søndag den 20. maj 2018

Barbecuemarineret kylling

Hjemmelavet barbecuemarinade til lækker og mør kylling.



Reklame - jeg har modtaget komposterbare fryseposer fra Suztain.com til test. 

Marinade kan gøre en kæmpe forskel for et lækkert og mørt stykke kylling. Herhjemme benytter vi os ofte af mulighederne for at marinere kødet, så du får en ret med helt ny smag selvom menuen står på kylling flere dage i træk. Det er nemt og vi ligger gerne kødet til at marinere i køleskabet natten over, så det er lige til at tilberede dagen efter. 

Da vi som så mange andre ofte ender med at komme kødet i en frysepose, kan det blive til rigtig mange plastikposer, hvorfor jeg har forsøgt at undersøge andre muligheder. Selvfølgelig kan vi komme det i en bøtte eller et fad, men det ender oftest med at det poserne, der kommer i brug. 

Til mine barbecuemarinerede kyllingfileter forsøgte jeg mig derfor med at bruge komposterbare fryseposerne lavet på bioplastmateriale baseret på majs, som er nedbrydelige i natur og hjemmekomposten. 



For at være på den sikre side, havde jeg lagt posen med de marinerede filter i en bøtte, men det viste sig slet ikke at være nødvendigt. Poserne holder fint på væden og fungere præcis som almindelige fryseposer. 

De er ikke helt gennemsigtige, men man kan skrive med en kuglepen på dem, så det er nemt at holde styr på indholdet. De kan bruges både til køl, frys og opbevaring ved stuetemperatur. Da poserne er nedbrydelige ved 40 grader, skal den tilberedte mad være afkølet inden den kommes i poserne. 

Poserne koster kun 9 kroner pr. rulle, så det er ikke den store omvæltning i økonomien at vælge dem istedet for plastik. Det er helt sikkert noget, som kommer til at blive brugt hjemme hos os. Poserne finder du lige her: Komposterbare fryseposer

Barbecuemarineret kylling: 
3 store kyllingefileter
75 ml olie
25 ml ketchup
3/4 tsk paprika
2 spsk brun farin
2 spsk soya
2 spsk citronsaft eller æblecidereddike

Rør alle ingredienser sammen (undtagen kylling) og kom det i en pose sammen med kyllingefileterne.

Mariner dem gerne aftenen før ellers kan et par timer før også gøre det.

Når kyllingen er færdig med at marinere kommer du dem et fad og steger dem i ovnen ved 200 grader i 30-45 minutter.

De kan også med fordel steges på grillen.

Share:

onsdag den 16. maj 2018

Er dit barn kunstner?

I en snak på Instagram med min blog kollega Maria, som fortæller en masse om bøgernes verden  på bloggen Book me up , Scotty! om emnet læsning med børnene og vigtigheden af at børn får en naturligt forhold til læsning, kom vores samtale lidt ud på et sidespor og endte i børns rolle i familien.


Her kom jeg til at tænke på et spørgsmål jeg engang blev stillet (Jeg kan ikke huske af hvem)

Hvorfor tror du børnene har alle de tegninger med hjem?

Svaret er egentlig åbenlyst: det er deres bidrag til familien.

Det er en spørgsmål som jeg har taget til mig. Især for tiden hvor jeg er græsenke i hverdagen. Børnene så de første uger en mor, der knoklede rundt for at få enderne til at mødes og ikke havde tid eller overskud til dem.

Det måtte der laves om på, og med ovenstående spørgsmål i hovedet blev de stille og roligt inddraget mere og mere i de daglige rutiner.

Storesøster på 5 år kan sagtens smøre madpakkerne med hjælp fra mig, mens lillebror på 3 år hjælper med at tømme opvasker.

De hjælper med aftensmad, borddækning og afrydning samt ligger selv deres tøj ud til vask. Og ja jeg er også tit dumme-mor når de også skal give katten mad, men jeg får til gengæld stolte og glade børn, når de bagefter får et "Tak for hjælpen".

Selvfølgelig er det ikke hver dag, at det kører på skinner og nogen dage skal de også bare have lov af koble af for sig selv, men jeg prøver at huske på, at mine små kunstnere også gerne vil bidrage til familien.

De lærer også hurtigt, at når de har hjulpet mor har hun pludselig tid til at læse den der bog, spille det der spil eller bare putte på sofaen.

"Hvis vi lærer vores børn at de er vigtige brikker i dagligdagens puslespil, så lærer de også at tage initiativ og ansvar." (Et citat fra Maria, som jeg er helt enig i).


Share:

mandag den 14. maj 2018

Sommerkage med marcipan kammerjunker, koldskålsmousse og rabarbermousse

Sommerkage med marcipan kammerjunker, koldskålsmousse og rabarbermousse - en perfekt sommer kombination, som giver en let og lækker kage.



Kender I det når der er en idé, som bare gerne vil ud, men tiden er ikke til det. Sådan har det været med denne kage. Det er ved at være et godt stykke tid siden, at den blev tegnet i min bog og sammensætningen skrevet ned, men tiden til rent faktisk at få testet opskriften har ikke lige været der.

Nu var jeg nået det punkt, hvor den kage bare skulle ud af hovedet og smages på. Når jeg begynder at drømme om den om natten og alt det der også kan gå galt, så kan den ikke vente længere.

Sammensætningen af koldskål og rabarber har rumsteret fordi jeg har brugt den sidste rest marcipan fra julen på en portion lækre marcipan kammerjunker. Dem kan du finde opskriften på her: Jordbærkoldskål med marcipankammerjunker 

Marcipankammerjunkerne smagte perfekt sammen med en jordbærkoldskål, som du også finder opskriften på i ovenstående link. Rabarber smager skønt sammen med jordbær og så var idéen der ligesom bare.

