækker tapas

Til nytår havde jeg til forret lavet en børnevenlig tapas og en version til de voksne. Den børnevenlige tapas har jeg præsenteret for sig selv i det her indlæg: Børnetapas

I skal dog ikke snydes for at få en oversigt over tapas tallerkenen til os voksne. Den blev godt blandet og det meste er noget vi ofte har i køleskabet i forvejen. Har du derfor lyst til lidt ekstra forkælelse, så se her og lad dig inspirere. 


Tapas tallerken

2 forskellige slags pølse, her er det kun smagen der sætter grænser
Sorte oliven
Artiskok
Ostestave
Brie i stykker
Agurkestave
Peberfrugtstave, herunder grøn, gul og orange
Tomater
Vindruer
Kapersbær
Saltmandler - du kan finde opskriften på disse her: Saltede mandler - en lille snack
Artiskokcreme - opskriften finder du lige her: Artiskokcreme
Oliventapanade - opskriften finder du her: Oliventapanade
Peberfrugt pesto - opskriften finder du her: Peberfrugtpesto
Grøn pesto - opskriften findes her: Grøn pesto

Dertil lidt lækkert brød og hjemmebagt knækbrød. 
Share:

onsdag den 7. februar 2018

Grøn pesto

Endnu en pesto kom på bordet til tapasmenuen nytårs aften. Jeg havde sørget for en tapastallerken til de voksne og en lidt mere børnevenlig udgave til børnene. Børnenes tapas tallerken har jeg præsenteret for sig selv i det her indlæg: Børnetapas

Ud over grøn pesto havde jeg lavet følgende tilbehør:
Artiskokcreme - opskriften findes lige her: Artiskokcreme
Oliventapanade - opskriften findes lige her: Oliventapanade
Peberfrugt pesto - opskriften findes lige her: Peberfrugt pesto


Den grønne pesto er en klassiker, som ofte kommer på bordet til tapas tallerkenen. Som regel er det i købeversionen, men denne gang havde jeg lavet min egen. Da jeg ikke havde pinjekerner hjemme blev den lavet med mandler istedet.

Grøn pesto

40 g parmesan
1 stor potte basilikum
40 g smuttede mandler
½ dl ekstra jomfru olivenolie
½ knsp salt
3 tsk limesaft
1 lille fed hvidløg

Riv parmesanen og kom den i en skål.

Skyl basilikumen og kom også den i skålen.

Hak de smuttede mandler og tilsæt dem sammen med oliveolie, salt, limesaft og hvidløg.

Blend det hele med en stavblender til en ensartet masse. 
Share:

mandag den 5. februar 2018

Orangesnitter

Efter at have forsøgt mig med min første orange curd, måtte jeg igang med at bruge den, for efter første smagsprøve var mit hoved fyld med idéer på lækkert bagværk, hvor en god appelsinsmag måtte være vejen frem.

Jeg er stor fan af hindbærsnitter og derfor havde jeg en klar forventning om, at min orange curd måtte kunne bruges til at lave noget i samme stil. Det kom der derfor de her lækre orange snitter ud af og jeg har kun fået positive tilbagemeldinger. De har en tilpas sødme samtidig med at de smager friskt af appelsin.


For at kagerne fik en lidt fin størrelse, valgte jeg at udstikke dejen, men du kan sagtens lave dem som små firkanter ved blot at rulle dejen ud og skære den i passende størrelser. Jeg har bagt kagerne først og ladet dem køle inden jeg har smurt fyld på. Derefter har de fået lov at stå lidt på køl, da jeg godt kan lide at smagen rigtigt sætter sig.

Orangesnitter, ca 15 stk

250 g hvedemel
50 g sukker
1 spsk vaniljesukker
1 tsk bagepulver
1 spsk revet appelsinskal
150 g smør
1/4 dl vand

Fyld:
1,5 dl orange curd
1 blad husblas (kan udelades, hvis din curd er blevet god fast)

Glasur:
Vand og flormelis

Pynt:
Revet appelsinskal eller krymmel

Bland mel, sukker, vaniljesukker, bagepulver og revet appelsinskal i en skål.

Skær smørret i mindre stykker og smuldr det godt sammen med melet, så det hele bliver godt fordelt.

Kom vandet ved og saml hurtigt dejen til en kugle.

Kom dejen i skålen og stil den på køl ½ times tid.

Tag dejen ud af køleskabet og rul den ud på et meldrysset bord.