Kagen er faktisk super simpel at lave, men tager alligevel lidt tid på hvile fronten. Jeg vil dog ikke mene den tager længere tid end andre kager. Det smarte er også, at du kan lave den klar i god tid før servering.




Kagen her har en diameter på 20 cm, men kan sagtens laves i en springform på 25 cm i diameter, men så skal der skæres lidt af jordbærene i siden.

Jeg skriver opskriften i enkeltdele i den rækkefølge de skal laves.

Bunden: 
300 g marcipankammerjunker - opskriften findes her: Jordbærkoldskål med marcipankammerjunker  (du kan også bruge almindelige kammerjunker.)
75 g smør

Start med at smuldre kammerjunkerne og smelte smørret. Bland det herefter sammen og fordel det i din form.

Stil den på køl mens du laver koldskålsmoussen.

Koldskålsmousse: 
6 blade husblas
Saft fra 1 øko citron
Korn fra en vaniljestang
80 g flormelis
2,5 dl fløde
3 dl kærmemælk
160 g jordbær

Læg husblas i blød og smelt citronsaften ved svag varme.

Smelt husblassen i citronsaften og stil den til side.

Skær vaniljestangen over på midten og skrab kornene ud. Bland dem med lidt flormelis, så du får fordelt kornene godt.

Pisk fløden til flødeskum sammen med flormelis og vaniljekorn.

Vend forsigtigt kærnemælk og citronsaft i til en ensartet masse.

Skyl jordbærrene og fjern stilken. Skær dem over på midten og sæt den langs kanten af bunden i din runde form. For at de alle får samme højde, kan du skære lidt af bunden af jordbærrene, så står de også lige. Det du skærer af kan skæres i mindre stykker og tilsættes til koldskålsmoussen.

Fordel koldskålsmoussen i din form og stil den på køl i ½ - 1 time til moussen er helt stiv.  Imens laves rabarbermoussen.

Rabarbermousse: 
4 blade husblas
230 g rabarber
100 g sukker
20 ml vand
1 bæger past. æggehvider
15 g flormelis
2 dl fløde

Læg husblassen i blød i koldt vand.

Skyl rabarberne og skær dem i mindre stykker.

Kom dem i en gryde sammen med sukker og vand og kog dem møre.

Herefter smeltes husblassen i og det hele blendes igennem med en stavblender.

Stil det til side til afkøling.

Pisk æggehviderne stive sammen med sigtet flormelis og vend det i den afkølede rabarbermousse. Det er vigtigt at den er så kold, at det ikke smelter.

Pisk fløden til flødeskum og vend det i.

Fordel det ovenpå din koldskålsmousse i formen.

Lad kagen stå på køl i ½ - 1 time til moussen er helt stiv.

Pynt med jordbær og knuste kammerjunker og stil den på køl til servering.

Indkøbsseddel: 
230 g rabarber
160 g jordbær
100 g sukker
95 g flormelis
75 g smør
4,5 dl fløde
3 dl kærmemælk
1 bæger past. æggehvider
Saft fra 1 øko citron
Korn fra en vaniljestang
10 blade husblas

300 g marcipankammerjunker - opskriften findes her: Jordbærkoldskål med marcipankammerjunker  (du kan også bruge almindelige kammerjunker.)


Marcipankammerjunker: 


Share:

søndag den 13. maj 2018

Jordbærkoldskål med marcipankammerjunker

Jordbærkoldskål med marcipankammerjunker - en let og lækker sommerdessert.


Når nu vejret viser sig fra den solrige side, så er der ingen tvivl om, at der hjemme hos mange står koldskål på menuen. Mine børn elsker især kammerjunkerne, men jeg er ikke så stor fan.

Til gengæld er jeg ret vild med de her marcipankammerjunker, som smager dejligt sødt og passer perfekt sammen med en god jordbærkoldskål, som enten dessert eller et sødere indslag i sommervarmen.

Du kan med fordel sætte børnene igang med at trille kammerjunkerne, for de er nok allerede i træning efter julens pebernødder. Ellers får du i hvert fald holdt trilleriet ved lige.



Jordbærkoldskål: 
Grundopskriften på koldskål, har jeg fået af en kammerat og så er der kommet lidt ekstra tilføjelser, så vi endte ud med en lækker version med jordbærsmag.

Det bliver en stor portion, så sørg for at have den store skål klar.

Korn fra 1 vaniljestang
3 spsk sukker
2 past. hele æg
1 l kærnemælk
1 l tykmælk
Saft fra 1 øko citron
140 g friske jordbær (frosne kan også bruges)

Skær vaniljestangen over på midten og skrab kornene ud. Bland dem med lidt sukker, så du får fordelt kornene godt.

Kom dem vanilje og sukker i en skål sammen med æggene og pisk det let og luftigt.

Tilsæt kærnemælk, tykmælk og citronsaft og pisk det hele godt igennem.

Rens jordbærrene og blend dem til en ensartet masse, som du tilsætter til sidst. Smag evt. til om der skal flere jordbær i. Det kommer an på hvor meget de smager af, dem du har.

Marcipankammerjunker:


Opskriften giver 70-80 stk afhængig af størrelsen.

40 g sukker
2 æg
150 g marcipan
40 g smør
Skallen fra 1 øko citron
200 g havregryn
50 g hvedemel
2 tsk bagepulver

Pisk sukker og æg hvidt og luftigt.

Riv marcipanen på et rivejern eller gør som jeg gør - kør den igennem i en miniblender.

Tilsæt den revne marcipan til æggeblandingen og vend det forsigtigt sammen.

Smelt smørret og rør det i æggemassen sammen med revet citronskal.

Blend havregrynene til en fin mel konsistens og vend dem i dejen sammen med mel og bagepulver.

Ælt det hele sammen og tril dejen til små kugler, ligesom når du laver pebernødder.