Skær dejen ud i passende størrelse eller stik dejen med udstikkeren, husk at der skal være en top og en bund til alle kagerne.

Bag kagerne ved 200 grader i ca. 12-15 minutter. De skal være let gyldne, men ikke for mørke.

Lad kagerne køle af.

Fyld:
Min orange curd var blevet lidt til den tynde siden, så jeg lagde et blad husblas i blød og varmede curden let, så jeg kunne smelte husblassen. Derefter lod jeg fyldet stå på køl i ½ times tid.

Når kagerne er kølet smører du orange curd på halvdelen og kommer låg på.

Derefter røres glasuren op af flormelis og en lille smule vand. Glasuren skal ikke være for tynd, så lad være med at komme ret meget vand i ad gangen.

Kom glasuren på toppen af snitterne og drys med lidt revet appelsinskal eller lidt fin krymmel.




Share:

torsdag den 1. februar 2018

Meet-up med Fynske Influencers hos SpeltFar

Reklame - jeg var inviteret til at besøge Caféen SpeltFar af Fynske Influencers.



Ingen hemmelighed at jeg som fuldtidsarbejdende mor til to små rødder, ikke kommer lige så meget ud og nyder min skønne by som jeg gerne ville og efter alt for lang tid med sygdom, trænger jeg til masser af nye input.

Masser af nye input var lige hvad jeg fik i søndags, da jeg sammen med andre søde influencers var forbi Caféen SpeltFar til et af de meet ups som kvinderne bag instagramprofilen @fynskeinfluencers, Jeanette (let's blog some shit) og Rebecca (Hjernestorm) står bag.



Som blogger med en del år i baggagen, har jeg på mange områder stået meget alene. Bloggerverdenen har været en meget lukket verden, hvor man for det meste passede sig selv og blev mødt af alt for mange fordomme.

Det har derfor været en fed oplevelse at se de to skønne kvinder, få taget hul på denne lukkede verden og få den åbnet op både udadtil, i form af deres kæmpe arbejde i at arrangere disse møder, men også for os influerncers imellem, da vi nu får ansigt på hinanden og derfor bedre kan løfte i flok. For mig har det givet lysten til igen at bruge lidt ekstra tid på bloggen og samtidig nyder jeg at kunne finde sparring hos andre med samme interesse.

Dette meet up foregik hos Caféen SpeltFar. Det er en café i butikken, for den deler lokaler med The Organic Club i Brandts Passage i Odense. Det er ikke første gang jeg besøger butikken, men det er første gang jeg besøger den efter SpeltFar er kommet til.

Mit første besøg hos The Organic Club kan du læse om her: The Organic Club i Odense

Butikken bygger på bæredygtighed og genbrug i form af lækre bæredygtige produkter og genbrug igennem det kollektive klædeskab. Det koncept kan du læse meget mere om i mit tidligere indlæg.

Her passer SpeltFar perfekt ind. Det er lækker med lavet af økologiske produkter og det smager helt fantastisk. Jeg er vild med maden og stemningen.





Ud over lækker mad og mulighed for at kigge os lidt omkring i butikken, havde Jeanette og Rebecca taget lidt spørgsmål med, som gav os muligheden for at drøfte hvordan vi hjælper os selv og hinanden til at blive den influencer vi hver især gerne vil være.

Det var en utroligt spændende dag og jeg fik masser af gode ting med hjem. Ingen tvivl om, at det at man er åben over for hinanden og gerne vil løfte sammen, giver mulighed for at blive bedre som bloggere og influencers. Jeg glæder mig over, at der er kommet mere åbenhed til bloggerverdenen og ser frem til hvad det vil bringe med sig. 
Share:

Om mig

Mit billede
I vores hjem bor mor, far, storesøster på 4 år, lillebror på 2 år og katten Gismo. Vi nyder familietid, god mad og lækre kager. Kommer ofte med kreative input og elsker at rejse ud og opleve nye ting. I vores hjem er der plads til kys og kram, rod og kaos, fis og ballade, stilletid og ro. Vores hjem befinder sig i Odense og som tilflyttere til byen tager vi gerne på opdagelse for at finde nye måder at opleve og leve. Jeg kan kontaktes på homebybianca @ outlook.dk

Instagram @biancasverden

Instagram @foodbybianca

Instagram @diybybianca

Popular Posts

Blog Archive

Design by Bianca. Leveret af Blogger.

Follow by Email

Copyright © Home by Bianca | Powered by Blogger

Design by ThemePacific | Blogger Theme by NewBloggerThemes.com