Sæt dem på en bageplade og tryk dem lidt flade.

Bag kammerjunkerne ved 175 grader varmluft i 10-15 minutter.



Share:

mandag den 7. maj 2018

Frisk pasta med laks og spinat

Frisk pasta med laks og spinat - en hurtig nem sommerret.

Da vi var ude og handle den anden dag faldt jeg over en stor pose frisk spinat og sammen med en idé om, at jeg gerne snart ville have laks på menuen, måtte den med hjem til en god omgang frisk pasta med laks og spinat.

Selvom vi godt kan spise frisk pasta året rundt, er der bare et eller andet ved de der varme solskinsaftener, som får mig til at drømme mig tilbage til Italien, når der kommer frisk pasta på bordet. At det samtidig er en super nem og hurtig ret at lave, gør den perfekt til de der sommerdage, hvor man allerhelst vil bruge tiden udenfor.

For det meste handler jeg efter madplan, men da inspirationen til denne ret kom mens vi handlede, satsede jeg på, at vi havde det hjemme jeg skulle bruge til retten. Derfor er retten lavet på creme fraiche og ikke den traditionelle med fløde, da jeg havde en bøtte creme fraiche stående i køleskabet, som alligevel skulle bruges. Sammen med 1/4 squash var retten hurtigt klar.



Frisk pasta med laks og spinat (til 4 personer)

250 g laks
1/4 squash
250 g frisk spinat
300 g frisk pasta
2 dl creme fraiche
2 tsk sød fransk sennep
2 spsk soltørrede tomater
Peber

Start med at stege laksen på en dyp pande. Når laksen af klar tages den af og stilles til side.

Skær squashen i mindre stykker og steg den på panden fra laksen.

Skyl spinaten og skær den eventuelt i mindre stykker, hvis det er meget store spinatblade. Kom spinaten på panden og lad den stege med, så den falder lidt sammen.

Sæt pastaen igang med at koge i en gryde de par minutter, der står på pakken.

Kom creme fraiche og sød fransk sennep i panden med spinat og squash og rør det sammen.

Tilsæt soltørrede tomater og smag til med peber.

Riv laksen i mindre stykker og lad den varme med i panden et øjeblik.

Server med den friske pasta. 
Share:

mandag den 30. april 2018

Anmeldelse: Tilbage til Black Rabbit Hall

Denne bog er modtaget til anmeldelse.

Gæsteblogger: Min søster - Hun er udlært boghandler og det er altid hende jeg lytter til, hvis jeg har brug for inspiration til en ny læseoplevelse.


Fakta om bogen:
Forfatter: Eve Chase
Titel: Tilbage til Black Rabbit Hall
Oversættelse: Vibeke Houstrup
Udgivelsesdato: 1. maj 2018
Forlag: Lindhardt og Ringhof

Fra bogens bagside:
Cornwall, 1968. For Amber Alton og hendes søskende er landstedet Black Rabbit Hall en højtelsket pause fra deres hverdag i London. Herkan de fire børn frit udforske naturen og dyrelivet. Men en sommeraften rammer en tragedie familien, og med ét er barndommens idyl og uskyldighed krakeleret.

Tre årtier senere er Lorna og hendes forlovede på jagt efter det perfekte sted at holde deres bryllup. Lorna forelsker sig i et smukt, men meget nedslidt landsted, som hun mener at kunne huske fra sin barndom. Hvilken historie gemmer stedet på? Og hvorfor føler Lorna så stærk en tilknytning?

Tilbage til Black Rabbit Hall er en rørende fortælling om en glemt barndom og knuste drømme, hemmeligheder og hjertesorger – og en families stærke bånd trods modgang.

Jeg læste teksten om bogen og blev nysgerrig. Nysgerrig efter at vide hvem Amber Alton var? Hvem Lorna er? og ikke mindst hvordan kan de begge have en tilknytning til dette landsted med så mange års mellemrum? Lorna; i kraft af den tiltrækning stedet har på hende. Men mest Amber Alton og hendes familie, for hvad skete der med dem så mange år tidligere. Er de stadig på landstedet?
Jeg må sige, jeg fik min nysgerrighed stillet.

Bogen er inddelt i kapitler hvor vi skiftevis hører om Ambers liv og oplevelser tilbage i 1968-1969 og Lornas oplevelser nu. I hvert kapitel er der sået små fortsættelser, der gør at jeg hele tiden fik lyst til at læse videre om den enkelte person. Når jeg læste om Amber ville jeg gerne høre mere om hende. Når jeg læste om Lorna, var det hendes liv og oplevelser, der fangede.

Amber og Lornas liv og oplevelser er viklet ind imellem hinanden i korte overskuelige kapitler, på en måde så de hænger sammen, trods det store gab mellem årene. Denne måde at skrive på, synes jeg er fantastisk, da mit fokus hele tiden flytter sig, så jeg får hele perspektivet med og ikke kun livet omkring Black Rabbit Hall ud fra en person, men begge på samme tid for mig, men i hver deres tid for dem.

Beskrivelsen af Pencraw Hall, som er stedets rigtige navn, er virkelig gennemført. Følelsen af selv at være til stede i huset er total. Jeg kan se huset for mig, når jeg læser om stedet. Følelsen af stedets sjæl og hvilke familieglæder og ikke mindsst tragedier, som stedet gemmer på. Jeg føler mig til stede, når jeg læser om Ambers kamp for at blive voksen, passe på sin familie og ikke mindst finde ud af hvem hun selv er.

Lorna kæmper også med at finde sin identitet, for mødet med Black Rabbit Hall, har rusket op i minder og tilknytninger. Spørgsmålet er hele tiden, hvorfor betyder Black Rabbit Hall så meget for hende? Hendes forlovede Jon føler, han mister hende til stedet. Hun bliver en helt anden person end den Lorna, han kender. Derfor ønsker han ikke, at hun har noget med stedet at gøre. Men det eneste Lorna er 100% sikker på, trods hendes forlovedes forbehold, er at hun vil holde sit bryllup på Black Rabbit Hall.

Jeg synes det er rigtig svært at komme med en detaljeret beskrivelse af bogen uden at afsløre alt for meget. For andre læsere ønsker jeg kun at de får samme oplevelse af tilstedeværelse på Black Rabbit Hall, som jeg har haft. Er du til romatiske beskrivelser, samt familie tragedier og ikke mindst hemmeligheder, så kan jeg kun sige læs bogen.

 Jeg giver bogen 5 ud af 5 stjerner.
Share:

søndag den 29. april 2018

Sådan laver du de lækreste træstammer

Træstammer er vist den kage, som hitter allermest både på arbejdspladsen og hos venner og familie. Da det samtidig er en kage, som er nem at lave og sørger for at jeg får tømt fryseren, er det en kage som gerne bliver lavet når der er kagerester, der skal bruges og jeg tilfældigvis har en rulle marcipan på lager.

Det kræver lidt tid at lave træstammer, men med lidt god musik og en god portion tid, så er det et rigtigt hyggeligt projekt. 


Det er lidt forskelligt hvilken type kagerester, som der fylder i fryseren, men fremgangsmåden er altid den sammen.

Der skal bruges kagerester og gerne masser af dem, en god portion smørcreme, hindbærmarmelade og rom. 

Er du typen, der godt kunne bruge lidt mere guideline, så har jeg forsøgt at lave en opskrift i dette indlæg: Romkuglemasse forklædt som påskeæg

Når du har lavet din romkuglemasse kunne du egentlig godt vælge at stoppe her og trille en masse skønne romkugler. De kan rulles i kokos, havregryn, sukker eller farverigt krymmel. 

Vil du gerne ende ud med lækre træstammer er der lige et par steps endnu. 

1. Marcipan og flormelis: 

Find en rulle marcipan og ælt den til en god og blød masse med lidt flormelis. 

Tril den ud på bordet og skær den i strimler i den bredde du gerne vil have. 

Jeg triller altid en del af massen til en pølse, som jeg så ruller ud med kagerullen. På den måde står jeg ikke med et helt stykke, som hænger fast i bordet, rutsjer rundt eller er proppet til med flormelis. Det er nemmere at styre og så hellere rulle marcipanen en gang ekstra. 

2. Kom romkuglemassen på marcipanen: 

Tag en klump romkuglemasse. Jeg bruger en lille håndfuld, da jeg godt kan lide at træstammerne har en god størrelse og marcipanen ikke overdøver fyldet. 

3. Tril træstammen: 

Skær en lige kant i den ene ende af marcipan strimlen. Læg romkuglemassen på som en pølse, der flugter med kanten og breder sig ud til begge sider. 

Tril marcipanen rundt om romkuglemassen og skær marcipanstrimlen af, så den kommer hele vejen rundt om romkuglemassen. 

Læg træstammen til side og gentag indtil strimlen er brugt og rul så mere marcipan ud. 

4. Temperer chokolade til enderne: 

Jeg bruger mikroovns metoden når jeg temperer chokolade. Tag udgangspunkt i 300 g chokolade. Den del af chokoladen du ikke bruger kan gemmes og bruges til at starte temperering op med næste gang. 

Kom 2/3 af din chokolade i en skål, der kan tåle at komme i mikroovn. (200 g chokolade)

Kom skålen i mikroovnen og varm i 1-2 minutter til chokolade smelter og når en temperatur på 48 grader. 

Tilsæt den sidste 1/3 til skålen og rør det sammen til det hele er smeltet og du når en temperatur på 32 grader. Vil det ikke smelte helt og massen er blevet lidt for kold, så kom den forsigtigt i mikroovnen og varm lidt mere. Det er vigtigt at den ikke overstiger 33 grader. 

Arbejds temperaturen er 31-33 grader. Begynder chokoladen at blive kold mens du dypper træstammerne, kan du forsigtigt varme den lidt i mikroovnen, men kommer du for langt op i temperatur, så sæt chokoladen til side og lav en ny portion. 

5. Dyp enderne i chokolade: 

Dyp træstammernes ender i chokolade og stil dem til tørre på et stykke bagepapir. 

Jeg giver dem altid et tykt lag, men jeg er også ret glad for chokolade. 

6. Server dine træstammer:

Når chokoladen er stivnet kan du servere dine træstammer.


Share:

onsdag den 25. april 2018

Ramsløg - ramsløgssalt og ramsløgspesto

Ramsløgssalt og ramsløgspesto med mandler. 



Så blev det tid til ramsløg i skov og krat. Det betyder ekstra krydderi til madlavningen.

Jeg er så heldig, at der vokser ramsløg tæt på vores hus og derfor kan jeg holde lidt øje med, hvornår de titter frem. Ramsløgssalten fra sidste år var ved at være brugt op, så det passede perfekt med en ny portion. Samtidig fik jeg lavet lidt ramsløgspesto. 

Min ramsløgspesto er lavet på mandler og da jeg ikke havde parmesan hjemme, men en blok emmentaler, blev det den der kom i. Samtidig har jeg tilføjet lidt soltørrede tomater, da jeg gerne vil have lidt mere sødme til min pesto. 



Ramsløgssalt: 

50 g ramsløgsblade (ca. 60 stk)
250 g havsalt

Skyl ramsløgene godt og kom dem i en blender sammen med salten. 

Kværn det godt sammen og kom blandingen på en bageplade med bagepapir. 

Tør salten i ovnen ved 50 grader varmluft i ca. 2½ - 3 timer.



Ramsløgsspesto med mandler

40 g smuttede mandler
65 g ramsløg (en stor håndfuld)
2 dl olivenolie
Saft fra ½ lime
45 g emmentaler eller parmesan
2 spsk hakkede soltørrede tomater fra glas

Smut mandlerne og kom dem i en blender sammen med ramsløgene og blend det godt sammen. 

Tilsæt olivenolie og limesaft og blend videre. 

Skær osten i mellemstore stykker og tilsæt den sammen med de soltørrede tomater. 

Smag til - måske du gerne vil have mere sødme, så tilsætter du lidt soltørrede tomater eller hvis du gerne vil have en mere flydende konsistens tilsætter du lidt olie. 
Share:

tirsdag den 24. april 2018

Bananpandekager uden sukker

Bananpandekager uden sukker er en perfekt snack til madpakken og så får du samtidig brugt de overmodne bananer fra ugens løb.

Igen har jeg haft overmodne bananer liggende, da børnene ikke gad have dem med på madpakke alligevel. Til gengæld vil de gerne have lækre pandekager med og de her sukkerfrie pandekager er perfekte til madkassen.

De er også gode som tilbehør til eftermiddags teen. Så de første par stykker nød vi alle godt af i weekenden.


Bananpandekager uden sukker 

2 mosede bananer
3 små æg
2,5 dl yoghurt naturel
1,5 dl mælk
1 dl olie
150 g mel
1 tsk bagepulver
1/2 tsk natron

Skræl og mos bananerne i en skål.

Del æg i blommer og hvider i to større skåle.

Tilsæt yoghurt, mælk og olie til æggeblommerne og pisk det hele til en sammenhængende masse.

Kom de moste bananer i skålen og rør det sammen.

Tilsæt mel, bagepulver og natron og bland det sammen.

Pisk æggehviderne stive og vend dem i dejen.

Kom dejen på en pande i mindre klatter og bag pandekagerne. Pandekagerne skal vendes når de er bagt igennem og nemt kan vendes.



Share:

mandag den 23. april 2018

Marcipan hveder

Marcipan hveder. - Nu er det snart tiden hvor vi bager lækre hveder. Herhjemme laver vi en lidt sødere udgave med marcipan.

Jeg er ret glad for marcipan og mener det kan komme i det meste bagværk. Derfor er det også oplagt at komme det i de skønne hveder, som vi kan hygge med til aften teen torsdag aften inden Store Bededag fredag. 



Hvis du ligesom mig er til søde hveder med den skønne marcipansmag, så får du selvfølgelig opskriften her. 

12 stk.

50 g smeltet smør
2,5 dl mælk
50 g gær
1 æg
1 spsk vaniljesukker
1 tsk. salt
250 g revet Original Odense Marcipan
500 g hvedemel

Kom smeltet smør i en skål og tilsæt lidt af mælken, så det er lunkent. Rør gæren ud heri og tilsæt resten af mælken. Tilsæt æg, vaniljesukker, salt, marcipan og 2/3 del af melet og rør dejen godt sammen. Tilsæt resten af melet, lidt ad gangen, og ælt dejen igennem.

Lad dejen hæve 1 time og ælt den let igennem. Del dejen i 12 lige store stykker og tril til boller. Læg dem på en bageplade, gerne lidt tæt så de vokser sammen.

Lad hvederne hæve under et viskestykke i 20 minutter. 

Bag hvederne ved 180 grader varmluft i 12-15 min. Brug gerne dampfunktionen, hvis din ovn har sådan en. Ellers kan du stille en bradepande med vand i bunden af ovnen, så der dannes damp i ovnen. 

Afkøl en anelse inden servering. De kan også køles helt af, flækkes og ristes i ovnen eller på brødristeren.




Share:

lørdag den 21. april 2018

Anmeldelse: Vejen til dit hjerte

Denne bog er modtaget til anmeldelse.


Fakta om bogen:
Forfatter: J.P. Monninger
Titel: Vejen til dit hjerte
Oversættelse: Anne Brinch
Udgivelsesdato: 19. april 2018
Forlag: lovebook.dk

Vejen til dit hjerte er J.P. Monningers første bog på dansk.

Fra bogens bagside:
Heather er netop blevet færdig med college og har planlagt sin fremtid ned til mindste detalje. Først skal hun rejse udenlands med et par veninder, og så skal hun starte nyt job og langsomt arbejde sig op ad karrierestigen. 

Men så møder hun Jack - en passioneret eventyrer - i en togvogn i Europa. Han har ingen planer, udover at følge den rute, hans bedstefar har nedfældet i sin dagbog. Det fører ham til smukke, romantiske storbyer som Prag og Paris. 

Heather dropper sin egen nøje tilrettelagte rejse og følger med ham, og de forelsker sig i hinanden. Det søde rejseliv kan dog ikke vare ved, for Heather har forpligtelser i USA, og hun overtaler derfor Jack til at tage med hende tilbage. Men Jack har en hemmelighed, som kan ændre absolut alt. 

Solen og varmen får mig til at drømme om  fremmede lande, kultur og oplevelser. Blandet med lidt romantik er det opskriften på en god lovebook og jeg havde derfor store forventninger da jeg tog hul på bogen.

Mit humør var til kærlighed og oplevelser og det må jeg sige jeg fik. Bogen er delt i 2 halvdele, hvor den første del foregår mens de rejser Europa rundt. Allerede i kapitel 1 møder Heather Jack, og så starter hendes rejse ned ad kærlighedens rutsjebane.

Det hele starter i toget mod Amsterdam. Heather har forladt sin sikre base hjemme i USA og står nu overfor alt det fremmede og nye, mens hun drages af Jack og det ukendte spændende der følger med.

Vi får en anderledes skildring og oplevelse af de lande og byer de kommer igennem på deres rejse, da det ikke er de traditionelle turistfælder, som Jack får hende med ud at se. Det er en spændende tilgang til det at rejse, som inspirer til at opleve kulturer fra en anden vinkel. Det passer rigtig godt med den impulsive Jack og han får lokket Heather til at åbne op for øjeblikket, mens hun er på sin sidste rejse inden voksenlivet går igang med karriere og lange arbejdsdage. Som Jack siger: "vidste du ikke, at alle er bedragere, og der er ikke rigtigt nogen voksne inde ved siden af?"

Bogens del 2 foregår i USA efter rejsen, og her synes jeg en del af det bliver lidt langtrukkent. Måske fordi vi i første del oplever en masse gennem Heathers øjne, hvor del 2 bliver mere til en hverdags skildring sammen med de udfordringer, som det at komme hjem giver hende. Jeg sad med følelsen af, at jeg ikke helt kunne finde ud af, hvor forfatteren ville føre mig hen med del 2, men det giver selvefølgelig sig selv til sidst.

Bogen er en rigtig lovestory og som alle lovestorys er der både romantik og drama. Så trænger du til lidt sommerromance, så er det den helt rigtige bog.

Jeg giver bogen 4 ud af 5 stjerner. 
Share:

torsdag den 19. april 2018

Koldbrygget rabarber iste med mynte

Koldbrygget rabarber iste med mynte til sommerens lange varme dage.

Nu kommer varmen endelig, og derfor har jeg fået brygget årets første rabarber iste. Jeg laver den uden sukker, men du kan sagtens tilsætte lidt sukker hvis du gerne vil have en sødere udgave. Jeg bruger et par kviste mynte til at få et frisk pust.

For mig hænger foråret og rabarber uløseligt sammen, og jeg venter spændt på de første rabarber i haven er klar. Derfor var det oplagt at årets første iste skulle være med rabarber smag.

Grunden til at jeg koldbrygger min iste er, at jeg dermed ikke skal tænke for meget over kogevand og temperatur i forhold til hvilken type te, jeg bruger til isteen. For eksempel kan grøn te blive bitter hvis du bruger kogende vand. I stedet skal det være 85 grader. Så selvom jeg har en elkedel, der kan indstilles synes jeg det er nemmere med koldbrygning til iste.

Det tager lidt længere tid at koldbrygget iste. Ikke i arbejdstid, men i den tid teen skal trække. Jeg gik i gang 1,5 dag før jeg ville drikke teen.


Koldbrygget rabarber iste med mynte

1 glasflaske der slutter tæt
7 dl koldt vand
3 spsk løs rabarber te
2-3 kviste mynte
1 øko lime
Isterninger

Kom vand og løs te i en flaske og lad det trække i køleskabet i ca. 8 timer.

Si den løse te fra og kom mynte i. Sæt flasken tilbage i køleskabet og trække i ca. 24 timer.

Server isteen med limeskiver og isterninger. (Tilsæt eventuelt lidt sukker, hvis du gerne vil have den sødere). 
Share:

onsdag den 18. april 2018

Rugbrødsmüsli uden sukker

Rugbrødsmüsli uden sukker er den perfekte løsning, når du skal have brugt de kedelige endeskiver.

Efter jeg har forsøgt mig med mit eget hjemmebagte rugbrød, måtte jeg indse at de der endeskiver altså ender som hengemte og kedelige skiver, som ikke bliver spist. Da jeg altid gerne vil finde måder at sikre mig, at alt vores mad bliver spist, måtte de derfor kunne bruges fornuftigt. Det kom der en lækker rugbrødsmüsli uden sukker ud af.



Rugbrødsmüsli uden sukker

200 g rugbrød
2 dadler
3 dl havregryn
1 dl hakkede mandler
2 spsk usødet kakao
1,5 dl kogende vand
2 spsk honning

Kom rugbrød og dadler i en blender og blend det til en smuldret masse.

Kom massen i en bradepande og tilsæt havregryn, hakkede mandler og kakao.

Kog vandet og opløs honningen i vandet.

Kom honning vandet over resten i bradepanden og bland det godt sammen.

Varm ovnen til 180 grader varmluft og rist blandingen i 10 minutter. Vend blandingen og sæt den ind i yderligere 5 min. Det gøres to gange mere. Så blandingen får ialt 25 minutter.


Share:

mandag den 16. april 2018

Macarons med orangecurd

Macarons med orangecurd - en let og lækker macaron med frisk smag.


Det er ved at være et stykke tid siden at jeg lavede macarons og længe siden jeg legede med nye smage. Den sidste opskrift jeg har lavet er den her med M&M's macarons, som jeg lavede i forbindelse med en konkurrence hos M&M's. Opskriften vandt konkurrencen, men for en der elsker M&M's er jeg også nødt til at sige, at den altså smager skønt.

Du kan finde opskriften på M&M's macarons her: M&M's macarons

Nu har jeg eksperimenteret lidt igen. Denne gang var det min orangecurd, der kom i spil. Den er allerede brugt til en lækker pandekage kage, orangesnitter og en marcipankringle med nougat og orangefyld. Opskrifterne linker jeg til sidst i indlægget.

Opskriften på orange curd kan du finde lige her: Orange curd med lime

Jeg er blevet rigtig glad for min orange curd, den smager fantastisk med en friskhed som samtidig har en dejlig sødme.


Første portion macarons kiksede for mig. Ikke fordi de ikke fik den fine fod, som er så kendetegnet ved macarons, men foden flød ud, så mine macarons blev flade. Derfor måtte jeg igang med endnu en portion og de lykkedes. Jeg skulle vist lige have genopfrisket teknikken.

Macarons med orangecurd:
Ca. 12 stk.

Bunde:
75 g mandelmel
115 g flormelis
2 æggehvider (ca. 60 g)
50 g sukker
Skallen fra ½ øko appelsin
Gul pastafarve

Fyld:
150 g naturel smøreost
5 spsk orange curd

Start med at gøre bundene klar:
Kom mandler og flormelis i en blender og blend i ca. 15 sek. Sigt herefter blandingen ned i en skål, så du har en fin melblanding.

Kom æggehviderne i en skål og pisk dem til de danner bløde toppe når du løfter piskeriset. Pisk herefter sukkeret i lidt ad gangen, til du får en fast og blank marengsmasse.

Pisk appelsinskal og pastafarve i til de får den gule farve du gerne vil have.

Fold mandelblandingen i marengsmassen med en spatel, en tredjedel ad gangen. Når mandelblandingen er grundigt foldet i, fortsættes foldningen til massen bliver en blank dej med en tyk "lang" konsistens.

Hæld dejen i en sprøjtepose og klip hul på ca. 1 cm i diameter eller brug en metaltyl. Tryk 24 små cirkler ud på et par bageplader beklædt med bagepapir. Du må ikke sætte cirklerne for tæt.

Bank bunden af pladerne med en håndflade, så eventuelle toppe og luftbobler forsvinder.

Lad pladerne hvile i 30 minutter ved stuetemperatur. Bundene skal tørre ind og danne en let skorpe, så du forsigtigt kan røre ved dem uden at der sætter sig dej fast på fingeren.

Forvarm ovnen til 160 grader.

Bag macaronsne en plade ad gangen i ca. 10-15 minutter. Stil dem derefter til afkøling på pladerne i 10 minutter. Tag forsigtigt bundene af pladerne og lad dem afkøle helt på en bagerist.

Fyld:
Rør smøreost og orangecurd sammen og kom fyldt på halvdelen af dine macraons. Den anden halvdel samler du din macaron med.











Share:

lørdag den 14. april 2018

Meet-up med Fynske Influencers hos Café Fleuri

Reklame - Jeg var inviteret til at besøge Café Fleuri af Fynske Influencers.

Når man har blogget lige så mange år som jeg, ved man hvor alene man står med de forskellige udfordringer der kan være bag det, at drive en blog. Skriveriet og idéerne er altid kommet mig let og er egentlig også baggrunden for at jeg startede med at blogge. Alle de faglige udfordringer derimod kan det være svært at gennemskue.

Derfor er et meet-up med Fynske Influencers altid en mulighed for at få en faglig snak og en god sparring. Denne gang blev det til et besøg på den lækre Café Fleuri.

Ud over den faglige snak serverede Café Fleuri lidt af deres lækkerier og de imponerer mig gang på gang. Serveringen er smuk og indbydende og lige noget for bloggerbillederne. Jeg havde heldigvis taget mit kamera med, så jeg fik også øvet mig med lidt fine billeder.


Mig i aktion - fotocredit jordforbindelsen.com

Ud over at være en super hyggelig café med en skøn gårdhave og indbydende og velsmagende mad og drikke, kan du købe forskellige lækre produkter til madlavning eller skønne gave idéer. Så trænger du til et roligt øjeblik i en afslappet atmosfære, så er det Café Fleuri du skal kigge forbi. Caféen ligger lidt væk fra selve gågaden, men det tager kun et øjeblik at gå dertil og så får du ellers ro og atmosfære til at lade op på.


Jane og Ulrik byder os velkomne i den skønne gårdhave med lidt varmt at drikke og søde snacks. 






Jeg var endda så heldig at vinde lidt forkælelse fra Compagnie de Provence, som laver lækker naturlig kropspleje helt i Café Fleuri's ånd.

Share:

onsdag den 11. april 2018

Avocadopålæg - let og lækker frokost

Avocadopålæg til en let og lækker frokost.

Rugbrød er ikke noget jeg spiser ret tit. Ikke fordi jeg ikke kan lide det, men fordi det som oftest er nemmest at jeg lige snupper en rest eller noget grønt med til min madpakke. Når først jeg har stået og smurt 2 x 3 madpakker til børnene, er fantasien til en lækker frokost til mig selv ikke rigtigt til stede.

Jeg har eksperimenteret lidt med min surdej: Lidt om surdej og har forsøgt mig med lidt rugbrødsbagning. Der er stadig plads til forbedringer og I får mere om det og lidt om en rugsurdej, når jeg har eksperimenteret lidt mere.

Mit hjemmebagte rugbrød og et par avocadoer i køleskabet fik mig dog til at tænke på den avocadopålæg, som jeg lavede til datteren, da hun var bare 7 måneder gammel: Avocadopålæg - smørepålæg til baby Det kan dog sagtens spises af voksne også, men konsistensen var god til hende i den alder.

Det er længe siden jeg har lavet en portion, så det måtte på mit brød sammen med et lækkert øko æg direkte fra hønen, som min veninde kiggede forbi med sidste weekend.


Det blev til en dejlig let og lækker frokost her i forårssolen, som bare skulle med i udestuen og nydes.

Avocadopålæg: 

1 avocado
½ æble
1 dl naturel yoghurt

Skær avocadoen over og tag stenen ud. Skrab kødet ud og kom det i en skål, hvor du moser det.

Skræl æblet og skær kernehuset fra og riv det på et rivejern.

Bland æble og yoghurt med avocadoen og server på brød.


Share:

mandag den 9. april 2018

Let og luftig rabarberkage

Let og luftig rabarber kage, som er nem at lave og sagtens kan tilføjes rabarber fra frost.


Jeg drømmer om forår og sol, mens det rusker og er koldt derude. Samtidig er vi ved at gennemgå fryseren i et forsøg på at få skabt et overblik over indholdet. Her fandt jeg lidt rabarber fra sidste års høst, så de måtte op, så de kunne blive spist.

Denne gang fik jeg lyst til at lave en lidt let og luftig kage. Jeg synes ofte vi ender med rabarber crumble, men når rabarberne først har været frosne, så kan det godt blive en lidt vandet fornøjelse.


Kagen er super nemt at lave og kræver ikke det store udstyr. Jeg har bagt den i et aflagt tærtefad, men en brødform eller et rundt fad kan også sagtens bruges.

Rabarberkage:

2 æg
100 g sukker
100 g smeltet smør
100 g hvedemel
50 g kokosmel
1 tsk bagepulver
1 tsk vanilieekstrakt
100 g revet marcipan
300 g rabarber i skiver (må gerne være fra frost)
3 spsk rørsukker

Start med at piske æg og sukker hvidt og luftigt med en elpisker.

Smelt smørret.

Imens tages en anden skål, hvori der blandes mel, kokosmel og bagepulver.

Rør det i dejen sammen med det smeltede smør og vaniljeekstrakt.

Riv marcipanen og tilføj den til dejen sammen med 2/3 af rabarberne.

Er det rabarber fra frost skal de tøes op og vandet hældes fra.

Kom dejen i et smurt fad og top med de sidste rabarber.

Drys med rørsukker og bag kagen i ovnen ved 170 grader varmluft i ca. 35 minutter.

Share:

onsdag den 4. april 2018

Food prep - Sunde og nemme retter med kylling til 5 dage

Food prep - Sunde og nemme retter med kylling lavet klar til 5 dage på et par timer.

Da jeg for tiden er græsenke i hverdagene og derfor ikke har det store overskud til en masse spændende retter til hverdag, har jeg forsøgt mig med lidt food preparation, så jeg er sikker på at få lidt sund mad samtidig med det bliver lidt mere varieret.

Det tager ikke lang tid at forberede maden og da jeg vælger at holde de enkelte ingredienser for sig selv, er der større sandsynlighed for at mindste på 3 år også vil smage. Det er kun en enkelt af retterne, som bliver blandet inden servering.

Jeg har taget udgangspunkt i retter med kylling, fordi det er nemt at tilberede et lækkert stykke kylling og det kun er din egen smagssløg, som sætter grænsen for hvordan du varierer retterne.

Jeg har brugt følgende ingredienser:

3 store kyllingefileter
2 røde peberfrugter
1 broccoli (ca. 200 g)
8 gulerødder
1 stor sød kartoffel (ca. 250 g)
200 g rosenkål
2 squash
1 dåse majs (200 g)
100 g ærter
200 g cherrytomater
1 dåse hakkede tomater
Fuldkornsris
Tørret oregano
Tørret rosmarin
Peber
Barbecuemarinade (se opskrift herunder)

Meningen er at der er en ret til mig, altså til 1 person og så skal der være lidt ekstra, som børnene kan smage på, tilsæt evt. lidt ekstra til fadene, hvis dine børn ikke er småt-spisende som mine. Du kan sagtens variere mængderne, hvis I er to eller flere personer.

De 5 versioner lyder således:
1) Kylling, peberfrugt, broccoli, cherrytomater, gulerødder
2) Kylling, sød kartoffel, rosenkål, broccoli, gulerødder
3) Kylling, hakkede tomater, squash, peberfrugt, majs, ris (2 portioner)
4) Kylling broccoli, peberfrugt, ris, ærter, majs
5) Kylling, gulerødder, rosenkål, squash, cherrytomater



Retterne 1, 2, 4 og 5 laves i 3 forskellige ildfaste fade og ret nr 3 tilberedes i gryde.


1. fad: Barbecuemarineret kylling: 
75 ml olie
25 ml ketchup
3/4 tsk paprika
2 spsk brun farin
2 spsk soya
2 spsk citronsaft eller æblecidereddike

Kyllingen marineres aftenen før og kommer i en pose i køleskabet natten over.

Stort set det hele skal steges ved 200 grader varmluft, men der er forskellige bagetider.

Kom kyllingestykkerne i et fad smurt med lidt olie og steg i 45 minutter.

2. fad: 
Smør fadet med lidt olie.
Rens og skær følgende i passende størrelser:
Peberfrugt (tag 1/3 fra og kom i en gryde)
Broccoli
Gulerødder
Sød kartoffel
Rosenkål

Hæld olie over og drys med rosmarin.

Steg ved 200 grader varmluft i 30 minutter.

3. fad:
Smør fadet med lidt olie.
Rens og skær følgende i passende størrelser.
Cherrytomater
Squash (kom 1 i gryden)
Majs (kom 100 g i gryden)
Ærter

Hæld olie over og drys med rosmarin.

Steg ved 200 grader varmluft i 15-25 minutter.

Gryden (ret nr. 3): 
Steg peberfrugt, squash og majs i lidt olie.

Tilsæt hakkede tomater og lad det koge op.

Tilsæt 1 spsk tørret oregano og smag til med peber.

Ris: 
Kog fuldkornsris svarende til 3 portioner.

Servering: 
Skær kyllingen i skriver og server den sammen med det tilbehør der hører til den pågældende ret.



Share:

Om mig

Mit billede
I vores hjem bor mor, far, storesøster på 4 år, lillebror på 2 år og katten Gismo. Vi nyder familietid, god mad og lækre kager. Kommer ofte med kreative input og elsker at rejse ud og opleve nye ting. I vores hjem er der plads til kys og kram, rod og kaos, fis og ballade, stilletid og ro. Vores hjem befinder sig i Odense og som tilflyttere til byen tager vi gerne på opdagelse for at finde nye måder at opleve og leve. Jeg kan kontaktes på homebybianca @ outlook.dk

Instagram @biancasverden

Instagram @foodbybianca

Instagram @diybybianca

Popular Posts

Blog Archive

Design by Bianca. Leveret af Blogger.

Follow by Email

Copyright © Home by Bianca | Powered by Blogger

Design by ThemePacific | Blogger Theme by NewBloggerThemes.com